Text excerpt

1840

F. t. beslutn. vedr. et HIV-srnitteopsporingssystem 홢
,

홢
, , '. : I

Beslutningsforslag nr. B40. Fremsat den 8. november 1995 af Jan Køpke Christensen (FP), Kim Behnke (FP),
Tom Behnke (FP), Aage Brusgaard (FP), Niels Højland (FP), Kirsten Jacobsen (FP) og Annette Just (FP)

F o r s l a g til folketingsbeslutning
o m i v æ r k s æ t t e l s e a f e t H I V - s m i t t e o p s p o r i n g s s y s t e m 홢홢
HIV-smittedes krav på sikkerhed, kan blive
Folketinget opfordrer regeringen til at
mødt af passende sanktioner, der alene har
iværksætte et HIV-smitteopsporingssystem,
til formål at sikre, at smitten ikke spreder sig
der skal indeholde:
yderligere.
1. En pligt for HIV-smittede til at medvirke til
at finde frem til den eller de personer, der 4. Et krav til borgerne om, at hvis der er grund
til at tro, at man kan være blevet udsat for
kan have smittet vedkommende.
smittefare, har man pligt til at lade sig un2. En pligt til at medvirke til at finde frem til
dersøge hos en læge.
den eller de personer, vedkommende kan
5. Regler for, hvordan en læge eller andre, der
have smittet.
gennem deres arbejde kan risikere at blive
3. Regler for, hvordan HIV-smittede personer,
smittet, kan finde oplysninger om en patider nægter at samarbejde eller på anden måde udøver adfærd, der ikke opfylder ikke- 홢I: ents HIV-smittestatus.

Tillæg A (231)

Folketingsåret 1995-96
F. t. beslutn. vedr. et HIV-smitteopsporingssystem

1841

B e m æ r k n i n g e r til f o r s l a g e t
Indledning
Den danske politik over for HIV og AIDS bygger
på en motiveret dagsorden vedtaget den 31. marts
1987 (1986-87, 1. samling, FF 9809,9820 og 9868), der
er siden da fremkommet mere viden og mere erfaring
om HIV-infektionen, herunder et mere klart billede
af, at sygdommen også spreder sig uden for de såkaldte risikogrupper.
Den motiverede dagsorden fra 31. marts 1987 siger, at indsatsen mod AIDS i Danmark skal bygge på
»frivillighed, anonymitet, åben direkte og ærlig information, den enkeltes tryghed ved at henvende sig til
sundhedsmyndighederne samt ønsket om at undgå
enhver form for diskrimination«.
Hvad er HIV og AIDS?
HIV (Human Immundefekt Virus) findes i to varianter, HIV-1 og HIV-2. Begge typer HIV angriber det
menneskelige immunforsvar. Efterhånden som HIVinfektionen skrider frem, reduceres antallet af såkaldte CD4+lymfocytter, og organismen får derved
sværere ved at forsvare sig mod infektioner.
HIV kan normalt konstaters efter 1,5-3 måneder,
men der kan gå helt op til 6 måneder fra smittetidspunktet til HIV-infektionen kan konstateres.
AIDS (Erhvervet Immundefekt Syndrom) er ikke
en selvstændig sygdom, men derimod en lidt kunstig
afgrænsning i den fremadskridende symptomgivende
HIV-infektion. AIDS er altså blot det, man kalder
HIV-infektionen, når den har nået et bestemt punkt.
AIDS-definitionen, der er et katalog over de alvorlige
manifestationer af HIV-infektionen, er end ikke noget fast og entydigt. AIDS-definitionen er allerede
blevet ændret en del gange.
AIDS er dødelig. Alle, der får konstateret HIV, forventes også at nå frem til det punkt i HIV-infektionens udvikling, der kaldes AIDS, hvorefter døden
blot er et spørgsmål om tid.
Det kan tage lang tid at udvikle en HIV-infektion
til AIDS-niveauet, op til 15-20 år for HIV-1 og for
HIV-2 endnu længere tid. Den beregnede gennemsnitlige tid, fra en person er blevet smittet med HIV-1,
til vedkommende er død, er ca. 10 år. Erfaringerne
231

