Immutable: Passed Law Proposal, L 255, The Danish Parliament, 1994
Resource tools
Original PDF File |
5.8 MB | Download |
View directly in browser |
5.8 MB | View in browser |
Resource ID
284
Access
Open
Key Topics
Government Aids policy, Living with HIV/AIDS
Keywords
Criminalisation (HIV) , Policy (national) , Prevention
Document Type
Law Proposal
Resource Title
Passed Law Proposal, L 255, The Danish Parliament, 1994
Creator
Danish Parliament
Country
Denmark
City
Copenhagen
Date
27 April 1994
Language
Danish
Restriction Status
Online accessible
License
This work is licensed under a Creative Commons Attribution-NonCommercial-NoDerivatives 4.0 International License.
Notes
This document is the proposal for a law amending the penal code. The amendment, which ultimately passed, meant that it became punishable by law to continuously practice unprotected sex while withholding information about living with HIV/AIDS. The amendment, known as article 252, was suspended in 2011, when the Danish Health Authorities no longer classified HIV as “life-threatening.”
There are three kinds of documents from the Danish Parliament in this EHAA collection: law proposals (lovforslag), resolution proposals (beslutningsforslag), and inquiries (forespørgelser).
Law proposals are either rejected or passed into law by parliament. In order to become law, law proposals must be “treated” (behandlet) three times in parliament before approval by a majority of MPs.
Resolution proposals contain a clear political message on a topic or issue. In contrast to a law proposal, it only needs to be “treated” twice in parliament. If passed, the government is obligated to act in accordance with it.
Inquiries can be requested if one or more MPs wish for a topic to be debated in Parliament. During the inquiry, MPs can make proposals for Parliament to either approve or reject.
Text excerpt
8773
F.t.l. vedr. straffeloven
8774
Lovforslag nr. L 255. Fremsat den 27. april 1994 af justitsministeren (Erling Olsen)
Forslag
til
Lov o m ændring af straffeloven
(Forvoldelse af fare for smitte med livstruende og uhelbredelig sygdom)
§1
§2
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886
af 30. oktober 1992, indsættes i § 252 som
stk. 2:
Loven træder i kraft den 15. juni 1994.
» Stk. 2. På samme måde straffes den, der på
hensynsløs måde forvolder fare for, at nogen
smittes med en livstruende og uhelbredelig
sygdom.«
Loven gælder ikke for Færøerne, men kan
ved kongelig anordning helt eller delvis sættes
i kraft for denne landsdel med de afvigelser,
som de særlige færøske forhold tilsiger.
Justitsmin., j.nr. 1994-730-47
§3
8775
F.t.l. vedr. straffeloven
8776
B e m æ r k n i n g e r til l o v f o r s l a g e t
!
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
lovforslaget sigter til at skabe hjemmel i straffeloven til at straffe personer, der skaber fare for, at andre smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom. Der tænkes her hovedsagelig på fare for overførsel af HIV- smitte, der fører til sygdommen AIDS.
2. Gældende ret
Straffeloven af 10. februar 1866 indeholdt i § 181
en bestemmelse om straf for den, »som vidende eller
med formodning om at være behæftet med venerisk
smitte, øver utugt med en anden.« Reglen suppleredes! af § 4 i loven af 30. marts 1906 om modarbejdelse
af offentlig usædelighed og venerisk smitte, der indeholdt en særlig påtaleregel med henblik på de tilfælde, hvor ægtefællen var den smittede.
2.1. Ved straffeloven af 15. april 1930 blev de
nævnte bestemmelser erstattet af § 256, stk. 1, om
straf af hæfte eller fængsel indtil 4 år for den, der
»ved samleje eller andet kønsligt forhold udsætter
nogen for at blive smittet med kønssygdom, når han
har været eller burde have været klar over smittefaren.« Var den for smitte udsatte person gerningsmandens ægtefælle, fulgte det af bestemmelsens
stk.! 2, at påtale - som hidtil - kun fandt sted efter
ægtefællens begæring.
Ved straffelovens § 259 udvidedes strafansvaret til
også at omfatte den, der »ved grov uagtsomhed volder nærliggende fare for, at nogen smittes af kønssygdom.«
§ 256 opfattedes som et konkret faredelikt, dvs., at
det var en betingelse for strafansvar, at der kunne
føres bevis for, at der ved f.eks. et samleje var opstået
en konkret fare for smitteoverførelse.
2.2. Ved lov nr. 193 af 4. juni 1947 om bekæmpelse
af kønssygdomme indførtes regler om smitteopsporing. Desuden pålagdes den enkelte en strafsanktioneret pligt til dels at underkaste sig lægebehandling,
dels at videregive oplysninger om smittekilden. I til-
fælde af sigtelse for overtrædelse af straffelovens
§§ 256 eller 259 var der hjemmel til tvungen undersøgelse.
