Text excerpt

1943

F. t. beslutn. vedr. AIDS

1944

Beslutningsforslag nr. B 18. Fremsat den 8. november 1990 af Inger Stilling Pedersen (KRF),
Lysholm Christensen (KRF), Glønborg (KRF) og Kofod-Svendsen (KRF)

F o r s l a g til f o l k e t i n g s b e s l u t n i n g
o m foranstaltninger vedrørende A I D S
Folketinget opfordrer regeringen til:
1. At nedsætte en AIDS-kommission, der har til
formål:
a) at vurdere den hidtidige danske indsats vedrørende AIDS og det aktuelle lovgrundlag
herfor, herunder den generelle oplysningsog rådgivningsindsats, omfanget af HIVsmittens udbredelse samt specifikke befolknings- og erhvervsgruppers særlige risiko
for at blive HIV-smittet,
b) at vurdere forskellige muligheder og det
nødvendige lovgrundlag herfor i den fremtidige AIDS-indsats,
c) at komme med forslag til en selvstændig
AIDS-lov, der bl.a. skal indeholde bestemmelser vedrørende oplysning og rådgivning,
oprettelsen af et centralt AIDS-register og
vedrørende de i beslutningsforslagets punkt
2 nævnte områder.

Kommissionsarbejdet skal være afsluttet senest 1. januar 1992, og regeringen pålægges på
baggrund af dette at fremsætte forslag til en lov
om AIDS i folketingsåret 1992-93.
2. At fremsætte forslag til lov vedrørende:
a) HIV-testning af personer dømt efter straffelovens §§216 -225,
b) ophævelse af anonymiteten ved test for
HIV-antistoffer,
c) pligt for den læge, der konstaterer AIDS eller HIV hos en person til at informere en
eventuel ægtefælle eller registreret partner
herom,
d) forhøjelse af strafferammen for AIDS-syge
og HIV-antistofpositive, der med forsæt påfører andre HIV.
Regeringen pålægges at fremsætte lovforslagene i indeværende folketingsår.

1945

F. t. beslutn. vedr. AIDS

1946

B e m æ r k n i n g e r til f o r s l a g e t
Det er forslagsstillernes generelle holdning, at der
er behov for en fornyet vurdering af hele indsatsen
vedrørende oplysning om og forebyggelse af AIDSsygdommens udbredelse. Efter forslagsstillernes opfattelse er der derfor baggrund for, at Folketinget
nedsætter en kommission til at kulegrave hele området og komme med forslag til en egentlig AIDS-lov.
Desuden er der akut behov for nogle konkrete initiativer.
Bemærkninger til beslutningsforslagets enkeltepunkter
Ad pkt. 1
Den i beslutningsforslaget nævnte AIDS-kommission tænkes sammensat af såvel fagligt kvalificerede
personer som personer med forskellig baggrund.
Specielt hvad angår personerne med forskellig baggrund skal gælde, at de afspejler forskellige holdninger og indfaldsvinkler til hele AIDS-problematikken.
Da AIDS-kommissionens arbejde skal føre til et
forslag til en egentlig AIDS-lov, der kan danne baggrund for et regeringsforslag i folketingsåret 1992-93,
er det forslagsstillernes opfattelse, at kommissionsarbejdet skal være afsluttet senest 1. januar 1992.
Regeringen udarbejder kommissoriet for AIDSkommissionen, idet punkt 1a, 1b og I c dog skal være centrale punkter i dette.
Ad pkt. 2 a
Der begås stadig flere forbrydelser mod kønssædeligheden, og ofrene står ofte tilbage med nogle meget
svære psykiske problemer, problemer, som oven i købet kan forstærkes af uvisheden om eventuelt at være
blevet HIV-smittet i forbindelse med forbrydelsen.
Derfor finder forslagsstillerne det yderst rimeligt, at
personer, der forbryder sig mod kønssædeligheden,
og som er straffet efter straffelovens §§ 216-225 testes
for HIV-smitte. Om nødvendigt må der tvangstestes.
Resultatet af den strafidømtes HIV-test meddeles offeret, som kan få be- eller afkræftet en eventuel frygt
for at være blevet HIV-smittet i forbindelse med forbrydelsen.

Forslagsstillerne er i den sammenhæng fuldt ud
klar over, at der er forskellige usikkerhedsmomenter i
forbindelse med antistoftesten. Dels går der som regel mindst et par måneder fra smittetidspunktet, til en
eventuel antistoftest giver positivt udslag - af og til
længere tid. Hos nogle HIV-antistofpositive er der
endog konstateret falske negative reaktioner på antistoftesten. Det må dog forventes, at resultatsikkerheden ved de foretagne test øges i takt med forbedringen af testen. Dog må offeret anbefales selv at få foretaget en test.
På trods af disse usikkerhedsmomenter ved testen
er det væsentligt, at offeret for en forbrydelse mod
kønssædeligheden i hvert fald ikke skal leve i ubegrundet frygt for at være blevet HIV-smittet i forbindelse med forbrydelsen, selv om der ikke kan gives
nogen 100 pet. garanti.
Ad pkt. 2 b
I bekendtgørelserne nr. 498 af 8. november 1985
om lægers anmeldelse af erhvervet immundefektsyndrom (AIDS), nr. 484 af 25. juni 1990 om laboratoriers indberetning af HIV-undersøgelser m.v. og nr.
485 af 25. juni 1990 om lægers indberetning af HIVantistofpositive personer har indberetningspligten
hjemmel i § 26 i lov nr. 114 af 21. marts 1979 om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme.
Anmeldelsen af henholdsvis AIDS og HIV sker
principielt forskelligt. AIDS anmeldes efter bekendtgørelse nr. 498 af 8. november 1985 fuldstændig i
overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 105 af 21.
marts 1983 om lægers anmeldelse af smitsomme sygdomme m.v. Oplysninger om HIV-antistofpositive
personer anmeldes derimod i anonymiseret form, jf.
bekendtgørelse nr. 485 af 25. juni 1990. Efter forslagsstillernes opfattelse skal oplysninger om de HIV-antistofpositive personer anmeldes i overensstemmelse
med bekendtgørelsen om lægers anmeldelse af
AIDS, hvori der står, at sygdomme skal anmeldes,
selv om tilfældet har en mild form eller ikke er fuldt
udviklet (abortiv).
En anmeldelse og deraf følgende registrering af
HIV-antistofpositive personer vil for personale i

1947

F. t. beslutn. vedr. AIDS

sundhedssektoren, der i forbindelse med udøvelsen
af deres erhverv er udsat for risiko for at blive HIVsmittet, give mulighed for at øge forholdsreglerne i de
situationer, hvor der er tale om en reel mulighed for
at blive smittet. Det må dog ikke føre til en svækkelse
af de generelle forholdsregler, der må tage udgangspunkt i, at alle patienter er potentielle smittebærere.
Adpkt. 2 c
De HIV-antistofpositive og AIDS-syge er i dag ligestillet med alle andre syge, når det drejer sig om det
konkrete lægelige skøn over, hvornår det er berettiget
at fravige tavshedspligten med hensyn til at oplyse
ægtefællen om muligheden for at blive dødeligt HIVsmittet. Forslagsstillerne finder det nødvendigt i forbindelse med AIDS/HIV at pålægge den læge, der
konstaterer sygdommen eller smitten, at underrette
en eventuel ægtefælle eller en registreret partner herom. Ellers kan denne stå ganske uvidende om risikoen for at blive HIV-smittet og senere udvikle en sygdom med dødelig udgang.
Rent praktisk bør lægens oplysninger til den HIVantistofpositives og AIDS-syges seksualpartner ske i
et møde, hvor også den HIV-antistofpositive eller

1948

AIDS-syge deltager. Et sådant møde vil i langt de fleste tilfælde føre til, at parterne har talt sagen igennem
med hinanden, inden de mødes med lægen. Og det er
så absolut den ønskeligste baggrund for mødet, der så
i langt højere grad kan fokusere på, hvordan de implicerede kan leve ikke kun seksuallivet, men hverdagslivet videre med den viden, de nu har. Mødet får
dermed karakter af egentlig rådgivning.
Ad pkt. 2 d
Med nærværende beslutningsforslag ønsker forslagsstillerne, at regeringen fremsætter forslag til lov
om ændring af lov om borgerlig straffelov, så det direkte fremgår, at AIDS-syge og HIV-antistofpositive,
der med forsæt påfører andre HIV, kan idømmes en
straf i lighed med de bestemmelser, der findes i den
borgerlige straffelovs § 237. Som begrundelse herfor
skal anføres, at risikoen for at udvikle AIDS er nær
100 pet., når man er HIV-smittet. Da der i hvert fald i
dag desværre kun er én udgang på det at være AIDSsyg, nemlig at dø, finder forslagsstillerne det helt naturligt at straffe den, der med forsæt har påført en anden HIV, efter bestemmelser svarende til § 237 i den
borgerlige straffelov.