med HIV-2 er så få og så nye, at nogen beregning
endnu ikke er foretaget for HIV-2 patienter, men det
vil formentlig vare mindst 10-15 år i gennemsnit at
udvikle en HIV-2 infektion til AIDS, ligeledes formodes det, at HIV-2 patiener vil være noget længere tid
om at dø.
Der findes ikke i dag nogen vaccinationsform eller
helbredelsesform, hvorfor en person, der konstateres
HIV-smittet også må forventes at udvikle AIDS og
som den endelige konsekvens dø på grund af smitten.
Smittteveje
HIV-smitte kan overføres ved:
- Seksuel kontakt
- Gennem blod, blodkomponenter og vævstransplantater, herunder insemination.
- Fra mor til barn i forbindelse med graviditet, fødsel
og amning.
HIV er blevet påvist i næsten alle sekreter og vævsvæsker, der er dog ingen dokumenteret smitterisiko i
forbindelse med sved, tårer, urin, spyt eller afføring,
medmindre der er tilblandet blod.
Man stiller diagnosen HIV-infektion eller HIV-positiv, når HIV-specifikke antistoffer kan påvises i en
blodprøve.
Hvis den første test er positiv, skal derforetages en
konfirmerende undersøgelse af blodprøven for at sikre
mod fejl, der kan opstå, blandt andet fordi den første
test kan give et fejlagtigt positivt resultat.
I et svar på spørgsmål nr. S 1158, folketingsåret
1994-95, oplyste sundhedsministeren, at den første
undersøgelse af blodprøven, en såkaldt ELISA-test, i
alt koster 337 kr., den efterfølgende konfirmatoriske
undersøgelse sker efter »Western Blot«-metoden og
koster 750 kr.
Smittens udbredelse
Udbredelsen af HIV-smitten er ikke kendt!
Der er lavet statistikker over de tilfælde man kender, statistikkerne er baseret på anonymiserede oplysninger. Pligten til anonymt at rapportere om HIVtilfælde blev indført i 1990, hvilket betyder, at fra det
tidspunkt findes der en statistik over de indrapporte-

Fremsatte lovforslag (undt. finans- og tillægsbev.lovforslag)

1842

>'

- . F. t. beslutn. yedr. et HIV-smitteopsporingssystem

rede tilfælde, men altså på ingen måde en komplet landet, således at smitten ikke længereer koncentreret i de store byområder, primært Århus og Købenopgørelse;
- '
>
홢
vr
;Det må formodes, at i de såkaldte risikogrupper er havn.
HIV-smitten og dermed AIDS spreder sig til staman mere klar over risikoen end i den brede befolkning, det må også formodes, at hår man kender faren dighed mere, og det bliver mere og mere malplaceret
og ved, at man befinder sig i en risikogruppe; ,så,lader at tale om specifikke risikogrupper, hele befolkninman sig snarete teste, end hvis man ikke opfatter sig gen er en risikogruppe.
som værende i en risikogruppe.
I perioden august 1990 til juni 1995 er der fundet i Regler i dag
!
alt 1616 1. gangs HIV-smittede, og de fordeler sig på
I
dag
er
lægerne
pligtige til at indberette HIV-smitfølgende smittemåder (med antal og procentvis andel
tede
på
en
blanket,
der skal indeholde anonyme opi parentes): Homoseksuel/biseksuel sex (667/41,3
pct.). Intravenøst stofmisbrug (172/10,6 pct.), Hete- lysninger om patientens køn, alder, bopælsamt og
roseksuel sex (622/38,5 pet.), Blodtransfusion (16/1 sandsynlige smitteområde.
Når HlV-infektioneri har udviklet sig til AIDS-nipct.), Perinatal (mor til barn) (23/1,4 pct.) og andet/
veauet,
er de gtim'eldels.'espli'lge og ikke længere på
ukendt (116/7,2 pet.).
anonymt
plan.
De to første smittemåder, homoseksuel/biseksuel
sex og intravenøst stofmisbrug, er måder, der definerer typiske risikogrupper, mens heteroseksuel sex ty- Smitte er ikke en privatsag
pisk falder uden for risikogrupperne.
Langt de fleste HIV-smittede er smittet gennem
De heteroseksuelle udgør godt 38 pct. af de fundne seksuel kontakt.
:
1. gangssmittede og tilhører en gruppe mennesker,
, Når HIV-smitte spredes, formodes det i langt de
der typisk ikke vil opfatte sig som værende i fare for fleste tilfælde at være ubevidst. Hvis man ikke selv er
at have HIV og derfor næppe vil lade sig teste i sam- klar over, at man er smittet, vil man ikke altid tage de
me grad som de fra risikogrupperne, derved er der ri- forholdsregler, der kan forhindre smitten i at sprede
siko.for, at der går mange mennesker rundt med HIV, sig, her tænkes der hovedsageligt på benyttelsen af ,
der end ikke regner sig for værende: i farezonen, og kondom ved seksuelt samkvem.
med den nuværende lovgivning finder vi dem næppe
Der ,er, Qgså en risiko for, at man uforvarende kan
før de har nået AIDS-stadiet.
blive smittet i forbindelse med sit arbejde som for
Der er fremkommet flere analyser, der viser, at om- eksempel læge, politibetjent, falckredder eller hvor
fanget af AIDS overføret ved heteroseksuel kontakt en person i øvrigt kan komme i kontakt med HIVvil være tredoblet ved år 2000. Den heteroseksuelle smittede uden at vide det, og derfor uden at have muandel af befolkningen er så stor, at de 622 tilfælde lighed for at tage de forholdsregler, der kunne forhinover godt 4 år ikke umiddelbart virker afskrækkende dre vedkommende eller andre i at blive smittet. r >
stor. Problemet opstår i og med, at heteroseksuelle
Hvis ikke en mulig smittekilde bliver testet for
ikke opfatter sig som værende i farezonen og derfor HIV, og man dermed får konstateret, om vedkomheller ikke tager tilstrækkeligt med forholdsregler. mende har infektionen eller ej, så kan pågældende nå
Det forventes, at der i Danmark findes ca. 5000 at smitte mange flere i de år, der går frem til vedkompersoner, der er HIV-smittet, det skal dog understre- mende selv bliver så syg,, åt AIDS konstateres.
ges, at det kun er et kvalificeret gæt. ,
Da, enhver HIV-infektion forventes at udvikle sig
. De faktuelt kendte tal er, at ved udgangen af juni til AIDS, der forventes at føre til, at den smittede dør,
måned 1995 var der registreret 1616 personer med er smitten og smittekilden ikke en privatsag, det er
HIV-infektion samt 1744 med AIDS, i alt 3360 perso- tværtimod noget, der kan få særdeles vidtrækkende
ner. 홢
.
konsekvenser for den, der bliver smittet.
Antallet af AIDS-patienter i Danmark har haft en
Det er også derfor af største vigtighed, at Hiystigende tendens fra de første tilfælde blev registreret - smittede findes så hurtigt som muligt, så de ikke über
i begyndelsen af 1980'erne, se bilag 2, figur 1.
vidst kan nå at smitte andre.
Det skal også huskes, at når de nyeste tal betragtes,
så er de reelle tal oftest større end angivet, da mange
tal erfaringsmæssigt indberettes noget senere end de Hvordan begrænses smittespredning
Det er desværre ikke realistisk at forvente helt at
opdages.
Ifølge tidsskriftet »Kurs HIV«, februar 1995 sptè- kunne stoppe spredningen af HIV-smitte,.
Men det vil være af stor betydning og et skridt i den
der HIV og AIDS sig nu også mere og mere til hele