2.3. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 ophævedes bestemmelserne i straffelovens §§ 256 og 259. Samtidig
indførtes lignende bestemmelser i kønssygdomsloven af 1947, jf. lov nr. 209 af samme dato. Dog blev
strafferammemaksimum sat ned til fængsel indtil 2
år.
Om baggrunden for ophævelsen af §§ 256 og 259
henvistes i lovforslagets bemærkninger til, at tilsvarende bestemmelser ville blive optaget i kønssygdomsloven, og at bestemmelserne i den hidtil gældende affattelse i øvrigt var upåkrævede og delvis
forældede.
Ændringen af strafferammen var hovedsageligt
båret af et ønske om i højere grad at tilpasse strafferammen til det faktiske udmålingsniveau. Herom
henvises til Folketingstidende 1964/65, tillæg A,
spalte 935.
Om baggrunden for forslaget om overførelse af
bestemmelserne fra straffeloven til kønssygdomsloven hed det i indenrigsministerens fremsættelsestale,
jf. Folketingstidende 1964/65, spalte 1886-1887, at
man fandt det hensigtsmæssigt og systematisk rigtigt, at lovgivningen herom henhørte under indenrigsministeren og dermed Sundhedsstyrelsen.
2.4. Ved lov nr. 287 af 23. maj 1973 om bekæmpelse af kønssygdomme, § 10, gennemførtes en yderligere sænkning af maksimumstrafferammen til fængsel
indtil 6 måneder, og gerningsindholdet blev indsnævret til: »den, der gentagne gange eller i øvrigt
under skærpende omstændigheder ved samleje eller
andet kønsligt forhold forsætligt udsætter nogen for
at blive smittet med kønssygdom.« Af forarbejderne
fremgår, at man ved affattelsen af straffebestemmelsen især havde for øje, at der nu var tale om bekæmpelse af smitsomme, men dog helbredelige sygdomme, jf. herved Folketingstidende 1972/73, tillæg A,
spalte 4221 ff.
8777
F.t.l. vedr. straffeloven
2.5. Kønssygdomsloven - der dog ikke omfattede
AIDS - blev ophævet ved lov nr. 224 af 13. april
1988. Under behandlingen af lovforslaget blev det
bl.a. drøftet, om straffelovens bestemmelser om legemskrænkelse kunne finde anvendelse på forsætlig
smitteoverførsel. Herom henvises nærmere til Folketingstidende 1987/88, tillæg A, spalte 3158 ff., tillæg
B, spalte 560, og Folketingets forhandlinger, spalte
6292 ff. og 8876 f f . .
2.6. Straffelovens § 192, stk. 1 og 2, indeholder bestemmelser om forvoldelse af fare for udbredelse af
smitsom sygdom gennem overtrædelse af bestemmelser i særlovgivningen. Efter straffelovens § 192,
stk. 1, straffes således med hæfte eller med fængsel
indtil 3 år den, som »ved overtrædelse af de forskrifter, der ved lov eller i medfør af lov er givet til forebyggelse eller modarbejdelse af smitsom sygdom,
forvolder, fare for, at sådan sygdom vinder indgang
eller udbredes blandt mennesker.« Bestemmelsens
stk. 2 indeholder en skærpet strafferamme på fængsel indtil 6 år med henblik på tilfælde, hvor sygdommen ifølge lovgivningen skal undergives eller på gerningstidspunktet er undergivet offentlig behandling,
eller hvor der er truffet særlige forholdsregler mod
sygdommens indførelse i landet.
De nævnte bestemmelser er indskrænket til tilfælde, hvor der objektivt er forvoldt konkret fare for, at
den pågældende sygdom vinder indgang eller udbredes. Herudover kræves, at faren er forvoldt ved overtrædelse af udtrykkelige forskrifter, der sigter mod at
hindre sygdommens udbredelse. Det er således ikke
tilstrækkeligt, at faren alene skyldes ufotsvarlig adfærd.
Om sygdomme, der er omfattet af § 192, stk. l og
2, kan henvises til lov nr. 114 af 21. marts 1979 med
senere ændringer om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme med liste A og B.
Anvendelsen af § 192, stk. 1 og 2, forudsætter som
udgangspunkt, at der kan føres bevis for, at gerningsmanden ved sin handling har haft forsæt til forvoldelse af konkret fare. Efter § 192, stk. 4, kan strafansvar imidlertid også pådrages, såfremt der alene
kan føres bevis for grov uagtsomhed, men i så fald
gælder en maksimumstrafferamme på fængsel indtil
6 måneder, ligesom der er mulighed for at idømme
bøde.