1677

8/11 90: Skriftlig fremsættelse

1678

[Aage Frandsen]
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne
nomisk demokrati, men ikke alle, idet der med
dette lovforslag fortsat kun vil være lønmodta- til lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget til
gerpenge i de virksomheder, som ønsker det. Tingets velvillige behandling.
Begrænsningerne i lovforslaget gælder naturligvis også, hvad angår arbejdspladsdemokrati- Inger Stilling Pedersen (KRF):
et.
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg
Arbejdspladsdemokratiet styrkes kun, i det mig herved at fremsætte:
omfang den kollektive lønmodtagerkapital er
Forslag til lov om ændring af lov om hunde.
stærk nok i den enkelte virksomhed. Hvor det
(Lovforslag nr. L 67).
ikke er tilfældet, sker der reelt ikke noget på
Jeg henviser til de bemærkninger, der ledsabaggrund af dette forslag. Det samme gælder ger lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velnaturligvis også den offentlige sektor.
villige behandling.
Derfor er gennemførelse af arbejdspladsdemokrati naturligvis fortsat centralt for SF. Men Kofod-Svendsen (KRF):
en vedtagelse af lovforslaget vil kunne blive en
Som ordfører for forslagsstillerne skal jeg
løftestang for de tanker, som ligger i indførelhermed tillade mig at fremsætte:
sen af arbejdspladsdemokrati og økonomisk
Forslag tilfolketingsbeslutning om privat instidemokrati.
Når der i lovforslaget lægges op til, at der tutionsdrift.
(Beslutningsforslag nr. B 17).
skal anvendes kønskvotering ved udvælgelsen
Jeg skal i øvrigt henvise til beslutningsforslaaf kandidaterne på de enkelte lister, skyldes
det, at SF har begrundet mistanke om, at der el- .gets tekst og de bemærkninger, som ledsager
lers næsten kun vil blive valgt mænd. Netop når det.
det drejer sig om »pengeforsamlinger«, siger
erfaringerne, at det stadig er en næsten ren Inger Stilling Pedersen (KRF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg
mandeverden. Skal der gøres noget ved det,
tror vi, at obligatorisk kønskvotering er nød- mig hermed at fremsætte:
vendig.
Forslag til folketingsbeslutning om foranstaltNår vi i dag ser på, hvilken investeringspoli- ninger vedrørende AIDS.
tik lønmodtagerfondene fører i forhold til an(Beslutningsforslag nr. B 18).
dre kapitalinvestorer, er der ikke den store forJeg henviser til de bemærkninger, der ledsaskel. Det er SF's opfattelse, at investeringspoli- ger forslaget, og anbefaler det til Tingets velviltikken i langt højere grad burde tage hensyn til, lige behandling.
hvad der gavner en økologisk bæredygtig udvikling. Det betyder, at vækst i traditionel forstand målt ved bruttonationalproduktet ikke er
Den første sag på dagsordenen var:
en acceptabel måleenhed for, hvad der er godt
at investere i. Hensyn til beskæftigelsen, den re- 1) Spørgsmål om meddelelse af orlov til og indkalnest mulige teknologi, genbrug, begrænsning i delse af stedfortræderenforfolketingsmedlem Beranvendelse af Jordens knappe ressourcer, be- tel Haarder (V).
grænsning af import m.v. bør i høj grad også
indgå. Heri ligger der nogle begrænsninger i Formanden:
ATP's og LD's ellers fri investeringsmuligheDen pågældende har søgt om orlov i henhold
der. Til gengæld lægger forslaget på andre om- til forretningsordenens § 42, stk. 3, litra d, jf.
råder op til betydelige udvidelser i, hvad ATP stk. 5, på grund af midlertidig udsendelse i ofog LD kan gøre.
fentligt hverv.
For SF indebærer dette lovforslag en udviHvis ingen gør indsigelse, vil jeg betragte det
delse af demokratiet og en klar hensyntagen til som vedtaget, at der meddeles den pågældende
en økologisk bæredygtig udvikling, to helt kla- orlov som ansøgt fra og med den 8. november
re mål, som SF også med en række andre for- 1990, og at stedfortræderen indkaldes som midslag i Folketinget arbejder for at nå.
lertidigt medlem. (Ophold). Det er vedtaget.

1679

8/11 90: Indstilling fra Udvalget til Valgs Prøvelse

Den næste sag på dagsordenen var:
2) Indstilling fra Udvalget til Valgs Prøvelse.
Forhandling
Lizzie Lichtenberg (KF):
Folketinget har nu vedtaget at meddele orlov
til et medlem af Folketinget og at indkalde stedfortræderen.
Som ordfører for Udvalget til Valgs Prøvelse
skal jeg tillade mig at gøre indstilling om, at
stedfortræderen godkendes som midlertidigt
medlem af Folketinget.
Hr. Bertel Haarder er valgt i Københavns
Amtskreds, og i anledning af hans orlov indkaldes 1. stedfortræder for Venstre i denne amtskreds, direktionssekretær Pia Larsen.
Udvalget til Valgs Prøvelse har i et møde den
6. november d.å. behandlet denne sag, og jeg
kan herefter på udvalgets vegne afgive følgende:
Indstilling
Direktionssekretær Pia Larsen godkendes
som midlertidigt medlem af Folketinget fra og
med den 8. november 1990.
(Kort bemærkning).
Knud Lind (FP):
Jeg vil stille fru Lizzie Lichtenberg et spørgsmål. Det er jo efterhånden blevet ret maskinelt
dette med orlovsmeddelelse. Jeg kunne godt
tænke mig at vide, hvad der er årsagen til, at
man meddeler orlov. Det ville da være ret interessant.
Formanden:
Jeg skal gøre opmærksom på, at det ikke er
Udvalget til Valgs Prøvelse, der meddeler orlov. Det er Folketinget, der for et øjeblik siden
har vedtaget at meddele orlov til det pågældende medlem.
Hermed sluttede forhandlingen.
Afstemning
Udvalgets ovennævnte indstilling
vedtoges med 108 stemmer (S, KF, SF, V, FP,
RV, CD og KRF) mod (ved en fejlafstemning) 1
(FP).

1680

Den næste sag på dagsordenen var:
3) Tredje behandling af lovforslag nr. L 2:
Forslag til lov om bemyndigelse til optagelse af
indenlandske statslån.
Af finansministeren Henning Dyremose.
(Fremsat 3/10 90. Første behandling 11/10
90. Betænkning 31/10 90. Anden behandling
6/1190).
Der var ikke stillet ændringsforslag.
Lovforslaget sattes til forhandling.
Forhandling
Behnke (FP):
Efter dagspressen at dømme virker det ikke,
som om det unægtelig store problem, der hedder statens samlede gæld, har haft en særlig
fremtrædende plads i de forhandlinger mellem
regeringen og Socialdemokratiet, som er foregået netop i går.
Derfor føler jeg anledning til at forhøre mig
hos finansministeren om, hvad der egentlig er
regeringens plan, hvordan man nogen sinde agter at få afviklet den store statsgæld, som, jf. regeringens seneste budgetoversigt, vil runde 510
mia. kr. i 1991. Jeg mener, at den danske befolkning i den grad har brug for at vide, om gældsætningen blot skal foregå uhæmmet.
Som vi har anført i vort betænkningsbidrag,
vil gældsætningen allerede i 1995 runde 700
mia. kr., hvis den fortsætter med samme hastighed som i øjeblikket. En gæld på 700 mia. kr. i
1995 vil betyde, at på det tidspunkt vil alene
renterne af den gæld udgøre så stort et beløb, at
alt, hvad der overhovedet kommer ind i moms
til staten, vil gå til at betale dem.
Man kan selvfølgelig godt have finanslovforhandlinger, man kan have store politiske forhandlinger osv., hvor man ønsker at ommøblere et par hundrede millioner eller en enkelt milliard kroner, men i det her tilfælde taler vi altså
om store beløb, ja, renterne i 1991 vil være et
sted mellem 59 og 60 mia. kr. Tænk på, hvor let
det ville være at nedsætte skatterne, hvor let det
ville være at finde penge til de planer, man har i
de respektive partier, hvis man kunne slippe for
at betale 59 eller 60 mia. kr. i renter næste ,år!
Da det jo unægtelig er, som jeg tidligere har
udtrykt det, en gøgeunge på finansloven, synes

2147

20/11 90: 1. beh. af f. t. beslutn. om privat institutionsdrift

[Kofod-Svendsen]
faktisk også op til i forslaget, at der skal være
mulighed for, at private organisationer dør,
men vi lægger også op til, at der bliver mulighed for, at nye vokser frem.
Hermed sluttede forhandlingen.
Afstemning
Forslagets overgang til anden (sidste) behandling
vedtoges uden afstemning.
Tredje næstformand (Povl Brøndsted):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør
indsigelse mod dette forslag, betragter jeg det
som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.
Den næste sag på dagsordenen var:
11) Første behandling af beslutningsforslag nr. B
18:
Forslag til folketingsbeslutning om foranstaltninger vedrørende AIDS.
Af Inger Stilling Pedersen (KRF) m.fl.
(Fremsat 8/11 90).
Forslaget sattes til forhandling.
Forhandling
Sundhedsministeren (Ester Larsen):
11987 blev der opnået meget bred politisk tilslutning til, at den danske indsats mod AIDS
skal bygge på frivillighed, på anonymitet og på
åben, direkte og ærlig information. Jeg finder
ikke, der er konstateret ændrede forhold, der
giver anledning til at ændre den politiske linje,
der dengang blev lagt.
Der er således ikke brug for en særlig AIDSlovgivning og dermed en særlig AIDS-kommission. AIDS er en alvorlig sygdom; næsten alle,
der får sygdommen, dør, men AIDS er ikke
særlig smitsom. Man bliver som hovedregel
alene smittet gennem seksuel kontakt eller ved
stiknarkomani, hvis man vel at mærke ikke
samtidig beskytter sig.
Sundhedspersonale og andet personale bør
følge de anvisninger om beskyttelse, som Sundhedsstyrelsen har sendt ud. Oplysning dels om

2148

risiko, dels om beskyttelse mod smitteoverførelse er vejen frem. Tvang eller trusler om straf
fremmer ikke bekæmpelse; vi narrer os, selv og
hinanden, hvis vi prøver på at bilde os ind, at vi
kan klare bekæmpelsen gennem disse midler
tvang og trusler.
Om de konkrete forslag til lovgivningen vil
jeg kort sige følgende: Der er allerede i straffeloven hjemmel til at lade en gerningsmand mistænkt for en voldsforbrydelse teste for HIVsmitte. Det kan ske som led i efterforskningen
og i tilfælde, hvor spørgsmålet om smitte kan
have betydning for skyldsspørgsmål eller strafudmåling, men også kun i disse tilfælde.
Regeringen overvejer for tiden, om denne
adgang til at gennemføre HIV-test under efterforskning bør udvides til også at gælde for personer, der er dømt for voldtægt eller lignende.
Tanken var at tilgodese den krænkede part
uden principielt at bryde med den linje, der
hidtil har været ført vedrørende sygdommen
AIDS.
Forslaget om at ophæve anonymiteten ved
test for HIV-antistoffer vil bryde afgørende
med Folketingets vedtagne AIDS-politik. Et
sådant register vil efter al sandsynlighed afholde mange fra at lade sig undersøge og dermed
modvirke, at HIV-positive så tidligt som muligt
bliver klar over, at de er smittebærere, og derved forhindres det, at de får en grundig information om, hvordan de undgår at smitte andre.
Heller ikke i de øvrige europæiske lande sker
der en registrering af HIV-positive. Man har
dér som i Danmark anonyme meldesystemer,
hvilket også helt svarer til WHO's anbefaling.
Det er rigtigt, at der ikke gælder særlige regler om tavshedspligt for læger, når det drejer sig
om AIDS. Hele vores sundhedssystem bygger
på, at patienten trygt kan henvende sig til sin
læge i tillid til, at oplysninger ikke uden ganske
særlig begrundelse gives videre. Det gælder for
AIDS, ligesom det gælder for alle andre sygdomme, men denne tavshedspligt, som gælder
af hensyn til patienten, må nødvendigvis vægtes over for andre hensyn, og jeg kan understrege, at tavshedspligten efter gældende lov kan
fraviges i særlige situationer. Lægeloven siger
udtrykkeligt, at lægen kan videregive oplysninger, hvis det er nødvendigt »... i berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af
eget eller andres tarv.« Det er betænkeligt at
opstille mere håndfaste regler, der nærmere an-