Fi t. beslutn. vedr. et HIV-smitteopsporingssystem
rigtige retning at få begrænset smitterisiko og spredning til så få mennesker som overhovedet muligt.
Primært fordi det er en personlig og familiemæssig
tragedie at blive smittet med HIV og dermed vide, at
man nu er smittet med en dødelig sygdom, hvor lang
tid der vil gå er uvist, man kan dø om 3 år eller om 30
år, ens liv er pludselig blevet Umuligt at planlægge.
Dernæst også fordi det koster det offentlige store
ressourcer at behandle HIV-patienter. Ikke alene er
den medicinske behandling dyr, men der er også store udgifter forbundet med den psykologiske behandling af HIV-patienter.
Som svar på spørgsmålene nr. S 1156 og nr. S 1157,
folketingsåret 1994-95, oplyser sundhedsministeren,
at en HIV-patient bruger for ca. 15.000 kr. medicin på
årsbasis og derudover gennemsnitligt får 2 ambulatoriske behandlinger å 2.000 kr:, hvert år. Sundhedsministeren gør udtrykkeligt opmærksom på, at der er tale om et gennemsnit og meget grove skøn.
Det vurderes, at det i 1995-priser gennemsnitligt vil
koste 785.973 kr. at behandle en AIDS-patient i resten af patientens levetid, hertil skal bemærkes, at udgifterne for negative screeninger er fordelt på de
nyanmeldte AIDS-patienter, og at udgifter til rådgivning m.m. ikke er medtaget.
Smittespredningen kan forsøges mindsket på mange forskellige måder, der kan laves oplysningskampagner, smittespredning kan kriminaliseres, eller
man kan søge at finde frem til smittebærere så hurtigt
som muligt og få dem oplyst, bremset og behandlet.
Oplysningskampagner har der været lavet mange
af, de har givetvis også haft en vis effekt, men har ikke
stoppet spredningen af HIV-virus. Det har ikke været
muligt at dokumentere nogen direkte effekt af kampagnerne, hvis betydning dog ikke af den grund skal
sættes lig nul.
HIV-smittespredningen er delvist kriminaliseret
gennem § 252, stk. 2 i straffeloven, der Qmhandler
personer, der »volder fare for, at nogen smittes med
én livstruende og uhelbredelig sygdom«. Paragraffen
har defineret livstruende sygdom, som når man forventes at dø af sygdommen i løbet af 10-15 år. Dette
betyder, ät HIV-2 falder udenfor, da den forventes at
være en del langsommere til at udvikle AIDS og dermed i sidste ende døden. Det vil altså være muligt at
stramme straffelovgivningen. Effekten af en sådan
stramning vil dog næppe have den store effekt på statistikken, men vil selvfølgelig have betydning for
dem, der muligvis derved undgår at blive smittet.
. Den tredje mulighed kan også være at søge at finde
frem til HIV-smittebærere ved at tale med dem, der er
konstateret HIV-smittet.