2.7. Straffelovens almindelige regel om forsætligt
fareforvoldende handlinger findes i § 252, hvorefter
den, der »for vindings skyld, af grov kådhed eller på
lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare
for nogens liv eller førlighed«, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 4 år. En sådan generel bestem-
8778
melse om strafansvar for groft fareforvoldelnde
handlinger fandtes ikke i straffeloven af 1866 og var
således en nydannelse i straffeloven af 1930. ;
§ 252 er i lighed med den nu ophævede særlige
bestemmelse i § 256 om farefremkaldelse ved smitteoverførsel, jf. pkt. 2.1., et konkret faredelikt. Det indebærer, at der i det enkelte tilfælde skal kunne føres
bevis for, at der objektivt set har været fare for en
anden persons liv eller førlighed.
Subjektivt kræves, at gerningsmanden har handlet
med forsæt, dvs. kendskab til situationens ornstændigheder og bevidsthed om, at der forvoldes fare. Offerets samtykke til den fareforvoldende handling har
som udgangspunkt ikke diskulperende virkning, således at gerningsmanden af denne grund kan være
straffri, men et samtykke kan imidlertid efter 0111stændighederne indebære, at gerningsmanden udelukkes fra strafansvar på grund af manglende forsæt.
Faren skal efter bestemmelsens ordlyd have Været
»nærliggende«. I dette udtryk antages at ligge et
krav om, at der har været tale om en åbenbar og væsentlig risiko for følgens indtræden.
§ 252 har navnlig fundet anvendelse i tilfælde af
farlige knivkast, affyring af skud, f.eks. under jagt,
på gaden eller i private haver eller fra altaner og vinduer, og ved hasarderet. kørsel, hvor gerningsmanden har kørt bil på en sådan måde, at et offer har
måttet hage sig fast i bilen.
3. Højesterets dom af 14. april 1994
I afgørelser af henholdsvis 12. marts 1993 og 18.
august 1993 fandt Københavns Byret og Østre .
Landsret, at straffelovens § 252 kunne anvendes på
en person, der gentagne gange havde haft ubeskyttet
seksuel omgang med nogle kvinder, uanset at han
var bekendt med at være smittet med HIV.
Ved Højesterets dom af 14. april 1994 fandt Højesteret imidlertid, at der ikke var grundlag for at anvende straffelóvens § 252 i disse tilfælde. Højesteret
henviste herved bl.a. til, at der i lyset af Folketingets
drøftelser ved ophævelsen af kønssygðornsloveri., i
1988 ikke er tilstrækkelig sikker hjemmel for at straffe sådanne forhold efter straffelovens § 252. Ved
straffastsættelsen for samleje med mindreårige piger
tillagde Højesteret det imidlertid skærpende virkning, at den pågældende havde udsat de rnindrèårige piger for risiko for HIV-smitte.
4. Justitsministeriets, overvejelser og forslag
Udgangspunktet i den danske sundhedspolitiske
indsats mod HIV-smitte og AIDS er og bør være, at
det påhviler den enkelte at beskytte sig selv mod
overførsel af HIV- smitte i forbindelse med kønslig
8779
F.t.l. vedr. straffeloven
omgang m.v. Alligevel kan det forekomme stødende
for retsbevidstheden, hvis en person, der er klar over
at være smittet med HIV-virus, har samleje med eller
på anden måde udsætter andre for smitten uden at
søge at beskytte de pågældende eller at gøre dem
bekendt med smitterisikoen.
For at imødegå sådan hensynsløs adfærd foreslås
det, at straffelovens § 252 suppleres med en bestemmelse om fareforvoldelse for smitte med denne dødelige sygdom.
Bestemmelsen er imidlertid ikke begrænset til
smitte med HIV-virus. Afgørende er, om sygdommen er livstruende og uhelbredelig. Også andre livstruende og uhelbredelige sygdomme, der overføres
ved smitte, kan således efter omstændighederne være omfattet. Viser det sig omvendt på et tidspunkt
muligt at behandle HIV-smitte og AIDS, således at
patienterne helbredes, eller således at sygdommen
ikke længere er dødelig, kan der ikke antages at være
behov for det stærke strafferetlige værn. HIV-smitte
og AIDS bliver i så fald at sammenligne med sygdomme, som kan helbredes, eller som ikke er livstruende, hvor der ikke gælder noget generelt strafferetligt værn, men hvor bestemmelsen i straffelovens
§ 192, jf. herom ovenfor pkt. 2.6., efter omstændighederne kan bringes i anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse retter sig mod den,
som på hensynsløs måde volder fare for smitte med
sygdomme af den nævnte art, typisk AIDS. For så
vidt angår overførsel af HIV-smitte, der er bestemmelsens hovedanvendelsesområde, tænkes der herved på samleje, anden kønslig omgængelse, hvorved
smitte påviseligt kan overføres, samt anden adfærd,
der kan medføre smitte, f.eks. afgivelse af sæd til
ukontrolleret, privat anvendelse, overladelse af inficerede sprøjter, kanyler og lignende til andres brug
m.v.