2149

20/11 90: 1. beh. af f. t. beslutn. om foranstaltninger vedrørende AIDS

[Sundhedsministeren]
giver, hvordan lægen skal forholde sig i den
konkrete situation. Det vil altid bero på et skøn,
som jeg er overbevist om at den enkelte læge er
i stand til at udøve på fornuftig måde. Heller ikke på dette område er der derfor grund til at
fastsætte regler for AIDS og HIV.
Endelig er der spørgsmålet om en forhøjelse
af strafferammen for AIDS-syge og HIV-antistofpositive, der med forsæt påfører andre
HIV-smitte. Her vil jeg nøjes med at henvise til,
at justitsministeren tidligere har bekræftet, at
der allerede efter den gældende straffelov er
adgang til at idømme personer, der med forsæt
påfører andre smitte, meget strenge straffe. Der
er derfor ikke behov for at ændre straffeloven
på dette punkt.
Alt i alt må jeg derfor sige, at vi ikke fra regeringens side kan tilsige beslutningsforslaget
støtte, men vi viderefører vores overvejelser om
det særlige spørgsmål angående HIV-test i forbindelse med forbrydelser mod kønssædeligheden.
Dorte Bennedsen (S):
Da jeg læste dette beslutningsforslag af Kristeligt Folkeparti, kom jeg til at savne det tidligere medlem fra Kristeligt Folkeparti, Jens
Steffensen. Da vi den 31. marts 1987 havde den
store debat om AIDS-indsatsen, holdt han en
tale fra denne talerstol, som var præget af forståelse og tolerance, og han udvirkede da også,
at Kristeligt Folkeparti var medforslagsstiller
til den dagsorden, der slog fast, at indsatsen
mod AIDS skal bygge på frivillighed, anonymitet, åben, direkte og ærlig information, den enkeltes tryghed ved at henvende sig til sundhedsmyndighederne samt ønsket om at undgå enhver form for diskrimination.
Dette forslag viser, at der er sket meget i Kristeligt Folkeparti siden 1987 og desværre ikke
til det bedre. Jeg beklager at måtte sige, at Kristeligt Folkeparti i disse tre år har udviklet en
ubehagelig form for dobbeltmoral i denne sag.
Jens Steffensen talte i 1987 godt og stærkt om
nødvendigheden af oplysning. Ikke desto mindre har Kristeligt Folkeparti igennem de sidste
år stemt imod en række af de forslag, der netop
skulle muliggøre en forstærket oplysningsindsats, og nu får vi altså dette forslag, som helt
forlader AIDS-politikkens grundsætninger og i
stedet vil indføre tvang, straf og udhængning af
mennesker.

2150

AIDS er stadig et alvorligt og meget tyngende problem, først og fremmest fordi vi stadig ikke har nogen helbredende behandling, men der
er dog sket opmuntrende ting. I 1986 var fordoblingstiden for antallet af syge ca. 13 måneder, mens den i dag er oppe på 22 måneder, og
jeg er overbevist om, at denne forbedring har
nøje sammenhæng med den oplysningsindsats,
vi har gjort, men især med den ansvarlighed,
den store risikogruppe, bøsserne, har udvist.
Der er derfor intet, der taler for at ændre den
politik, der blev lagt fast i 1987, og om dette forslag må man sige, at de midler, der bliver foreslået, ikke vil føre til de mål, som Kristeligt Folkeparti ønsker, men derimod vil gøre ubodelig
skade. Tag spørgsmålet om tvangstestning! En
tvangstestning giver ikke nogen reelle oplysninger. Inkubationstiden er lang, ingen ved vel
knap hvor lang, og der er hele problemet med
falske negative. Hvis et offer derfor frygter at
være smittet, er den fornuftigste løsning nok, at
offeret også bliver testet.
Ophævelsen af anonymiteten vil have én sikker følge, nemlig at folk med risikoadfærd afholder sig fra at blive testet. Vi har klare beviser
fra Sverige: I en periode, hvor man ophævede
anonymiteten og havde visse straffeforanstaltninger, blev folk testet i hobetal, men det var,
om man så må sige, den almindelige svensker
og ikke folk, der kom fra grupper med risikoadfærd. Derfor kan det kun have en negativ virkning.
Forslaget om en registrering af HIV-antistofpositive personer vil give det personale i sundhedssektoren, der i forbindelse med udøvelsen
af deres erhverv er udsat for risiko, en mulighed
for at øge forholdsreglerne. Jeg forstår, at der i
dette ligger, at man skal have et register, hvor
enhver tandlæge, fodterapeut, eller hvem det
nu måtte være, kan slå op, om patienten skulle
være HIV-positiv.
Jeg kan kun sige, at vi tager afstand fra enkelthederne og fra intentionen i dette forslag,
og jeg vil gerne slutte med at bringe en tak til
ministeren, for jeg synes, det var et klart svar,
ministeren gav her.
(Kort bemærkning).
Inger Stilling Pedersen (KRF):
Man kan selvfølgelig være enig eller uenig i
synspunkterne, men jeg synes, at det, der blev
sagt om, at Kristeligt Folkeparti var for straf,

2151

20/11 90: 1. beh. af f. t. beslutn. om foranstaltninger vedrørende AIDS

[Inger Stilling Pedersen]
var en lille smule for skrapt. Der var ikke tale
om straf, men om, hvorvidt vi skal passe mest
på offeret for en forbrydelse, f.eks. voldtægt, eller på den, der begår den. Der står også i forslaget, at det vil være godt for hende, det går ud
over, at hun selv lader sig teste. Jeg synes, man
skal prøve at læse forslaget uden i forvejen hvad dette indlæg bar indtryk af - at være utrolig negativ over for det, men man har lov til at
være uenig.
Fru Dorte Bennedsen sagde noget om Jens
Steffensen. Der er sket en udvikling, men jeg
mener stadig væk, at det er en god ting, at der er
tale om frivillighed. Man glemmer også, at
AIDS i starten fortrinsvis var knyttet til de homoseksuelle, det er den ikke længere, der kan
være en risiko for ethvert menneske i Danmark
i dag. Når man var så bange for registrering, var
det netop, fordi man ikke ville hænge en gruppe ud, men man kan få smitten overført via
blod, og vi ved, at mange heteroseksuelle, kvinder og børn er smittet. Den særstilling, man har
givet AIDS, gør, at denne dødelige sygdom betragtes på en helt anden måde end andre.
Kristeligt Folkeparti er helt parat til at drøfte
disse ting i udvalget og se på, hvor meget vi kan
gøre, men man kunne godt prøve på at holde
sig til det, der står i forslaget.
(Kort bemærkning).
Dorte Bennedsen (S):
Nu fik jeg besked på at holde mig til det, der
stod i forslaget. Jeg kan ikke dy mig for at sige,
at Kristeligt Folkepartis ordfører måske skulle
følge med i debatten.
Der blev sagt, at i dag var ethvert menneske altså underforstået enhver heteroseksuel - i
dette samfund udsat for at blive smittet. Hvis vi
ser på de tal, der har været fremme om udbredelsen i den heteroseksuelle befolkning, er
skønnet over smittede i dag væsentlig lavere
end det skøn, der eksisterede, da vi debatterede
denne sag i 1987. Jeg kan heller ikke dy mig for
at føje til, at det har haft den beklagelige virkning, at interessen for at gøre en økonomisk
indsats for AIDS-oplysningen har været væsentlig formindsket.
Fru Inger Stilling Pedersen må undskylde, at
jeg taler om straf, men hun skriver faktisk i
punkt 2 d, at man vil ændre den borgerlige
straffelov, på trods af at ministeren på udmærket vis har redegjort for, at der ifølge borgerlig
straffelov er mulighed for straf.

2152

Karen Højte Jensen (KF):
I den konservative folketingsgruppe er vi
meget optaget af situationen på AIDS-området, og vi mener, det er vigtigt at følge udviklingen ganske nøje og løbende vurdere de initiativer, der måtte være behov for.
I 1987 var der meget stor tilslutning i denne
sal til, at initiativerne skal bygge på frivillighed,
på anonymitet og på åben, direkte og ærlig information, og alt tyder på, at denne politiske
linje har været rigtigt valgt. Fordoblingstiden altså den tid, der er gået, siden der var halvt så
mange AIDS-patienter - er nu oppe på 22 måneder, mens vi i årene 1985 og 1986 havde en
fordoblingstid på 12 måneder. Der forventes i
1990 170 nye AIDS-tilfælde, og det vil være det
første år, hvor antallet af tilfælde bliver mindre
end året før. Det betyder naturligvis ikke, at vi
så skal sidde med korslagte arme, men det er
dog positivt i forhold til, hvad vi vel frygtede
kunne blive udviklingen.
Kristeligt Folkepartis forslag går ud på, at
man skal nedsætte en kommission, der skal
vurdere den hidtidige indsats og vurdere forskellige muligheder for indsats med henblik på
at få en selvstændig AIDS-lov. Jeg mener, der
er behov for løbende at vurdere indsatsen, og
det sker i dag i AIDS-sekretariatet i Sundhedsstyrelsen. Det er også fra den ekspertgruppe,
der kommer konkrete forslag om nye initiativer, f.eks. kan nævnes en forbedring af overvågningssystemet. En kommission og en efterfølgende lovgivning ville nemt kunne forhindre en
nødvendig fleksibilitet i valget af strategi.
Som det fremgik af sundhedsministerens tale, har forslagsstillerne ikke været opmærksom
på de eksisterende regler, eksempelvis drejer
forslagets punkt 2 c sig om lægens information
af ægtefælle. Sundhedsministeren citerede fra
lægeloven, og som det klart fremgik af citatet,
er der her de muligheder, som Kristeligt Folkeparti peger på. Allerede i 1987, da den daværende sundhedsminister, fru Agnete Laustsen,
fremførte samme synspunkt, var det oppe i folketingssalen, men det må Kristeligt Folkeparti
have overset. Også hvad angår forslagets punkt
2 d, om forhøjelse af strafferammer, er der i dag
. de ønskede muligheder.
Anonymitet ved test for HIV-antistof finder
vi fortsat helt afgørende. AIDS-smitten kan ikke standses ved lov, men ved påvirkning, og en
registrering vil afholde eventuelt smittede fra at