1843

En,person, der er HIV-smittet, er blevet smittet et
sted fra. Ved at finde frem til, hvem der har smittet
denne person, har man fundet en HIV-smittet mere,
hvorefter man så skal finde frem til, hvem vedkommende yderligere kan have nået at smitte, samt hvem
vedkommende er blevet smittet af og så videre. Ved at
optrevle dette spind af forbindelser kan smitteudsr
bredeisen og dermed mængden af ulykkelige menneskeskæbner begrænses.
Registrering af HIV-smittede
Der bliver hvert år fundet ca. 300 nye HIV-smittede, der ikke bliver registret på anden måde end ved
en anonym opgivelse af deres køn, alder, bopælsamt
og sandsynlige smitteområde.
Registreringen er således aldeles uforpligtende og
medvirker på ingen måde til at antyde vigtigheden af,
at den smittede medvirker til at hindre smittens udbredelse.
Smitteopsporing
Det er af væsentlig betydning, at alle HIV-smittede
forpligtes til at finde andre smittede, da det reelt er
den eneste måde man effektivt kan opspore andre
HIV-smittede og dermed stoppe risikoen for yderligere smittespredning.
Som de danske regler er i dag, er der ingen forpligtelse for HIV-smittede til at hjælpe med at opspore
andre smittede, hvilket hæmmer muligheden for at
finde frem til flere HIV-smittede.
Det kan også i dag konstateres, at det frivillige
smitteopsporingssystem har spillet fallit, man finder
stort set ingen smittede på den måde.
Det kan meget vel være, at det er en ubehagelig oplevelse at fortælle om de personer, man kan have påført HIV, og det kan meget vel være, at det er ubehageligt for de måskesmittede at skulle undersøges og
opleve usikkerheden frem til resultatet foreligger,
men i sidste ende kan og vil det redde liv!
Som et eksempel på, hvor ineffektivt det danske
smitteopsporingssystem er, kan nævnes, at kun én (1)
ud af 10 HIV-smittede på Fyn ønsker at tale om smitteopsporing.
I Sverige
I Sverige benytter man en anden metode end den
danske. Her er holdningen, at hvis du er smittet med
HIV, er du forpligtet til at medvirke til, at den, der har
smittet dig, og den, du kan have smittet, bliver undersøgt.
Princippet for Sveriges AIDS-bekæmpelse er fri-

1844

F. t. beslutn. vedr. et HIV-smitteöpsporingssystem

..

11

villig rutinetestning, men tvungen kontaktopsporing taktopsporingèn og dermed forskellen i begrænsningen af smittespredningen. ;
og efterfølgende testning.
Den svenske lovgivning kræver også, at personer,
I Danmark kan man medvirke, hvis man ellers syder mener at kan have været udsat for HIV-smitte, nes, at man vil, i Sverige indgår kontaktsopsporingen
direkte i lovgivningen, der forpligter lægen til at genskal søge læge og lade sig undersøge.
Den mere krævende svenske lovgivning har ikke I nemføre den og patienten til at medvirke.
givet en lavere testningsfrekvens, tværtimod har SveI Sverige har man ansat ca. 50 personer til konrige det forholdsvis største antal HIV-testéde indbyg- taktsopsporing, i Danmark er der ansat fem. Til samgere i Europa.
,
menligning kan det nævnes, at i 1993 var Danmarks
I bilag l findes et oversat uddrag af de svenske reg- befolkning ca. 5,2 millioner og Sveriges 8,7 millioner;
hvilket altså ikke kan forklare forskellen i indsatsen.
ler.
I Sverige har man ud fra 365 kendte HIV-tiIfælde
fundet 53 nye HIV-smittede, på Rigshospitalet har '
AIDS i Danmark og Sverige
Bilag 2, fig: 1, viser nye AlDS-tilfælde pr. år pr. man ud fra et højere antal kendte HIV-tilfælde ikke
million indbyggere i Danmark (+) og Sverige (*). Fi- kunnet finde nogen. Dette er næppe fordi de ansatte
guren er hentet, med forfatterens og udgiverens tilla- på Rigshospitalet ikke er dygtige nok - de har ganske
delse, fra Hugh Zachariaes artikel »AIDS i Danmark enkelt ikke redskaberne, altså den nødvendige lovog Sverige« fra Ugeskrift for Læger 157/2, 9. januar givning, til at kunne gøre det.
I Sverige er HIV-diagnosen for den enkelte patient
1995. Professor dr.med. Hugh Zachariae er ansat ved
dermato-veberologisk afdeling på Marselisborg Ho- gennemsnitligt stillet flere år tidligere end i Dan;
spital i Århus og er en af Danmarks førende eksperter mark.
på området.
I artiklen indgår flere figurer, dér anskueliggør si- Det er vigtigt at HIV-diagnosen stilles så tidligt som
. . tuationen, og Hugh Zachariae konkluderer: »Alle I. muligt
kurver viser en 2-3 gange højere forekomst af AIDS i
Der er mindst fire gode grunde til, at det er vigtigt,
Danmark end i Sverige«.
at få HIV-diagnosen stillet så tidligt som muligt:
Hugh Zachariae afviser, at hovedårsagen til for- 1. I dag er man i stand til at hjælpe de HIV-smittede
skellen skulle være, at AIDS kom først til Danmark.
til et længere liv uden alt for alvorlige symptonèr.
Som det ses, stiger de danske kurver markant mere 2: Risikoen for, at en HIV-smittet mor føder et barn,
stejlt end de svenske, og det hidtidige toppunkt på
der også er smittet, er 20-25 pet., risikoen kan dog
kurverne nås først i Sverige.
nedsættes til knap 10 pct., hvis moderen fra 12.
Det har også været fremført, at Danmark i modsætsvangerskabsuge behandles med produktet retroning til Sverige er et bysamfund, og at dette skulle væ홢vir. '
" r.
re en grund til forskellen, dette kan udelukkes ved at 3. Jo hurtigere en HIV-smittet identificeres, jo færre
kigge på bilag 2, figur 2, hvor forholdet mellem Kømennesker kan vedkommende nå at smitte, uanset
benhavn og Stockholm sammenlignes. Her ses den
at dette måtte være sket ubevidst, som det oftest er.
samme forskel som på figur 1.
4. Det er en stor belastning for en person at konstateHvorvidt forskellige seksualvaner i Sverige og
re, at ud over at man selv er HIV-smittet, så kan
Danmark skulle have nogen indflydelse, ved man reman også have smittet og dermed indirekte dødselt intet om, ligeledes ved vi reelt intet om, hvordan
dømt andre.
oplysningsarbejdet i Danmark og Sverige har virket,
Alle fire grunde fortæller, at af hensyn til den smitmen det må opfattes som særdeles sandsynligt, at risi- tede og af hensyn til den smittedes omgivelser skal vi
'
kogrupperne i begge lande fra midten af 1980'erne finde frem til vedkommende hurtigst muligt.
har haft tilstrækkelig viden om, hvordan smitten
Det er fortsat meget vigtigt at huske, at i det øjeblik
spreder sig og om, hvordan man kan beskytte sig.
en person er blevet smittet med HIV, så er AIDS
Der er dog næppe nogen grund til at antage, at der diagnosen og i sidste ende døden, ifølge al sagkundskulle være nogen væsentlig forskel på seksualvaner i skab, blot et spørgsmål om tid.
Danmark og Sverige.
Et yderligere argument, uden at det skal fremstå
som grunden til forslagets fremsættelse, er de store
Bedre kontaktopsporing i Sverige
udgifter, der er forbundet med behandlingen af HIVForskellen mellem omfanget af AIDS i Danmark og AIDS-patienter sammenlignet med de relativt små
I I
og Sverige kan begrundes i den forskel, der er i kon- udgifter, der er forbundet med testning.