Fareforvoldelsen skal være hensynsløs. Heri ligger,
at den, der har søgt at beskytte andre mod smitteoverførelsen, ikke kan straffes. Er der således tale
om samleje, hvor der er anvendt kondom eller lignende beskyttelsesrnidler, der almindeligvis af lægevidenskaben anses for effektive til at modvirke overførsel af smitte ved kønsakter af den pågældende type, ifalder den HIV- smittede ikke strafansvar. Oplyser den smittede klart sin seksualpartner om at være
HIV-smittet, og ønsker partneren alligevel at gennemføre kønsakten ubeskyttet, kommer strafansvar
heller ikke på tale. På tilsvarende måde vil en narkoman, der udlåner brugte sprøjter og kanyler til en
anden med oplysning om at være HIV-positiv, ikke
kunne straffes, hvis modtageren uanset denne viden
beslutter sig til at anvende injektionssprøjten eller
8780
kanylen. Et gyldigt samtykke fritager således for
strafansvar efter § 252, stk. 2.
Det må endvidere fremhæves, at enkeltstående tilfælde af ubeskyttet samleje eller tilsvarende homoseksuelt forhold mellem en HIV-smittet og en rask
person ikke nødvendigvis fører til, at bestemmelsen
er overtrådt. I tilfælde, hvor der foreligger særlig
hensynsløshed eller andre skærpende omstændigheder, f.eks. hvor der er tale om samleje m.v. med en
mindreårig, eller hvor der tillige begås voldtægt, eller hvor gerningsmanden har udvist svig med hensyn
til smittefaren, kan strafansvar dog gøres gældende
for et enkeltstående tilfælde.
Det er yderligere en betingelse for strafansvar, at
der voldes fare for, at nogen smittes med den livstruende og uhelbredelige sygdom. Er der således tale
om et ubeskyttet samleje mellem to personer, der
begge er HIV- positive, kan ingen af dem (på ny)
smittes med sygdommen, og ingen af dem kan derfor
ifalde strafansvar. Viser en HIV-test af forurettede
på tidspunktet for sagens pådømmelse, at forurettede er HIV-smittet, må det afgøres ud fra en sædvanlig bevisvurdering, om forurettede må antages at have været HIV-smittet på det tidspunkt, hvor samleje
m.v. med gerningsmanden fandt sted, eller om smitten må antages at være påført ved samlejet m.v. med
gerningsmanden eller senere.
Også andre end den, der selv er HIV-smittet, kan
ifalde strafansvar efter bestemmelsen. Tænker man
sig således en person, der medvirker til, at en HIVsmittet har ubeskyttet samleje med andre vel vidende, at den pågældende er smittet, kan der efter omstændighederne ifaldes ansvar for medvirken, jf.
straffelovens § 23. På tilsvarende måde kan efter omstændighederne en rask person straffes efter bestemmelsen, hvis den pågældende med forsæt hertil medvirker til et overfald, hvor den overfaldne stikkes
med en HIV-inficeret injektionssprøjte.
Det er en betingelse for strafansvaret, at der skabes fare for smitte med den livstruende og uhelbredelige sygdom, typisk AIDS. Faren skal imidlertid
ikke som i § 252, stk. 1, være nærliggende. Som det
fremgår ovenfor pkt. 2.7., ligger der heri, at fare for
smitte skal være åbenbar og væsentlig. Risikoen for
overførsel af smitte ved et ubeskyttet samleje eller
tilsvarende homoseksuelt forhold ligger antagelig
under 1pet. Denne smitterisiko kan ikke med sikkerhed siges at være nærliggende i den nævnte betydning. For også at kriminalisere sådanne ubeskyttede
samlejer m.v. mellem en HIV-smittet og en rask person anvendes i bestemmelsen alene udtrykket fare.
Det er heller ikke en betingelse for bestemmelsens
anvendelse, at det kan bevises, at offeret i det konkrete tilfælde er blevet smittet. Det er tilstrækkeligt,
8781
F.t.l. vedr. straffeloven
at det bevises, at gerningsmanden har foretaget en
handling eller undladelse, der typisk er farlig ved at
skabe risiko for smitte af den i bestemmelsen nævnte
karakter, f.eks. at en HIV-smittet har haft ubeskyttet
samleje.