2153

20/11 90: 1. beh. af f. t. beslutn. om foranstaltninger vedrørende AIDS

[Karen Højte Jensen]
blive testet. Anonymiteten er afgørende for, at
folk føler tryghed ved at blive testet.
<Information og atter information vil fortsat
være nøgleordet. Kun viden - viden, der ændrer adfærd - kan standse udbredelsen af
AIDS, men naturligvis skal Folketinget hele tiden følge udviklingen.
Agerschou (SF):
Ligesom de to foregående ordførere vil jeg
også starte med at fortælle, hvad det var for retningslinjer for sygdommen AIDS, Folketinget
vedtog under debatten i marts 1987.
Et meget stort flertal i Folketinget vedtog, at
den danske indsats mod sygdommen AIDS
fortsat skal bygge på frivillighed, anonymitet,
åben, direkte og ærlig information, den enkeltes tryghed ved at henvende sig til sundhedsmyndighederne samt ønsket om at undgå enhver form for diskrimination. Det var de retningslinjer, Folketinget vedtog, og som Kristeligt Folkeparti på daværende tidspunkt gik helhjertet ind for.
Hvad er så grunden til, at Kristeligt Folkeparti fremsætter et forslag, der går helt på tværs
af det, det store flertal dengang mente? Der er
to muligheder. Den ene mulighed er, at der i
mellemtiden er sket noget dramatisk i forbindelse med sygdommen AIDS. Det mener jeg ikke der er, og hvis det skulle være grunden til
Kristeligt Folkepartis forslag, vil jeg bede fru
Inger Stilling Pedersen om nærmere at komme
ind på det. Den anden årsag til, at Kristeligt
Folkeparti ændrer indstilling, kan være det, fru
Dorte Bennedsen var inde på, nemlig at der er
sket noget dramatisk i Kristeligt Folkeparti.
Nu er det selvfølgelig et spørgsmål, hvor dramatisk det kan være, at man skifter ordfører,
men det er mit klare indtryk, at det faktisk er
det, der er årsagen til, at Kristeligt Folkeparti
kan fremsætte et forslag, der på den måde går
fuldstændig på tværs af det, man hidtil har anset for at være hensigtsmæssigt, og det, som
igennem 3 år er bevist kunne fungere og bidrage til at formindske risikoen for sygdommen.
Dertil kommer, at forslaget også er direkte
usammenhængende. På den ene side opererer
man med nedsættelse af en AIDS-kommission,
der nærmere skal vurdere problemerne, og på
den anden side tager man forskud på AIDSkommissionens arbejde ved allerede med det
samme at foreslå nogle bestemte forslag gennemført.

2154

Jeg vil ikke gøre så meget ud af de konkrete
forslag, for det har både sundhedsministeren,
fru Dorte Bennedsen og fru Karen Højte Jensen taget sig af, men jeg vil bare nok en gang
fremhæve, at af de forslag, Kristeligt Folkeparti
nu fremsætter, vil nogle virke direkte skadelige
for bekæmpelse af sygdommen AIDS, f.eks.
ophævelse af anonymiteten ved test for HIVsmitte. Enhver kan sige sig selv, at det vil være
med til at forhindre folk i at blive testet, og det
har vi ingen glæde af.
Som sagt er vi meget enige i sundhedsministerens klare afvisning, og vi er enige i det, der
er sagt fra Socialdemokratiets og De Konservatives side. Jeg synes, at forslaget bygger på
mange misforståelser, og det kan være, at vidensniveauet på området simpelt hen er for
lavt. Jeg husker, at da sygdommen i sin tid begyndte, afholdt det daværende Kommunaludvalg i Folketinget en del møder og småkonferencer med eksperterne inden for området, og
efter at have set dette forslag mener jeg, Sundhedsudvalget skulle arrangere nogle møder,
hvor vi kunne få ført vores viden om sygdommen up to date. Jeg synes, forslaget viser, at det
er der i hvert fald nogle folketingsmedlemmer i
Sundhedsudvalget der kunne trænge til.
Jørgen Winther (V):
Som det er sagt af flere ordførere, har Folketinget mange gange debatteret strategien for bekæmpelse af AIDS-sygdommen og HIV-smitten.
Jeg vil gerne først pointere, at jeg synes, det
er meget glædeligt, at fordoblingstiden i Danmark nu er 22 måneder. Den har tidligere været
langt kortere her, mens det nu især er de sydeuropæiske lande, der har en langt kortere fordoblingstid.
Jeg vil også gerne pointere, at HIV-smitté og
AIDS-sygdom ikke mere er så mystisk, som det
tidligere har været, I dag ved befolkningen nogenlunde, hvordan det smitter, og man ved også, at det nu ikke kun er homoseksuelle og narkomaner, som rammes af sygdommen, men også en hel del heteroseksuelle. Den socialdemokratiske ordfører nævnte, at der ikke var ret
mange heteroseksuelle, der var smittet, men så
vidt jeg er orienteret, er det omkring 20 pet., så
det er altså ikke en helt lille del.
Jeg synes også, det er væsentligt at pointere,
at der kan være grund til, at Kristeligt Folke-

2155

20/11 90: 1. beh. af f. t. beslutn. om foranstaltninger vedrørende AIDS

[Jørgen Winther]
parti fremsætter dette forslag, for der sker altså
stadig væk holdningsændringer i samfundet,
og jeg har også bemærket, at adskillige læger,
der har debatteret i Ugeskrift for Læger, har en
lidt anden holdning til bekæmpelse af AIDSsygdommen end tidligere, så der behøver ikke,
som hr. Agerschou er inde på, ske dramatiske
ændringer for at tage sådan noget op.
Der er et par interessante bemærkninger i
Kristeligt Folkepartis forslag, f.eks. angående
HIV-testning af voldtægtsforbrydere, og det er
da et relevant problem at drage frem. Det glæder mig, at sundhedsministeren siger, at der foregår overvejelser derom, og at der også gør det
i Justitsministeriet, så det kan godt være, at der
trods alt sker visse holdningsændringer. Dermed være allerede sagt, at det, som Kristeligt
Folkeparti nu fremdrager, ikke er helt nytteløst.
Så er der også spørgsmålet om pligt til at informere ægtefællen til en person, der er HIVsmittet. Det er da en interessant problemstilling, som der måske i de forskellige partier vil
være delte meninger om, og det er noget, som
trænger til en grundig overvejelse, og måske
skal der hos visse personer på ny tages stilling
til, hvad man skal mene om det, men alt i alt må
jeg sige, at for nærværende er Venstres holdning, at man ikke kan støtte det punkt, men der
er altså væsentlige elementer, som kan være
værd at overveje. Jeg mener bestemt, det er
godt, at Kristeligt Folkeparti har fremsat forslaget, og selv om Venstre ikke er helt enig i synspunkterne, gør det da aldrig noget, at man får
debatteret problemstillingerne, for det er en
særdeles alvorlig sygdom.
Sammenfattende må jeg sige, at Venstre ser
med positive øjne på forslaget, men må afvise
det i den foreliggende form.
(Kort bemærkning).
Dorte Bennedsen (S):
Jeg har to bemærkninger til hr. Jørgen Winther: Antallet af smittede homoseksuelle var
korrekt nok, for i 1987 frygtede man, at tallet var
meget stort. Den anden bemærkning, j e g har, er
om de 20 pet. af de HIV-positive, som hr. Jørgen Winther siger er heteroseksuelle. Jeg har
ikke statistikkerne med mig, men jeg tror ikke,
at jeg går galt i byen, hvis jeg siger, at det er et
sted mellem 90 og 95 pet. af de HIV-positive,
der er homoseksuelle, men det kan blive afklaret. Nu ryster hr. Jørgen Winther på hovedet,

2156

det er også en temmelig afgørende forskel, om
det er et sted mellem 5 og 10 pet. eller det er 20
pet.
Jeg synes, hr. Jørgen Winthers nuancer i forhold til ministeren var interessante, fordi hr.
Jørgen Winther mig bekendt i sommer sagde, at
han også syntes, at voldtægtsforbrydere skulle
tvangstestes. Jeg vil godt have at vide, hvad han
egentlig for alvor mener. Mener han, at de skal
tvangstestes, eller mener han ikke, at de skal
tvangstestes? Og hvis hr. Jørgen Winther mener, at de skal tvangstestes, hvad mener hr. Jørgen Winther så at få ud af det? Er han af den
formening, at offeret vil opnå en sikrere og bedre viden end den, offeret kan få ved at blive
testet selv?
(Kort bemærkning).
Agerschou (SF):
Nu hørte jeg desværre kun uddrag af hr. Jørgen Winthers tale, fordi jeg blev forstyrret af fru
Kirsten Lee nede i mellemgangen, men det, jeg
på et tidspunkt hørte, var, at hr. Jørgen Winther
sagde, at - og jeg tror, at jeg citerer korrekt selv om vi har sympati for forslaget, er vi ikke
enige i det, og det overrasker mig lidt, for det
første fordi jeg mener at vide, at hr. Jørgen
Winther er medlem af samme parti som sundhedsministeren, og sundhedsministerens tale
var jo en klar afvisning, og for det andet mener
jeg, at den måde at sige det på, »at selv om vi
har sympati for forslaget, er vi ikke enige«, forekommer mig noget ynkelig. Kunne vi ikke få
hr. Jørgen Winther til fra talerstolen enten at sige, hvad Venstre mener om forslaget, eller muligvis hvad hr. Jørgen Winther mener om forslaget? Hr. Jørgen Winther må selv vælge mellem de to muligheder.
(Kort bemærkning).
Karen Højte Jensen (KF):
Jeg synes faktisk, vi skylder denne alvorlige
sag, at vi ikke jonglerer med tal og procenter,
som kunne blive misfortolket af befolkningen.
Jeg synes, det er vigtigt at fastslå, at pr. 30. september 1984 udgjorde de heteroseksuelle smittede 6 pet. af samtlige tilfælde og personer smittet i forbindelse med sprøjtestofmisbrug 3 pet.
Jeg synes altså, at det med 20 pet. skal vi være
varsomme med, og tallene er Sundhedsstyrelsens tal.