F. t. beslutn. vedr. et HlV-smitteopsporingssystem
Forslagets konsekvens
'
Det er vigtigt at ændre lovgivningen, således at
man ikke længere anonymiserer de smittede på de raskes bekostning.
Måden til hurtigst muligt at finde frem til dem, der
er HIV-smittede, hedder kontaktopsporing, 'og det
må konstateres, at ddt danske system ganske enkelt
ikke giver resultat.
I folketingsåret 1992-93 svarer sundhedsministeren på spørgsmål nr. S 616 blandt andet: »Erfaringer
fra andre lande har vist, at smitteopsporing kan give
resultater i form af ikke tidligere erkendt HIV-infektion.«
Omyendt kan vi se, at det svenske system, der indeholder et stort frivillighedselement og en lille grad af
tvang, klart giver bedre resultater.
Når man kan konstatere, at det system, der benyttes, ikke fungerer, så er det ingen skam at erkende
dette og ændre systemet. De øvrige nordiske lande

1845

har allerede lagt HIV ind under deres respektive epidemilovgivninger.
Med nærværende forslag ønsker forslagsstillerne
at moderete betydningen af de to første ord i den motiverede dagsorden fra marts 1987, vi ønsker i første
omgang, at alle kommer frivilligt og alt sker på frivillig basis. Men da det kan konstateres, at det ikke virker, så ønsker forslagsstillerne mulighed for at pålægge HIV-smittede handlinger, der kan medvirke til at
forhindre HIV-smitten og dermed AIDS i at brede
sig.
Det kan i den sammenhæng blive nødvendigt at lade en del af anonymiteten glide ud, uden at det betyder, at alle og enhver skal have adgang til en liste med
HIV-smittedes navne.
Med disse to forbehold støtter forslagsstillerne
selvfølgelig formuleringen om »åben direkte og ærlig
information, den enkeltes tryghed ved at henvende
sig til sundhedsmyndighederne samt ønsket om,at
undgå enhver form for diskrimination.«

1846

Bilag til f.t.beslutri. vedr. et HIV-smitteopsporingssystem

, '_

Bilag l -

Nærværende er en oversættelse af uddrag af den svenske »Smittskydlag«, uddragene er efter forslagsstillernes opfattelse af de centrale dele af loven. Oversættelsen er uden ansvar. Den komplette svenske
»Smittskydlag« vil blive fremsendt til Sundhedsudvalget

Smittesikkerhedslov (SFS 1988:1472)
med ændringer indført til og med SFS 1992:1561
I