Sygdommen skal som nævnt være livstruende og
uhelbredelig. Heri ligger, at det skal være overvejende sandsynligt, at personer, der smittes med sygdommen, i almindelighed afgår ved døden inden for et
kortere åremål, dvs. indenfor maksimalt 10-15 år.
Kan sygdommen bringes til ro, f.eks. gennem sædvanlig lægelig behandling, således at smittede personer i de fleste tilfælde lever længere end dette tidsrum, kan bestemmelsen ikke anvendes. Sygdommen
skal også være uhelbredelig. Dette indebærer, at sygdomme, som - hvis patienten undergives rettidig,
sædvanlig lægelig behandling - almindeligvis kan
helbredes, heller ikke omfattes af bestemmelsen. Det
gælder f.eks. livstruende sygdomme som kopper, kolera, tyfus, meningitis og lignende. Bestemmelsens
anvendelsesområde bliver således især AIDS og
smitte med HIV-virus. Også andre sygdomme kan
imidlertid tænkes omfattet efter en konkret vurdering.
Det er en betingelse for et strafansvar efter § 252,
stk. 2, at der foreligger forsæt. Forsættet skal omfatte
alle elementer i gerningsbeskrivelsen. Dette indebærer eksempelvis, at gerningsmanden skal vide eller
anse det for overvejende sandsynligt (sandsynlighedsforsæt), at der foreligger en smitterisiko. Er den
pågældende testet for HIV-virus og fundet positiv, er
denne betingelse selvsagt opfyldt. Selv om dette vil
være den typiske situation, er det dog ingen ufravigelig betingelse for strafansvar, at det kan bevises, at
der har været foretaget en positiv HIV-test. Også i
tilfælde, hvor det på anden måde med den fornødne
sikkerhed kan godtgøres, at den pågældende har
vidst eller bestemt antaget at være HIV-smittet, kan
strafansvar komme på tale. Som eksempel kan nævnes en læge, der er smittet med HIV-virus, og som
selv - uden en HIV-test - er klar over dette, eller en
person, der er bekendt med at have alle klare symptomer på AIDS i udbrud, men som ikke er testet.
Gerningsmandens forsæt skal endvidere omfatte
spørgsmålet om, hvorvidt den forurettede var ikkesmittet på gerningstidspunktet. Den retlige betydning af eventuelle faktiske vildfarelser med hensyn
til forurettedes helbredstilstand på dette punkt må
afgøres efter dansk rets almindelige forsætslære.
Som ovenfor nævnt kan strafansvar efter omstændighederne også gøres gældende over for personer,
der medvirker til overførsel af smitte. Her er forsætskravet opfyldt, hvis det med den fornødne sikkerhed
kan godtgøres, at den pågældende var bekendt med
8782
smitterisikoen, også selv om der ikke foreligger bevis
for, at vedkommende var gjort bekendt med resultatet af en test for HIV-virus.
Forsættet onifatter også hensynsløsheden. Dette
indebærer, at en person, der søger at hindre udbredelsen af smitte, men hvor dette af grunde, der ikke
kan tilregnes ham, mislykkes, ikke kan straffes. Tænker man sig således en HIV-smittet person, der har
samleje med en anden under anvendelse af kondom,
men hvor kondomet glider af eller er bristet, uden at
det bemærkes, kan strafansvar ikke gøres gældende.
Forsættet skal tillige omfatte, at der er tale om
smitte med en livstruende og uhelbredelig sygdom.
Med det oplysningsniveau, der er etableret, må det
generelt lægges til grund, at den danske befolkning
og udlændinge med ophold her i landet har kendskab til, at HIV-virus og AIDS er livstruende og
uhelbredelig. Ved eventuelle andre sygdomme, som
er livstruende og uhelbredelige, kan der imidlertid
være tale om, at den pågældende ikke var bekendt
med risikoen for smitte eller med sygdommens karakter. I så fald foreligger der ikke det fornødne forsæt, og bestemmelsen kan ikke anvendes.
Strafferammen i § 252, stk. 2, er som i stk. 1 hæfte
eller fængsel i indtil 4 år. Over for den, der ikke er
fyldt 21 år, er der mulighed for at idømme bødestraf
efter reglen i straffelovens § 91, stk. 2. Strafnivèauet
forudsættes at komme til at svare til det hidtidige
ved overtrædelse af § 252, dvs. som udgangspunkt en
kortere ubetinget frihedsstraf. Har den pågældende
haft forsæt til at begå andre og alvorligere straffelovsovertrædelser, f.eks. grov legemsbeskadigelse
(§ 246) eller manddrab, kan der i stedet straffes efter
disse bestemmelser, eventuelt for forsøg. I øvrigt vil
der kunne straffes i sammenstød med f.eks. straffelovens §§ 245, 216, stk. 2, og 222, stk. 2.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af
betydning.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 7
Der henvises til de almindelige bemærkninger,
pkt. 4.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 15. juni
1994.