2157

20/11 90: 1. beh. af f. t. beslutn. om foranstaltninger vedrørende AIDS

(Kort bemærkning).
I
Jørgen Winther (V):
Jeg bliver af fru Dorte Bennedsen direkte
spurgt om, hvad min personlige holdning er til
tvangstestning af voldtægtsforbrydere.
Jeg redegjorde for, at lige for tiden har sundhedsministeren under overvejelse, om det bør
foregå. Jeg vil da gerne erkende, at det forslag,
jeg kom med i sommerferien, har Kristeligt Folkeparti taget op, og jeg vil også gerne erkende,
at jeg ikke plejer at skifte holdning, så min egen
personlige holdning er stadig væk, at tvangstestning af voldtægtsforbrydere er en god idé,
og den arbejder jeg internt i mit parti for at få
fremmet. Men for nærværende er det altså sådan, at det er under overvejelse, og alene det, at
det er under overvejelse og ikke bliver afvist,
synes jeg faktisk er godt nok, for så er der en vis
bevægelse. I Venstre kan vi godt have forskellig
holdning til tingene, men det, jeg redegjorde
for her, var partiets holdning, og den er altså, at
det er under overvejelse lige for nærværende.
SF's ordfører, hr. Agerschou, kunne ikke forstå, at jeg kunne udtale, at jeg havde en vis sympati for Kristeligt Folkepartis forslag, men jeg
har en vis sympati for, at Kristeligt Folkeparti
rejser det her i salen, for at vi kan få det debatteret og få nogle nuancer frem. Da jeg kan se, at
der er personer fra Sundhedsministeriet til stede, vil jeg egentlig gerne have oplyst, hvor stort
antallet af de smittede heteroseksuelle er. Hvor
stor en procentdel er det? Jeg ved, at der i dag
har været en pressekonference i Sundhedsstyrelsen, hvor man har nævnt et tal, og så vidt jeg
har fået fortalt, var tallet omkring 20 pet., men
det må man da hurtigt kunne få oplyst, for det
vil så også give visse andre ordførere en overraskelse.
Jeg har altså i min ordførertale givet udtryk
for Venstres holdning, og nu har jeg svaret på,
hvad min egen holdning er til et specifikt problem.
(Kort bemærkning).
Dorte Bennedsen (S):
Jeg forstod, at hr. Jørgen Winther bad om at
få en af repræsentanterne for Sundhedsstyrelsen på talerstolen, men han kommer altså til at
nøjes med mig, og jeg sidder ikke inde med den
viden, han efterlyste. Jeg vil da gerne takke hr.
Jørgen Winther for det svar, han kom med her.

2158

Han sagde, at hans personlige holdning var og jeg må desværre sige, at det overraskede mig
ikke - som han udtrykte i sommer, at han gik
ind for tvangstestning af voldtægtsforbrydere.
Jeg kan så filosofere over, om man i Venstre
har så få sundhedspolitiske ordførere, at man
er nødt til at bruge én, som ikke er enig med
Venstres gruppe, eller forholder det sig i virkeligheden sådan, at Venstres gruppe inderst inde
er enig med hr. Jørgen Winther? Det synes jeg
egentlig var interessant at få at vide.
Jeg vil også gerne vide, om hr. Jørgen Winther virkelig mener, at offeret med alle de usikkerheder, der ligger, er bedre hjulpet gennem
tvangstestning af en voldtægtsforbryder - som
jeg i øvrigt ikke skal gå ud og forsvare - end
gennem egen testning. Det forekommer mig, at
der ligger et hævnmotiv bag, for hvis man ser på
voldtægtsofferet, på sygdommen, på risikoen
for smitte, ville man opnå den samme viden
ved, at offeret blev testet. Denne viden kan man
ikke få, hvis man kun tester voldtægtsforbryderen og konstaterer, at vedkommende er HIVpositiv. Jeg ved ikke, hvor lykkeligt det er. Som
jeg læser forslaget, skal dette altså meddeles til
offeret.
Jeg synes ikke, at der på dette felt er grundlag
for at forlade den meget, meget brede enighed,
vi var nået til, men jeg vil gerne høre, om det i
virkeligheden er Venstre, der står bag.
(Kort bemærkning).
Agerschou (SF):
Jeg forstod også hr. Jørgen Winther sådan, at
han opfordrede Sundhedsstyrelsen til at komme på talerstolen og give sit besyv med. Så vidt
jeg kan se, er der endnu ikke nogen, der har
meldt sig til formanden, men det ville i hvert
fald være en interessant nyskabelse i Folketingets arbejdsform.
Hvad angår tvangstestning, er jeg også lidt
ude efter, hvorfor hr. Jørgen Winther egentlig
synes, det er en god idé. Altså hvad skulle formålet være med en tvangstestning? Når jeg
spørger om det, er det, fordi jeg forsøger at se
det ud fra offerets synsvinkel: Hvilken glæde
har jeg som offer af en tvangstestning? Ligegyldigt om den viser noget negativt eller noget positivt, er jeg jo som offer lige vidt. Jeg ved lige
lidt om min egen situation. Altså hr. Jørgen
Winther: Hvorfor, skulle tvangstestning være
en god idé?

2159

20/11 90: 1. beh. af f. t. beslutn. om foranstaltninger vedrørende AIDS

(Kort bemærkning).
Jørgen Winther (V):
Nu kan man måske berolige hr. Agerschou
med, at han højst sandsynligt aldrig bliver offer
for en voldtægtsforbrydelse - sådan lød det men man behøver ikke at have direkte personlige betænkeligheder ved det, sådan som hr.
Agerschou gav udtryk for.
Jeg vil sige, at det kan give den kvinde, som
har været offer for voldtægt, og som - med god
ret - går og frygter, at hun måske er HIV-positiv, en tryghed. Hvis der er tale om tvángstestning, vil det være sådan, at hun vil få det at vide, hvis voldtægtsforbryderen er HIV-positiv.
Jeg ved godt, at det er noget med inkubationstid osv., men i det store og hele kan det dog være en vejledning.
Så var der fru Dorte Bennedsen, der spurgte,
om der var andre sundhedspolitiske ordførere i
Venstre, eller om der ikke var nogle, der havde
en anden mening. Dertil vil jeg sige, at det er jo
sådan, politik foregår. Gruppen har noget under overvejelse, og der kan være et medlem, der
har en bestemt holdning. Så kan det ske, at det
på et tidspunkt bliver sådan, at både gruppens
holdning og - i denne forbindelse - min holdning bliver helt overensstemmende.
Jeg kan da også citere justitsminister Engell
for, at han tidligere har udtalt til Jyllands-Posten, at han havde stor sympati for mit forslag
om tvangstestning af voldtægtsforbrydere. Det
er altså ikke kun et enkelt medlem af Venstre,
der er også en minister fra en anden politisk
gruppe, der har en vis sympati for dette. Det er i
hvert fald sådan i Venstre, at man har nogle forskellige holdninger, som man så debatterer.
Andre partier er måske så strømlinede, at man
altid er enige, og så klokken femten minutter
over fire en eller anden dag skifter alle medlemmer holdning. Sådan er det ikke i Venstre. I
Venstre har vi en fri dialog, og derfor er det
skønt at være i Venstre.
Tove Niemann (FP):
Fremskridtspartiet har fremsat et lovforslag
om registrering af AIDS-smittede og HIV-positive, men vi ønsker et edb-register med kodeadgang.
Derfor er vi selvfølgelig positive over for beslutningsforslag nr. B 18, men vi ønsker, at vores lovforslag kan blive vedtaget ret hurtigt, for
det haster meget at få gjort noget ved denne forfærdelige og dødbringende sygdom.

2160

Hvis en AIDS-smittet eller HIV-positiv begår en voldtægtsforbrydelse og dermed påfører
sit offer sygdommen, kan vedkommende ikke
straffes efter § 252 i straffeloven, hvis han ikke
er registreret. Personen kan til enhver tid nægte, at han var klar over, at han var smittebærer.
Dette undgås ved registrering.
I beslutningsforslagets bemærkninger til
punkt 2 b står der, at en registrering vil beskytte
personale i sundhedssektoren under udøvelse
af deres erhverv, men der er også andre persongrupper, der er udsat for smitterisiko, f.eks.
fængselsbetjente, Falckreddere, tandlæger, laboranter og politibetjente.
Kirurgen Dennis Raahave og bakteriologen
Annie Bremmelgaard, Frederiksberg Hospital,
har fremført, at i løbet af en 30-årig periode vil
seks personer blandt kirurger og kirurgers hjælpepersonale være smittet og HIV-positive, og et
par af kirurgerne vil sandsynligvis være døde.
Dette er offentliggjort i Ugeskrift for Læger i
november 1989. Men læg lige mærke til, at her
kun er nævnt kirurgerne, ikke alle de andre udsatte personalegrupper.
Men der er et endnu vigtigere formål med registreringen. Kendskab til tilfældets art betyder
meget, når det helt rigtige lægemiddel, en effektiv behandlingsmåde eller en eventuel vaccine
fremkommer, således at man lynhurtigt kan
kontakte de HIV-positive og ikke først da skal
til at teste hele befolkningen, en test, som i sig
selv vil tage måneder eller år. Denne test vil have samme betydning som den, man foretog i
1950'erne for at bekæmpe tuberkulosen. Og tuberkulosen blev bekæmpet.
Af punkt 1 fremgår det, at der skal nedsættes
en AIDS-kommission, hvis arbejde skal afsluttes senest den 1. januar 1992. Først derefter pålægges regeringen at fremsætte forslag til lov
om AIDS i folketingsåret 1992-93. Med al respekt for forslagsstillerne vil jeg tillade mig at
gå så vidt som til at sige, at de meget lange tidsrammer i beslutningsforslaget virker, som om
det ikke rigtig er blevet erkendt, hvor alvorligt
og dødbringende et problem vi står over for.
På Den Internationale AIDS-konference i
San Francisco i år talte man om, at AIDS breder sig som en atombombesky i den tredje verden og i dag er årsag til langt de fleste dødsfald
i byer som f.eks. Bombay i Indien. »Sygdommen ventes« - det er et citat fra mødet - »at
sprede sig med eksplosionsagtig hast, om 10 år