Pligt til at søge læge og videregive oplysninger
§ 13. Den som har anledning til at antage, at
han er smittet med en samfundsfarlig sygdom
er forpligtet til uden tøve at søge læge, samt at
lade lægen: foretage undersøgelset og prøver
som er nødvendige til at fastslå, om han er smit. tet med en sådan sygdom. Han er også forpligtet til at følge de forholdsregler, som lægen har
meddelt ham. Bestemmelserne i 1. stykke anvendes også, hvis en person, som bliver smittet
med en samfundsfarlig sygdom oplyser, at han
har været i kontakt med en anden person på en
sådan måde, at smitten har kunnet overføres.
§ 14. Den, som er blevet smittet med en samfundsfarlig sygdom, skal give den behandlende
læge oplysninger om den eller de personer, som
smitten kan være kommet fra og være ført videre til, samt i øvrigt at give oplysninger om, hvorfra smitten kan være kommet, og hvor den kan
være ført videre til.

§ 21. En anmeldelse som nævnt i § 20 skål indeholde følgende oplysninger:
I. Den smittedes navn, adresse og P'erson'nr.
2. Den sandsynlige smittekilde
3. De sandsynlige smitteveje.
4. De forholdsregler/instrukser, som lægen
har angivet, samt de behandlingsforanstaltninger og andre foranstaltninger, som han
har vedtaget for at forhindre smittespredning.
5. Andre oplysninger af betydning for smittebeskyttelse.
J
Hvis anmdelsen gælder en sygdom som
nævnt i pkt. 1.3 i bilag til denne lov, skal oplysningerne som nævnt i stykke 1 og 2 ikke videregives i anmeldelsen.

Særlige forholdsregler ved frygtet smittespredning 홢
.
'
홢
§ 25. Hvis en behandlende læge har anledning til at antage, at en patient, som bærer eller
mistænkes àt bære smitte af en samfundsfarlig
sygdom, ikke vil følge, eller ikke følger angivne
Anmeldelse om samfundsfarlige og andre an- forholdsregler, skal han straks underrette smittesikkerhedslægen (embedslægen). Dette gælmeldelsespligtige sygdomme
§ 20. Eri læge, som i sin virksomhed konstate- der også, hvis en sådan patient afbryder igangrer, at nogen er smittet med en samfundsfarlig . værende behandling, uden ät den behandlende
sygdom, skal anmelde dette til sthittesikker- læge er indforstået med det.
hedslægen (embedslægen) og til Statens Smit. ' tesikkerhedsinstitut (Seruminstitut) (OA).
§26. Hvis den behandlende læge i sit arbejde
I tilfælde af en samfundsfarlig sygdom, som med smittesporing i overensstemmelse med §
nævnt i bilag 1.2 i denne lov, skal anmeldelsen 18 finder anledning til at antage; at en person er
også ske til miljø- og helbredsnævnet (sund- smittet med en samfundsfarlig sygdom, og denhedsmyndighederne). Anmeldelse til nævnet ne ikke uden tøven lader sig undersøge af læbehøver dog ikke ske, hvis omstændighederne gen selv eller af en anden læge, skal den beklart viser, at smittekilden findes uden for lan- 홢
. I handlende læge underrette smittesikkerhedslægen (embedslægen) herom.
dets grænser. (Lov 1992:1561).

Bilag til f. t. beslutn. vedr. et HIV-smitteopsporingssystem
Særlige underretninger ved infektion a f HIV
§ 29. Vedrørende den, som bærer smitte af
HIV-infektion, er følgende personer og myndigheder forpligtet til, på anmodning fra smittesikkerhedslægen (embedslægen) at give ham
de oplysninger, som han behøver for at kunne
udføre sin pligt i overensstemmelse med denne
lov: '
1. Myndigheder som gennem deres virksomhed får kendskab til oplysninger af betydning for smittesikkerheden og
2. personale inden for den private helbreds- og
sundhedspleje, som i deres arbejde står under tilsyn af socialstyrelsen.
§ 30. Hvis smittesikkerhedslægen (embedslægen) har fået en underretning fra en behandlende læge om, at en patient som bærer smitte
af HIV-infektionen, ikke har fulgt eller mistænkes for ikke at have fulgt meddelte forholdsregler, skal smittesikkerhedslægen (embedslægen)
underrette Socialnævnet, politimyndighederne
og Kriminalforsorgen i Frihed1).
Ved underretningen skal han give oplysninger om, hvem, forholdsreglerne gælder for og
indholdet af disse. Underretningen skal ikke
gives, hvis smittesikkerhedslægen (embedslægen) bedømmes, at den ikke behøves for at tilse,
at forholdsreglerne følges, eller at den i øvrigt
ikke har betydning for smittesikkerheden.
(Lov 1990:1017).
§ 31. Opdager Socialnævnet, politimyndighederne eller Kriminalforsorge i Frihed, efter
at have fået underretning i overensstemmelse
med § 30 i sin virksomhed, forhold som tyder
på, at forholsreglerne ikke følges, skal dette anmeldes til den smittesikkerhedslæge (embedslægen), som har givet underretningen. Hvis
denne har videregivet sagen til en smittesikkerhedslæge (embedslægen) i en anden amtsrådskommune skal anmeldelsen i stedet gives til
denne smittesikkerhedslæge (embedslægen).
Når smittesikkerhedslægen (embedslægen)
anser, at Socialnævnet, politimyndighedernes
eller Kriminalforsorgens medvirken ikke længere behøves, skal han meddele myndighederne dette.