Til § 3
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighedsområde.
10007
27/4 94: Skriftlig fremsættelse
[Arbejdsministeren]
Bestemmelsen i ligebehandlingslovens § 7
om forældrenes ret til barselfravær giver moderen ret til fravær i 14 uger efter barnets fødsel. Faderen har ret til 2 ugers orlov sammen
med moderen i de første 14 uger efter fødslen.
De sidste 10 uger af barselfraværet kan deles af
forældrene.
Forslaget til en ny § 7 a i ligebehandlingsloven understreger princippet om, at fraværet fra
arbejdet/barselorloven er en absolut ret for
forældrene, der bevares, selv om arbejdet hos
arbejdsgiveren genoptages i kortere tidsrum.
Lovændringen fjerner hermed den tvivl, der
eventuelt kunne være om, hvorvidt ligebehandlingslovens beskyttelsesregler mod afskedigelse gælder for de tidsrum, arbejdet eventuelt genoptages under barselorloven.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og
bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.
Justitsministeren (Erling Olsen):
Herved tillader jeg mig for det høje Ting at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af straffeloven.
(Forvoldelse af fare for smitte med livstruende
og uhelbredelig sygdom).
(Lovforslag nr. L 255).
Ved lovforslaget tilsigtes at skabe hjemmel i
straffeloven til at straffe personer, som på hensynsløs måde volder fare for, at nogen smittes
med en livstruende og uhelbredelig sygdom.
Forslaget retter sig navnlig mod smitte med
HIV-virus, der fører til sygdommen AIDS,
men også andre livstruende og uhelbredelige
sygdomme kan efter omstændighederne være
omfattet.
Forslaget skal bl.a. ses i sammenhæng med,
at Højesteret i en dom af 14. april 1994 slog
fast, at der ikke er tilstrækkelig sikker hjemmel
i straffelovens § 252 til at straffe personer, der
udsætter andre for HIV-smitte f.eks. gennem
ubeskyttet seksuel omgang.
Forslaget indebærer ikke på nogen måde et
brud med den hidtidige sundhedspolitiske indsats mod smitte med HIV-virus og AIDS. Det
påhviler således fortsat først og fremmest den
enkelte at beskytte sig selv mod smitterisikoen.
Og det er jo ikke sygdommen AIDS, der kriminaliseres.
Det er imidlertid stødende for retsbevidstheden, hvis der ikke er mulighed for at reagere
10008
over for personer, der tilsidesætter ethvert hensyn til andre og udsætter f.eks. seksualpartnere
for smitterisiko. Personer, der er bekendt med
at være HIV-smittede, må således enten beskytte sig eller fortælle den anden om smitterisikoen.
Strafansvar i sådanne tilfælde kommer således kun på tale, hvis f.eks. et samleje gennemføres ubeskyttet eller den anden holdes i uvidenhed om risikoen for HIV-smitte.
Endvidere omfatter bestemmelsen bl.a. et
overfald, hvor den angrebne stikkes med en
HIV-inficeret injektionsprøjte.
Det er alene sådanne former for hensynsløs
adfærd, der vil kunne straffes.
Idet jeg henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.
Skriftlig redegørelse:
Redegørelse af 27/4 94 om forebyggelse.
(Redegørelse nr. R 17).
Sundhedsministeren (Torben Lund):
Sundhed og sundhedstilstand
De statistiske indikatorer - senest Middellevetidsudvalgets store talmateriale - viser på én
og samme tid et lyst billede og et mørkt billede
af udviklingen i den danske befolknings sundhedstilstand.
Det lyse billede:
- Færre unge starter med at ryge.
- Stigningen i alkoholforbruget er bremset.
- Dødeligheden af hjerte-kar-sygdomme er
faldet gennem de seneste 15 år.
- Den hidtidige udvikling i antallet af HIVsmittede har været ret stabil.
- Betydeligt fald i pludselig uventet spædbørnsdødelighed.
Det mørke billede:
- Danskernes gennemsnitlige levealder er steget mindre end i de øvrige OECD-lande. I
forhold til Norge og Sverige har Danmark
en overdødelighed på 5.000 personer pr. år.