2161

20/11 90: 1. beh. af f. t. beslutn. om foranstaltninger vedrørende AIDS

[Tove Niemann]
vil Indien være lige så hårdt ramt som Afrika«,
sagde den indiske læge dr. I. S. Giladar.
På konferencen blev det klart, at det samme
gør sig gældende i Sydamerika, og ligeledes
blev det klart, at Østeuropa potentielt står foran
en lignende udvikling. Det vil helt sikkert også
komme til at ske i Danmark.
Med baggrund i erfaringerne med hensyn til
udviklingen af AIDS i det meste af verden er
det vigtigt, at vi gør os klart, hvilken alvorlig
fare vi står over for. Det afgørende spørgsmål
må være, om vi som parlamentarikere har etik
og moral til at tøve med en registreringslov. Har
vores befolkning og vælgere råd til, at vi som
ansvarligt valgte tøver? Jeg mener det ikke; jeg
synes, vi skylder at vise befolkningen og vælgerne den respekt, at vi med en registreringslovgivning redder de liv, der herigennem kan
reddes.
Kirsten Lee (RV):
Som flere andre ordførere var jeg glad for
den tale, sundhedsministeren holdt i dag, og
jeg er glad for at se, at den enighed, der hidtil
har været om AIDS-politikken her i landet,
fortsætter. Det er vigtigt, at denne enighed er
bred, og vi kan igen konstatere, at det er den;
der er kun ganske enkelte undtagelser.
Det er rigtigt at føre en AIDS-politik, der
bygger på frivillighed, på anonymitet og på oplysning. Det glædelige er, at de elementer, som
er i den danske politik på området, også ser ud
til at virke.
Med de ord tror jeg allerede jeg har taget afstand fra de fleste af elementerne i Kristeligt
Folkepartis forslag. Vi ser ikke noget behov for
nogen kommission, vi vil slet ikke være med til
at lave om på lægers tavshedspligt, og vi synes i
det hele taget ikke, at vi kan støtte noget af dette.
Jeg vil godt komme lidt nærmere ind på
tvangstestning af voldtægtsforbrydere. Det vil
vi ikke være med til at kræve under nogen omstændigheder, for der er i den gældende lovgivning mulighed for at tvangsteste, såfremt særlige grunde gør sig gældende. Når vi ikke vil være med til at tvangsteste, er det, fordi vi ikke kan
se noget som helst formål med en tvangstest.
For sandsynligheden for, at en voldtægtsforbryder er HIV-positiv, er jo, som vi også har
hørt flere sige her i dag, uendelig lille, når det
forholder sig sådan, at 95 pet. af dem, der er

2162

HIV-positive, er bøsser og lesbiske, og det er
altså ikke i den gruppe, man skal finde voldtægtsforbryderne.
Den anden grund til, at det er urimeligt ät
tvangsteste, er: Hvad skal det egentlig nytte,
hvad beviser en blodprøve - overhovedet ingenting. Såfremt et voldtægtsoffer er bekymret
for, om hun er HIV-positiv, vil det naturligste
være, at hun lader sig teste. Skulle hun være
HIV-positiv, kan hun anlægge en erstatningssag mod voldtægtsforbryderen, og så tror jeg
ikke, der er nogen tvivl om, at vedkommende
vil skynde sig lidt med at lade sig teste og meddele resultatet, specielt da hvis det er negativt.
Den anden grund til, at vi ikke vil være med,
er, at der kan gå flere måneder fra gerningstidspunktet til domsafsigelsen. Og i den periode
kan gerningsmanden nå at blive smittet, således at han godt kan have været negativ på gerningstidspunktet. Der foreligger også den mulighed, at offeret kan have været HIV-positiv på
gerningstidspunktet og have smittet gerningsmanden. Man kunne selvfølgelig tvangsteste
både den tiltalte og offeret i forbindelse med
anholdelsen, såfremt man kan være sikker på,
at ingen af dem har haft samleje med andre i
mellemtiden. Og her er vistnok nogle af verdenshistoriens største usikkerhedsmomenter,
dem på det seksuelle område. Dernæst skulle
man også fortsætte med at teste folk løbende,
ja, måske op mod et halvt års tid, for der kan jo
gå mange måneder fra smittetidspunktet, til
AIDS-prøven er positiv.
Fra et sundhedsmæssigt synspunkt er det også vanskeligt at se nytten, netop fordi de 95 pet.
befinder sig i en risikogruppe, hvor man altså
ikke typisk finder voldtægtsforbryderne, så
sandsynligheden for at blive voldtaget af en
HIV-positiv er meget, meget lille. Dertil kommer, at der ikke er stor sandsynlighed for smitteoverførsel, selv om voldtægtsmanden skulle
være positiv.
Vi kan altså ikke, finde hverken retssikkerhedsmæssigt eller sundhedsmæssigt gode
grunde til, at en sådan tvangstest skulle være
fornuftig. Og jeg er enig med de andre ordførere, der har sagt: Tværtimod, den kunne være
utrolig skadelig. Vi støtter ikke nogen af elementerne i Kristeligt Folkepartis forslag.
Lis Noer Holmberg (CD):
Jeg har siddet og lyttet til ordførerne, og jeg

2163

20/11 90: 1. beh. af f. t. beslutn. om foranstaltninger vedrørende AIDS

[Lis Noer Holmberg]
har hørt, at flere, blandt andre SF's ordfører,
har været inde på debatten i 1987 og den brede
enighed, der på det tidspunkt var om dette problem.
Hr. Jørgen Winther sagde noget om, at det
var ikke nogen mystisk sygdom, og at folk ved,
hvordan man bliver smittet, altså folk er orienteret. Man har talt om tal, og man har talt om
procenter, men - få eller mange - det er et utrolig alvorligt problem, vi står med. Jeg vil gerne
erindre om, at så sent som i foråret 1990 har der
været advarsler om, at det ikke kun drejer sig
om bøsser nu, men at smitten har bredt sig til
heteroseksuelle og til børn. Der har været advarsler som, at AIDS kan ruinere sygehusene;
man har fra Amtsrådsforeningens side helt
klart råbt vagt i gevær omkring dette problem.
Derfor synes jeg nok, man må takke Kristeligt
Folkeparti, fordi de fremsætter dette beslutningsforslag.
Vi ved alle - som også flere ordførere har været inde på - at vi står med et virkelig alvorligt
problem. Vi ved, at der er tale om en sygdom,
der for nærværende er dødbringende, og at det
for de mennesker, der bliver ramt, er virkelig
hårdt. Vi har ligeledes fået meldinger om, at
AIDS er en tikkende bombe under landets sygehusvæsen, de økonomiske konsekvenser kan
ruinere sygehusene, man taler om milliardudgifter.
Derfor er vi i CD helt enige med Kristeligt
Folkeparti i, at der må ske noget på dette område, og vi synes, det er godt, at vi får denne debat. Det havde været rart, hvis der havde været
lidt flere positive tilkendegivelser fra de forskellige partier om dette problem.
Vi har i CD's gruppe diskuteret lidt frem og
tilbage, om det er en god idé at nedsætte en
AIDS-kommission, og det vil vi naturligvis gerne drøfte. Men vi mener, at Sundhedsstyrelsen
løbende må sørge for AIDS-oplysninger, så befolkningen hele tiden er vågen for dette alvorlige problem og hele tiden er klar over, hvad denne sygdom indebærer.
Hvad angår forslagets punkt 2, er vi i det store og hele enige. Vi mener, at AIDS bør registreres. Det er helt klart også vor holdning, og
vi forstår slet ikke, hvorfor man er så betænkelig ved registrering omkring AIDS.
Der findes andre sygdomme, der registreres,
som f.eks. cancer. Dér er der jo ikke nogen, der
taler om, at det er så forfærdeligt, at man laver

2164

registre over kræftsyge mennesker; men det gør
man faktisk.
Vi finder også, det bør være en menneskeret,
at en ægtefælle eller en registreret partner bliver orienteret, såfremt det konstateres, at den
ene part er HIV-positiv og altså smittebærer.
Der er ingen grund til, at jeg uddyber dette
forslag mere, men jeg vil sige, at vi ser positivt
på forslaget, vi synes, det er et godt forslag.
(Kort bemærkning).
Jørgen Winther (V):
Det er en kommentar til fru Dorte Bennedsen, som før sagde, at 5-10 pet. af samtlige HIVpositive var blevet smittet ved heteroseksuel
kontakt.
Jeg må sige, at når det siges så bastant fra en
socialdemokratisk sundhedspolitisk ordfører,
er det noget, der virkelig må kunne dokumenteres, og jeg vil gerne vide, hvorfra fru Dorte Bennedsen har denne viden.
(Kort bemærkning).
Dorte Bennedsen (S):
Man skal jo egentlig høre meget fra denne talerstol, før ørerne falder af. Hr. Jørgen Winther
stod op og sagde, at jeg »bastant« havde sagt.
Der skete det, at hr. Jørgen Winther stod op
og sagde, at 20 pet. af de smittede var heteroseksuelle - ingen forbehold af nogen art - sådan var det! Jeg gik op og sagde, at det ville jeg
gerne sætte spørgsmålstegn ved, og at det, så
vidt jeg erindrede, var et sted mellem 5 og 10
pet. Jeg synes, der var mange forbehold i det.
Jeg synes i hvert fald, man skal være varsom
med at beskylde mig for at udtrykke mig bastant, når man selv har udtrykt det sådan, som
hr. Jørgen Winther har. I øvrigt bekræftede fru
Karen Højte Jensen herfra, at tallet var 6 pet.
(Kort bemærkning).
Jørgen Winther (V):
Så tror jeg, at jeg har en overraskelse til de to
ordførere. Michael von Magnus har i dag på et
pressemøde i Sundhedsstyrelsen sagt, at der i
Danmark findes 646 mænd og 44 kvinder, som
har AIDS-sygdommen.
Men det er ikke det, vi taler om, og nu vil jeg
gerne bede både den konservative og den socialdemokratiske ordfører lytte meget nøje. Det,
Michael von Magnus har sagt på pressemødet,

2165

20/11 90: 1. beh. af f. t. beslutn. om foranstaltninger vedrørende AIDS

[Jørgen Winther]
er: Hver fjerde smittede menes at have fået virus ved heteroseksuel kontakt. Det står i pressemeddelelsen, og jeg har lige fået det bekræftet i
mit sekretariat. Hvis det er sådan, at den sundhedspolitiske ordfører for landets største parti
går og tror, at det kun er 5 pet., der er smittet via
heteroseksuel kontakt, så er der virkelig behov
for, at man får en ny debat her i salen af denne
vigtige sag. Så mange, mange tak til Kristeligt
Folkeparti! Der var virkelig behov for det.
Alle de hånende ord, man har hørt fra fru
Dorte Bennedsen, håber jeg hermed - jeg kan
ikke trække dem tilbage, men i hvert fald: falder til jorden. Så altså 25 pet. menes i dag at være smittet ved heteroseksuel kontakt. Så mange
er det!
Selvfølgelig kan jeg ikke sige, om der måske
er en trykfejl i pressemeddelelsen, det kan der
altid være. Tallet overrasker også mig, jeg troede kun, det var omkring 20 pet. Men 25 pet.
har overlæge Michael von Magnus sagt i dag.
Så tak til Kristeligt Folkeparti for debatten.

.