1847

§ 32. Hvis nogen som er smittet af HIV-infektion indsættes i en fængselsanstalt eller med
tvang på en anden plejeanstalt skal den læge,
som har ansvaret for helbreds- og sundhedsplejen underrettes af den behandlende læge om
smitten, og om de forholdsregler, som gælder
for den indsatte.
Kan den indsatte ikke tages hånd om på en
sådan måde, at smittespredning kan forhindres, skal den ansvarlige læge underrette den
behandlende læge herom.
Tvangsundersøgelse
§ 36. Hvis nogen som ifølge § 13 er pligtig til
at søge læge, ikke uden tøven gør det, må smittesikkerhedslægen (embedslægen) beslutte, àt
han skal undersøges af en læge som smittesikkerhedslægen (embedslægen) udpeger hertil.
Ved undersøgelsen, må der ikke forekomme
indgreb, som kan forårsage andet end ubetydelige men.
; ,
Lægen skal underrette smittesikkerhedslægen (embedslægen) om resultatet af undersøgelsen.
Midlertidig forvaring
§ 37. Hvis det af særlige grunde er nødvendigt for at forhindre frygtet smittespredning må
smittesikkerhedslægen (embedslægen) beslutte, at den som antages at være blevet smittet af
sygdom, som nævnt i pkt. 1.1 og 1.2 i bilag til
denne lov, midlertidigt skal på et sygehus. Varetagelsen skal stå på, indtil det klarlægges, om
denne er smittet, dog højst i syv dage, den dag
forvaringen iværksættes medregnet.
Den varetagne skal hindres i at forlade sygehusets område eller den del af sygehuset, hvor
han skal opholde sig.
Beslutning om tvangsisolering
§ 38. Lensdomstolen skal på ansøgning fra
smittesikkerhedslægen (embedslægen) tage
stilling til tvangsisqlering af den, som er smittet
af en samfundsfarlig sygdom, hvis den smittede
ikke frivilligt overholder de forholdsregler, som
er nødvendige for at hindre smittespredning.
En sådan beslutning skal også tages, hvis der
findes begrundet anledning til at antage, at den
smittede ikke følger meddelte forholdsregler og

1) Kriminalforsorgen i Frihed er på svensk »frivårdsmyndigheten« og er en myndighed, der tager sig af tøsladte fanger, altså tager sig af dem når de ikke er fængsel eller på anden måde låst inde længere. I I . '' -11,

1848

Bilag til f. t. beslutn. vedr. et HlVrsmitteopsporingssystem

홢I

I I

forsømmelsen indebærer en åbenlys risiko for , Særlige beføjelser ved tvngsisoleringen
smittespredning.
§ 44. Den som er tvangsisoleret må hindres i
Tvangsisolering skal ske på et sygehus, som at forlade sygehusets område eller den del af
drives af en Landstingskommune.
sygehuset, hvor han skal opholde sig, og må
iøvrigt underkastes den begrænsning af bevægelsesfrihed, som er nødvendig for at gennemTvangsisoleringens varighed
føre tvangsisoleringen. Hans bevægelsesfrihed
§ 40. Tvangsisolering må stå på i højst 3 må- må også indskrænkes, når det er nødvendigt af
neder fra den dag, den smittede på grund af be- hensyn til hans egen eller andres sikkerhed.
slutningen om isolering, blev indlagt på syghus.
Smittesikkerhedsbestemmelser (SFS 1989:301)
§ 41. Efter ansøgning fra smittesikkeihedslæ- med ændringer indført til og med SFS 1990:1036
gen (embedslægen) må Lensdomstolen beslut§ 4. En anmeldelse i overensstemmelse med §
te, at tvangsisolering skal fortsætte ud over den 20 i smittesikkerhedsloven (1988:1472) som
længste tid i overensstemmelse med § 40. En så- gælder en sygdom nævnt i bilag 1.3 til nævnte
dan beslutning må højst gælde 6 måneder ad lov skal, udover det som foreskriyes i § 21 i
gangen.
smittesikkerhedsloven, indeholde oplysninger
En ansøgning om fortsat tvangsisolering skal om de to første og de fire sidste cifre i den smitvære Lensdomstolen i hænde inden tiden for tedes personnummer og hans bopælslen.*)
gældende beslutning om tvangsisolering er ud- Hvis den smittede ved infektion af HIV tilhører
løbet. Tvangsisoleringen fortsætter frem til en risikoudsat gruppe, skal denne gruppe angiLensdomstolen har taget stilling til ansøgnin- ves i anméldelsèn. Andre oplysninger om den
smittedes identitet må ikke gives i anmeldelsen.
gen.

*) Det len (svensk »län«), hvor den pågældende har sin bopæ1.