- En mand under 50 år, som er ledig i længere
tid, har en dødelighed, som er dobbelt så høj
som jævnaldrende i fast arbejde. For kvin-
10585
4/5 94: 1. beh. af f. t. beslutn. om tilskud til børnepasning
10586
Else Winther Andersen (V):
være sammen med i løbet af dagen. Derfor tror
Jeg vil gerne starte med at beklage her fra jeg også, at der i de kommende år vil opstå en
Folketingets talerstol, at man har sprunget del nye former for legestuer og en del nye forVenstres ordfører over i talerrækken, men jeg mer for samvær for de børn, der bliver passet i
skal prøve at samle trådene her til sidst vedrø- hjemmet af deres forældre, og den udvikling
kunne vi være med til at styrke ved at give forrende dette beslutningsforslag.
Jeg kan starte med hr. Lysholm Christensen ældrene nogle reelle valgmuligheder.
I øvrigt vil jeg gerne sige tak for de positive
- hvis ellers han har tid til at høre efter, han var
bemærkninger,
der er faldet om beslutningsden sidste ordfører, og derfor er det også ret
forslaget,
og
jeg
oplever sådan set, at der også
logisk, at det er her, jeg tager lidt fat - som
her
i
folketingssalen
er en vis bevægelighed.
sagde, at Venstre og De Konservative er bedst
CD og De Radikale var ikke helt firkantede,
til at fremsætte et sådant forslag, når de ikke er
selv om de afviste forslaget, men sagde noget i
i regering. Jamen det er jo lige nøjagtig det
retning af, at det kunne da godt være, det var
modsatte, der er tilfældet. Vi burde snarere vænoget, der skulle betragtes på længere sigt, og
re blevet beskyldt for, at vi gik ind for genbrug, at der er noget, som måske skal gøres på en
og det havde været mere rimeligt, for her er jo anden måde, og jeg synes, det lover godt for
tale om genfremsættelse af et forslag, som blev det kommende udvalgsarbejde.
fremsat, da vi var i regering.
Men jeg kan ikke lade være med at trække
Det er ganske rigtigt kommet frem på et sent en anden ting ind, og det er søskenderabatten i
tidspunkt; men det er vi jo ligefrem blevet bedt de offentlige pasningstilbud, som i den grad er
om, for økonomiminister Marianne Jelved har en bremseklods for, at man kan tænke noget
meldt klart ud, at vi skal se på nogle mere flek- mere fleksibelt og også tænke i nogle alternatisible børnepasningsmuligheder, og i den sidste ve pasningsformer. Hvis man kunne få tingene
weekend hørte vi fra Kristeligt Folkepartis brudt op og finde frem til en anden form for
landsmøde, at man går meget stærkt ind for at søskendebetaling end i dag, tror jeg også, vi
styrke familien og børnepasningen ved at give kan få et andet og bedre børnepasningssystem.
en reel valgmulighed. Derfor synes jeg nok, at
Jeg håber, at vi med udgangspunkt i den deforslaget er fremsat på et meget rigtigt tids- bat, vi har haft i dag, kan få en god debat i
punkt.
udvalget, og at vi kan få flyttet nogle grænser
Men ellers må vi sige, at baggrunden for, at på hele dette område.
dette beslutningsforslag er blevet fremsat, er
den meget store forskelsbehandling af de forHerined sluttede forhandlingen.
ældre, der benytter de offentlige tilbud, og de
Afstemning
forældre, der vælger at passe deres børn hjemme eller måske ønsker at få dem passet ude en
Forslagets overgang til anden (sidste) bedel af dagen og derfor opretter nogle private
pasningsordninger. Vi mener det virkelig reelt, handling
når vi gerne vil være med til at ligestille foræl- vedtoges uden afstemning.
drene. Der er jo virkelig stor forskel rent pengemæssigt. Vi ved, at det offentlige tilskud er Den fg. formand (Helge Sander):
op til 80.000 kr., og det kunne da være, at hvis
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutforældrene fik det tilskud, kunne de gå ned i ning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen
arbejdstid og få reelt forbedrede muligheder gør indsigelse mod dette forslag, betragter jeg
for at være sammen med deres børn.
det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.
Der er ingen tvivl om, at der i øjeblikket er
meget stor grøde - altså udtryk for, at det spiDen sidste sag på dagsordenen var:
rer og gror, og det er altid positivt - når det
gælder om at finde frem til andre børnepasningsmuligheder, end vi kender i øjeblikket. 7) Første behandling af lovforslag nr. L 255:
Det fremgår af, at forældrene siger: Vi vil helForslag til lov om ændring af straffeloven.
lere selv have lov til at passe vores børn, og vi (Forvoldelse af fare for smitte med livstruende
vil selv have lov til at bestemme, hvem de skal og uhelbredelig sygdom).