Inger Stilling Pedersen (KRF):
Jeg vil gerne starte med at sige tak for debatten både til dem, der var meget negative, nærmest fjendtlige måske, og til dem, der var meget
mere positive. Det er klart, man har sine holdninger og sine overbevisninger, dem taler man
ud fra, og sådan skal det også være i et demokrati.
Jeg er glad for, at Venstre - enten det nu er
hel- eller halvofficielt - Fremskridtspartiet og
CD i hvert fald har forstået noget af alvoren i
dette her.
Når Kristeligt Folkeparti har fremsat dette
forslag til folketingsbeslutning, er det, fordi vi
mener, at vi skal være meget på vagt over for
den udvikling, vi kan se frem til. Der er nævnt
nogle tal - jeg tror, det var Fremskridtspartiets
ordfører, der havde nogle af de tal fremme om, hvad vi kan forvente, også i forbindelse
med den stigende rejseaktivitet. Vi er bange for
den sløsede holdning, der er blevet til AIDS
herhjemme. Man må næsten ikke tale om det
mere, man er faktisk træt af at høre om det. Det
er en holdning, der er direkte farlig.
Det, jeg gerne vil have, og det, Kristeligt Folkeparti gerne vil have, er, at vi får slået fast, at
AIDS er en dødelig sygdom. Vi må spørge
hinanden, om den måde, vi behandler den på,
er den rigtige. Og hvorfor har vi valgt den må-

2166

de, som vi har? Vi valgte, at det skulle være
anonymt - og det er rigtigt, det har Kristeligt
Folkeparti også tilsluttet sig - men vi mener, at
der måske nu er grund til at tage op til overvejelse, om det er det rigtige. Dengang kunne vi
godt billige det og forstå det, fordi det kunne se
ud sóm et angreb på bøsser, lesbiske og narkomaner, som var den overyejende faregruppe
dengang, men efterhånden som det bliver en
sygdom på linje med mange andre alvorlige,
dødelige sygdomme, er spørgsmålet, om det
hemmelighedskræmmeri, vi skaber omkring
sygdommen, ikke netop gør, at det bliver en
særlig sygdom.
Jeg synes, at netop de ordførere, som har
vendt sig meget stærkt imod forslaget, har gjort
deres til at sige, at AIDS er faktisk sådan noget
tys-tys og meget hemmeligt. Men vi kan jo alle
komme ud for det. Selvfølgelig er der ikke lige
stor risiko for os alle. Personalet på et hospital
er en udsat gruppe, børn kan få det osv., altså
alle kan få det under forskellige omstændigheder, f.eks. gennem en blodtransfusion i udlandet osv. osv. Ingen af os kan sige, at vi ikke på
en eller anden måde kan risikere at få AIDS.
Derfor er det ikke en speciel gruppe, det drejer
sig om. Derfor mener vi, at det var vældig godt i
en kommission at få kulegravet problemerne
nu og i de kommende år for at se, hvordan vi
bedst tackler disse ting.
Så må jeg altså ærlig talt indrømme, at jeg er
lidt chokeret over at høre udtalelserne om voldtægtsofrene. Jeg gad vide, hvilken kvinde, der
kom ud for en voldtægt i dag, som ikke ville
spørge sig selv: Er jeg smittet med AIDS? Jeg
har læst om flere, der har givet udtryk for det.
Angsten sidder der. Så kan man sige: Til hvilken nytte? Det kan man ikke give noget helt entydigt svar på, men det kan måske alligevel være til en vis beroligelse for den person, det er gået ud over.
Det er igen dette, som vi ofte ser: at man lægger mere vægt på ät beskytte den, der begår forbrydelsen, end den, det går ud over. Det kom
meget tydeligt frem - ikke direkte, men måske
mere indirekte - i nogle af indlæggene, at sådan
var det faktisk. Det blev også sagt fra ministerens side, at domstolene i visse særlige tilfælde
kan gøre det. Det er da godt, at det er sådan, og
vi vil da også håbe, at det bliver gjort.
Så var ministeren inde på, at man allerede i
dag med de strafferammer, man har, kan straffe

2167

20/11 90: 1. beh. af f. t. beslutn. om foranstaltninger vedrørende AIDS

2168

[Inger Stilling Pedersen]
en person, der har smittet en anden med vilje.
Jeg synes ikke, fru Inger Stilling Pedersen er
Hvad er der til hinder for, at man stadfæster det med til at klargøre begreberne. Det forekomog siger, at det faktisk er sådan, at det er en al- mer mig noget forvirret, fru Inger Stilling Pevorlig sag og en stor forbrydelse forsætligt at dersen, når man står og taler om, at vi er imod
smitte en anden med AIDS? Jeg tror, det var registrering af AIDS-syge. Det er der ikke noFremskridtspartiets ordfører, der sagde noget gen af os der har talt om; AIDS registreres i
om, at så kan man bare sige, at det vidste man dag, det behøver vi ikke lave lovgivning om ikke; det kan man altid komme uden om.
hvis man er AIDS-syg, bliver man registreret;
Om man skal registreres eller ej - der ligger vi er imod registrering af HIV-positive.
ikke nogen antydning af straf i det, lige så lidt
Og med hensyn til offeret og en eventuel
som hvis jeg skulle registreres for det ene, det smitteoverførsel i tilfælde af voldtægt vil det
andet eller det tredje; vi bliver i dag registreret naturligste være, hvis man er angst, at lade sig
på mangfoldige områder. Lige så lidt skal det teste; og hvis man er negativ, kan man være
være en straf at blive registreret i et AIDS-regi- glad, men ikke med sikkerhed; hvis man er poster. Men her har vi igen dette, at ordførerne sitiv, så er det ikke sikkert, at man er blevet
gør det til noget særligt og siger, at den sygdom smittet af gerningsmanden. Der skal være lidt
har man faktisk næsten selv være ude om at få. fornuft i sagerne.
Så synes jeg i og for sig, at det er Kristeligt
Det mener jeg ikke. Der er fra nogle sider sagt,
at vi skulle være ude på at straffe, og at vi skulle Folkeparti, der har talt mest om at straffe. Der
være fordømmende, og hvad ved jeg. Nej, vi står i forslaget, at man skal hæve strafferamønsker blot at sige, at AIDS faktisk kunne gå men, og det vil vi ikke være med til, og vi kan
hen og blive en folkesygdom, som kunne ram- egentlig ikke se, hvad der skal komme ud af at
me alle, og som vi er lige ansvarlige for. Ingen fængsle folk i 6 eller 7 år. Den gældende straffekan sige, at det er éns egen skyld, hvis man er ramme for disse ting er 6 år. Er der nogen som
blevet smittet. Der ligger overhovedet ikke no- helst glæde for nogen ved at fængsle i 7 år?
get med straf og fordømmelse eller noget som Hvad skulle fordelen dog være? Vi kan kun afvise den slags.
helst andet i det.
Vi håber, at vi kan få en udvalgsbehandling,
hvor vi kan få klaret nogle spørgsmål, nogle tal,
(Kort bemærkning).
nogle begreber, en udvalgsbehandling, som Karen Højte Jensen (KF):
kan blive positiv, selv om man møder med en
Hr. Agerschou kom i sit indlæg med et fornegativ indstilling og synes, at det er helt nytteslag
om, at Sundhedsudvalget måske skulle
løst. Møder man os med en indstilling om, at
man tror, vi er sådan nogle grusomme nogle, holde en informationsdag. Det synes jeg der er
der vil fordømme alle, der har AIDS, er man mange gode grunde til, ikke mindst efter debatfuldstændig galt på den. Vi vil gerne have slået ten her.
Der tales om registrering af kræftpatienter,
fast, at det er en dødelig sygdom, det drejer sig
om, og vi skal måske tage op til overvejelse, om men ikke registrering af AIDS-patienter, og
vi har tacklet den rigtigt. Det kan godt være, at som fru Kirsten Lee lige har fremført, så sker
vi har det, og jeg tror også, at det hidtil har væ- der en registrering af de personer, som har sygret godt med oplysning og med åbenhed, og og- dommen i udbrud. Det understreger, hvor meså, at man har kunnet blive testet anonymt, men get man jonglerer i denne debat, og det synes
spørgsmålet er, om det skal fortsætte. Det kan jeg er ulykkeligt.
Jeg er ked af, at fru Inger Stilling Pedersen
vi diskutere i udvalget, og jeg er villig til at gå
faktisk fremstiller det, som om der er nogle af
ind i en åben drøftelse af det.
os, der ikke tager denne sag alvorligt; vi tager
Jeg håber trods alt på en positiv udvalgsbeden faktisk meget alvorligt, men vi har forskelhandling og takker igen de ordførere, som dog
lige synspunkter med hensyn til, hvordan vi
synes at forstå, hvad det egentlige ærinde var
bedst forhindrer en smittespredning, og den
for Kristeligt Folkeparti.
ulykke, der kan ramme folk, efter at de er blevet
smittet.
(Kort bemærkning).
Så synes jeg nok, det er meget pessimistisk,
og jeg synes også, det er lidt sørgeligt, når fru
Kirsten Lee (RV):

2169

20/11 90: 1. beh. af f. t. beslutn. om foranstaltninger vedrørende AIDS

[Karen Højte Jensen]
Inger Stilling Pedersen siger, at vi alle kan blive
smittet. Mener Kristeligt Folkeparti virkelig, at
vi ikke selv har et ansvar for vores egen adfærd?
Det tror jeg må være en misforståelse, når man
udtrykker sig sådan fra Kristeligt Folkepartis
side.
(Kort bemærkning).
Dorte Bennedsen (S):
Fru Kirsten Lee har i og for sig sagt nogle af
de ting, jeg ville sige, nemlig at vi i dag har registrering af AIDS-syge. Dette handler ikke om
AIDS-syge, det handler om HIV-positive mennesker, og dér er vi ikke tilhængere af registrering, vi er ikke tilhængere af at ophæve anonymiteten, og det er vi ikke, fordi vi mener, at det
skader det, som er vores sigte, nemlig at være
med til at afhjælpe, at der sker yderligere smittespredning.
Jeg vil gerne spørge fru Inger Stilling Pedersen om en enkelt ting. Registre af HIV-antistofpositive personer vil for personale i sundhedssektoren, der i forbindelse med udøvelsen af
deres erhverv er udsat for risiko for at blive
HIV-smittet, give mulighed for at øge forholdsreglerne i de situationer, hvor der er tale om en
reel mulighed for at blive smittet.
Hvis jeg kan læse indenad, så er der her tale
om at lave et register af folk, der er HIV-positive, der ikke har AIDS endnu, og jeg vil gerne
spørge fru Inger Stilling Pedersen, hvad det er
for et personale, der skal have adgang til at slå
op i et sådant register. Er det tandlægen? Er det
fodterapeuten? Er det kirurgen? Hvem er det,
der skal gøre det?
(Kort bemærkning).
Inger Stilling Pedersen (KRF):
For det første vil jeg selvfølgelig sige, at vi
skal passe på os selv, så meget vi kan, men vi
kan jo komme ud for ulykker og andre ting,
hvor vi ikke selv er i stand til at vide, hvad der
sker med os. Det er det, jeg mener.
Og med hensyn til registrering vil jeg gerne
undskylde, at jeg ikke tog det med, for så havde
man jo ikke haft det at falde over, men jeg mente selvfølgelig, at både AIDS og også HIV skal
registreres, fordi det næsten altid vil udvikle
AIDS. Så er det slået fast. Jeg beklager, at jeg
ikke fik de ord med dengang.