Bilag til f. t. beslutn. vedr. et HIV-smitteopsporingssystem

1849
, < Bilag, a

I

,
1

Anmälningspligtiga sjukdomar

Samhållsfarliga sjukdomar

1.1 difteri
fläckfeber
gula febern
hepatit B
hepatit non A non B
meningokockinfektion
polio
tubertulos
virala hemorragiska febrar exkl. hemorragisk nefrosonefrit
återfallsfeber
1.2 hepatit A
kolera
mjältbrand
paratyfoidfeber
pest
rabies
salmonellainfektion
shigellos
tyfoidfeber

I

71 l

1.3 gonorré
infektion av HIV (humant immunbristvirus)
klamydiainfektion
syfilis
2

Andra anmälningspliktiga sjukdomar an
samhällafarliga

2.1 hemorragisk nefrosonefrit
infektioner orsakade av atypiske mykobakterier
malaria
stelkramp
trikinos
tularemi
ulcus molle
2.2 -botulism
campylobakter
giardia lamblia
legionärsjuka
listerios
papegojsjuka
toxoplasmainfektion.

1850

Bilag til f. t. beslütn. vedr. et HIV-smitteopsporingssystem

Bilag 2

Nedenstående figurer er fra .Aids i Danmark og Sverige« af Hugh Zachariae, Ugeskrift for Læger
157/2,9. januar 1995, i artiklen er de nummereret som hhv. fig. 1 og 2.

Fig. 1.
Nye AIDS-iiYælde per år
per én yM/O. indbyggere i
Danmark (+) og Sverige
(*)fra 1980-1994.

Fig. 2.
Nye AIDS-tilfælde per år
per én mio. indbyggere i
København (+) og Stockholm (*)fra 1980-1994.

736

Onsdag den 8. november 1995

Loven vil blive notificeret over for EuropaKommissionen, før den sættes i kraft.
Ministeren for nordisk samarbejde (Marianne
Jelved):
Jeg tillader mig herved for Folketinget at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks
godkendelse af den i Køberihavn den 29. september 1995 undertegnede overenskomst om
ændring af samarbejdsoverenskomsten mellem
Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige.
(Beslutningsforslag nr. B 38).
Beslutningsforslaget skal muliggøre Danmarks
godkendelse af overenskomst om ændring af
samarbejdsoverenskomsten mellem Danmark,
Finland, Island, Norge og Sverige (Helsingforsaftalen), undertegnet den 29. september 1995 i
København af de nordiske samarbejdsministre.
Ændringerne er et resultat af det igangværende reformarbejde af det nordiske samarbejde.
Som noget nyt indføjes i teksten en generel regel
om ligebehandling af nordiske statsborgere
samt en række bestemmelser om ændringer af
Nordisk Råds organisation og samarbejdsformer.
Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger,
der ledsager forslaget, skal jeg anbefale beslutningsforslaget til velvillig behandling i Tinget.
Jan Køpke Christensen (FP):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg
mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om iværksættelse af et HIV-smitteopsporingssystem.
(Beslutningsforslag nr. B 40).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager beslutningsforslaget, og anbefaler det
til Tingets velvillige behandling.
Villy Søvndal (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg
mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af
ankeadgang på hjemmehjælpsområdet.
(Beslutningsforslag nr. B 41).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets
velvillige behandling.

Den første sag på dagsordenen var:
1) Spørgsmål til ministrene.
Spm. nr. S 174
1) Til landbrugs- og fiskeriministeren af:
Christian Mejdahl (V):
»Er det almindelig praksis, at man på ministerens ansvarsområde ikke håndhæver gældende
regler i de tilfælde, hvor man arbejder på at
ændre reglerne?«
Skriftlig begrundelse
I Morgenavisen Jyllands-Posten den 26. september 1995 er en sagsbehandler i Landbrugsog Fiskeriministeriet citeret for at have sagt, at
»myndighederne, set i lyset af den ventede
ændring af direktivet, næppe vil være strikte i
håndhævelse af de nuværende regler.« (EØF nr.
1907/90).
Landbrugs- og fiskeriministeren (Henrik Dam
Kristensen):
Jeg kan oplyse, at det er almindelig praksis at
kontrollere og håndhæve gældende regler også i
de tilfælde, hvor man arbejder på at ændre reglerne. I den konkrete sag, som hr. Christian Mejdahl henviser til, kan jeg oplyse, at Veterinærdirektoratet i meddelelse af 21. juli 1995 til
samtlige ægpakkerier har pålagt disse at bringe
mærkning af ægemballage med ordet buræg til
ophør, og at det forventes, at ægemballage
mærket buræg er ude af markedet senest den 1.
oktober 1995. Denne meddelelse blev udsendt,
uanset at de allerede ved skrivelse af 11. maj
1995 havde rettet henvendelse til kommissæren
med henblik på at søge de gældende regler
ændret.
Forslag om ændring af reglerne blev behandlet på mødet i Forvaltningskomité for Æg og
Fjerkræ den 19. september 1995, og afstemnin-