10587
4/5 94: 1. beh. af f. t. 1. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte
Af justitsministeren (Erling Olsen).
(Fremsat 27/4 94).
Lovforslaget sattes til forhandling.
Forhandling
Lissa Mathiasen (S):
For nylig frikendte Højesteret en mand, som
var sigtet, fordi han - på trods af at han vidste,
han var HIV-positiv - havde haft ubeskyttet
samleje med 23 kvinder.
Afgørelsen kom bag på mange - også på
mange her i Folketinget, tror jeg, fordi vi ved
en tidligere lejlighed havde haft en drøftelse,
hvor en række partier gav udtryk for, at man
anså § 252 i straffeloven for anvendelig i netop
den slags sager. Jeg tror også, det kom lidt bag
på byretten og landsretten, som faktisk dømte
den pågældende efter § 252. Men det er historie og i en vis forstand uinteressant, eftersom Højesteret har afgivet sin kendelse, som vi
naturligvis alle må tage til efterretning.
Siden er overvejelserne gået på, hvorledes
man kunne udforme en lovændring, som gør
det muligt at straffe den, som ved groft uforsvarlig adfærd udsætter andre for at blive smittet med en uhelbredelig, livstruende sygdom.
Der er ingen grund til at skjule, at denne opgave langtfra er så nem, som man måske kunne
tro i første omgang og ved første øjekast. Vi
begiver os her ind på det mest intime område i
menneskers samliv og bevæger os dermed et
eller andet sted mellem jura og etik, og hertil
kommer hensynet til vores AIDS-politik, som
er blevet fastlagt af et meget stort flertal her i
Folketinget, og som har til formål i videst muligt omfang at hindre udbredelsen af HIV-virus. Og sidst - men bestemt ikke mindst - kommer hensynet til de mennesker, som er HIVpositive, og som ikke skal belastes yderligere
med en udhængning, endsige en antydning af
kriminalisering.
For Socialdemokratiet er det vigtigt at fastslå, at vores AIDS-politik fortsat skal baseres
på frivillighed, anonymitet og den enkeltes
tryghed ved at henvende sig til sundhedsvæsenet. Derfor skal et hovedelement i den sundhedspolitiske indsats også fortsat være, at
smitte kan undgås, og at den enkelte derfor har
et ansvar for at beskytte sig mod HIV-smitte.
10588
Selv om det burde være overflødigt, skal det
alligevel understreges, at det lovforslag, som
nu er fremsat, ikke på nogen måde har til hensigt at kriminalisere HIV-smittede. Den viden,
vi har, viser, at HIV-smittede optræder meget
ansvarligt. Jeg tænker her ikke mindst på bøsserne, som var den første gruppe, som blev
ramt. Ser vi på forekomsten af de kønssygdomme, der er særlig relateret til bøsser, er de - om
end ikke helt forsvundet - dog reduceret meget
væsentligt, og det er faktisk en god indikator
for, at der anvendes beskyttelse under seksuelle forhold. Derfor er det heller ikke hensigten,
at bestemmelsen skal anvendes på enkeltstående forhold, og efter vores mening burde f.eks.
den såkaldte Grenaasag aldrig have været
rejst.
Men problemerne opstår, hvor der er tale
om en groft hensynsløs adfærd, hvor man på
trods af viden om at være HIV-smittet systematisk undlader at anvende beskyttelse, eller
hvor man direkte adspurgt benægter at være
smittet. Efter vores vurdering hører en adfærd
af en sådan karakter til undtagelserne, og vi
tror derfor også, at det formentlig kun vil være
få sager, hvor bestemmelserne i dette lovforslag vil blive taget i anvendelse.
Som jeg nævnte før, befinder vi os på et
grænseområde for lovgivning, og hvor jeg har
set, at også fru Birthe Rønn Hornbech fra Venstre i et par artikler i dagspressen stiller en
række spørgsmål, som klart illustrerer vanskelighederne af både juridisk og etisk karakter.
Det beviser vel også, hvor god grund der er til
at gå ind i et grundigt udvalgsarbejde, hvor vi
også lytter til de folk, som har særlig viden, og
her tænker jeg på de HIV-positives organisationer og læger, jurister og folk, som arbejder
for AIDS-oplysningen.
For os i Socialdemokratiet er det vigtigt, at
det resultat, vi når frem til, bliver bredt accepteret og dermed ikke bliver en anklage mod,
men tværtom en beskyttelse af de HIV-smittede.
Pia Christmas-Møller (KF):
Da mit partis ordfører, hr. Helge Adam
Møller, er forhindret i at være ti
Marker lat / long: 55.599487, 9.228898 (WGS84)