2170

I det øjeblik de bliver registreret og man ved,
de er det, så skal man diskutere - og det mener
jeg er noget man skal diskutere i udvalget hvordan man kan bruge de registre. I hvilket
omfang må de bruges? Eller skal de overhovedet forbydes? Men man har en chance for, hvis
en person er blevet smittet og måske ikke vil
oplyse kilden, at bruge dem. Alt det er vi meget
åbne for at drøfte i udvalget.
Derfor har vi lavet et forslag til folketingsbeslutning, fordi vi ikke vil lægge os fast på noget
som helst nu, men vil sige, at der var nogle muligheder dér. Der er skrevet nogle bemærkninger til forslaget, og det kan være, at de bemærkninger ikke er så gode, måske kan de misforstås
og føre hen til noget andet, men så er vi parat til
at se på det på en anden vis. Vi er meget åbne
over for drøftelser i udvalget.
Men jeg må sige til fru Kirsten Lee: Jeg ved
godt, man kan have forskellige opfattelser af
straf eller ikke straf, men jeg tror, det generelt er
en meget god ting, at man ved, at det er en alvorlig forbrydelse at smitte andre med AIDS.
(Kort bemærkning).
Tove Niemann (FP):
Til fru Karen Højte Jensen vil jeg lige sige, at
det er ikke alene vores egen adfærd, der afgør,
om vi får AIDS. O.k., hvis vi bliver i Danmark og det ville måske være godt, så kunne Folketinget begynde at rejse lidt mindre - men i de
lande, jeg nævnte, hvor AIDS er udbredt, bliver
donorblodet ikke testet for AIDS, så enhver,
der rejser uden for Europa, kan risikere at få
AIDS ved en blodtransfusion.
(Kort bemærkning).
Dorte Bennedsen (S):
Nu sagde fru Inger Stilling Pedersen noget
om, at bemærkningerne måske var uklart udformet. Det er de, og jeg bliver nødt til at vende
tilbage til dette spørgsmål:
Vi har ifølge forslaget et register af HIV-positive folk. En af de situationer - for at gøre det
meget enkelt - hvor der virkelig er smitterisiko,
fordi det kan være blodkontakt, der kan give
smitte, kan være ved operationer, for at tage et
klart eksempel. Når fru Inger Stilling Pedersen
har fået lavet et sådant register, er det så sådan,
at overkirurg Jensen, inden han går hen og opererer, eller sygeplejersken, der skal passe pati-

2171

20/11 90: 1. beh. af f. t. beslutn. om foranstaltninger vedrørende AIDS

[Dorte Bennedsen]
enten bagefter, skal kunne gå hen og slå op, om
patient Petersen nu er registreret? Er det det,
fru Inger Stilling Pedersen forestiller sig?
(Kort bemærkning).
Agerschou (SF):
Nu synes jeg, at forvirringen stiger. Både fru
Tove Niemann og fru Inger Stilling Pedersen
har brugt en del bemærkninger på at sige, at vi
alle sammen kan risikere at blive smittet, og det
er nu gået op for mig, efter at de to debattører er
blevet bedt om at forklare sig nærmere, at det,
de tænker på, er, at mange af os rejser i udlandet, i Afrika og andre steder, og vi kan risikere
at komme ud for ulykker, som betyder, at vi
skal have en blodtransfusion, og så kan vi risikere at blive smittet.
Men så er det, jeg spørger mig selv og gerne
vil spørge fru Inger Stilling Pedersen og fru Tove Niemann: Hvordan i alverden skulle det
problem kunne afhjælpes ved en registrering af
HIV-positive i Danmark?
(Kort bemærkning).
Tove Niemann (FP):
Jeg ved ikke, hvad fru Inger Stilling Pedersens registrering går ud på, men vi så faktisk
helst, at det stod på sygesikringsbeviset, om
man havde AIDS eller man ikke havde det, eller på det donorkort, man får udstedt, når man
ønsker at afgive organer. Så var alle sygehuse
og læger advaret, inden de behandlede patienterne.
(Kort bemærkning).
Inger Stilling Pedersen (KRF):
Det lyder så smukt, når hr. Agerschou kommer op og siger sådan og sådan og sådan, men
han blander jo bare tingene sammen. Registrering er én ting, og et register skal bruges, som
alle andre registre bruges på sygehuse og andre
steder, med respekt for de regler, der gælder.
Man kan jo lave de regler, der gælder, så de beskytter så meget, som man overhovedet kan.
Det andet, vi så debatterede, var risikoen for
overhovedet at blive HIV-smittet, og det drejer
det næste sig om. Jeg glemte også før at sige noget om lægers pligt til at informere ægtefæller.
Så vidt jeg ved, har der været noget debat om
det, hvor nogle læger har påstået, at det havde
de ingen mulighed for, hvis patienten ikke ville.

2172

Hvilken anden dødelig sygdom ville man behandle på den måde? Det er spørgsmålet for os.
Så kan man jo trække alle de negative ting,
man vil, frem og prøve at finde nogle ting, som
man nu synes er væsentlige for én. Det er mange spørgsmål, der er rejst med det forslag til folketingsbeslutning, både om kommission og
nogle ting, som vi mener vi kunne tage fat på
nu. Men man kan selvfølgelig også blande det
hele sammen og så sige, at det hele gælder for
det hele, som hr. Agerschou prøvede at give udtryk for. Det er ikke tilfældet.
(Kort bemærkning).
Agerschou (SF):
Jeg synes nu ikke, at jeg i særlig høj grad forsøger at blande tingene sammen, men jeg forsøger at finde ud af, hvad meningen egentlig er
med forslaget. Og jeg må indrømme, at jo mere
fru Inger Stilling Pedersen og fru Tove Niemann får sagt fra talerstolen, jo mere rodet bliver det egentlig, og jo mere usandsynligt er det,
at man har udfoldet større tankevirksomhed,
da man udarbejdede forslaget.
Og så må jeg sige til fru Tove Niemann, at
Fremskridtspartiet nu er i gang med et af de
helt store projekter, nemlig at det skulle stå på
vores sygesikringsbevis, om vi var HIV-smittede eller ej. Det bliver en dyr affære, for konsekvensen må være, at vi skal have fornyet vores
sygesikringsbevis hver dag. Vi skal have taget
en HIV-test hver dag. Er fru Tove Niemann nu
sikker på, at der er dækning for forslaget hos
Fremskridtspartiets finanslovordfører, for det
er et større og kostbart projekt, og dertil kommer naturligvis, at det er meningsløst?
Det var ikke mig, der rodede blodtransfusioner i udlandet ind i debatten, det var faktisk fru
Inger Stilling Pedersen, men det kan jeg forstå
at fru Inger Stilling Pedersen har fortrudt.
Men vi mangler egentlig stadig væk et svar
på, hvilken mening der skulle være i at registrere HIV-positive.
(Kort bemærkning).
Tove Niemann (FP):
Jeg kan berolige hr. Agerschou med, at det
med sygesikringsbeviset ikke står i vores lovforslag. Alle partier herinde har så travlt med at
snakke om forebyggelse, og Fremskridtspartiet
mener, at det vil forebygge sygdommens udbre-

2173

20/11 90: 1. beh. af f. t. beslutn. om foranstaltninger vedrørende AIDS

[Tove Niemann]
delse at få et register; men som jeg sagde i min
ordførertale, ønsker vi et kodet register.

2174

Hermed sluttede forhandlingen.
Afstemning

Sundhedsministeren (Ester Larsen):
Det fremgår af debatten, at der én ting, alle
Folketingets medlemmer er enige om, og det er,
at AIDS er et alvorligt problem og en dødelig
sygdom. Jeg tror, at vi skal holde fast i, at vi er
fælles om den vurdering; ingen kan påstå, at de
har mere lod eller del i den. Men hvis det nu
forholder sig sådan, at den reduktion i antallet
af AIDS-tilfælde i forhold til det forventede antal netop skyldes anonymiteten, så påtager vi os
et alvorligt ansvar ved at ændre den lagte politiske linje.
I beslutningsforslaget taler man om en oplysningspligt for lægen, som er begrænset til at oplyse ægtefælle eller registreret partner. Det er
egentlig en begrænsning i forhold til den forpligtelse, lægen har til at oplyse dér, hvor der er
tale om berettiget varetagelse af andres tarv.
Der har for år tilbage været en diskussion på
grundlag af en opdigtet historie, men i de seneste tre år har reglerne ikke givet anledning til
forespørgsler, hverken i Sundhedsstyrelsen eller i Sundhedsministeriet. Der har ikke været
udtalelser om, at man manglede en klargøring
af reglerne omkring tavshedspligten.
Jeg er enig i, at det nok med mellemrum kan
være sundt at efterprøve, om de politiske linjer,
som vi lægger i fællesskab, stadig er i overensstemmelse med udviklingen, og det er også
sundt at forholde sig til kendsgerninger i stedet
for von høren-sagen.
Jeg vil ikke begynde at opremse forskellige
tal og procenter med hensyn til fordelingen af
smittede. Jeg kan dog oplyse, at andelen af heteroseksuelt smittede mænd og kvinder er stigende, men heteroseksuel smitte sker overvejende i grupper eller ved kontakt til personer
fra grupper, hvor smitten er erkendt udbredt.
Ifølge Sundhedsstyrelsen er der ikke holdepunkter for udbredt heteroseksuel smitte i befolkningen som helhed. Jeg vil gerne forsyne
Sundhedsudvalget med yderligere talmateriale, hvis det er ønsket.
Jeg vil også gerne til hver en tid medvirke til
at sikre et så solidt vidensgrundlag for Sundhedsudvalget som overhovedet muligt. Hvis
der i udvalget er enighed om at ønske en up to
date gennemgang af AIDS-situationen, vil jeg
meget gerne foranledige en sådan.

Forslagets overgang til anden (sidste) behandling
vedtoges uden afstemning.
Anden næstformand (Lilli Gyldenkilde):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen
gør indsigelse mod dette forslag, betragter jeg
det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.
Den næste sag på dagsordenen var:
12) Første behandling af lovforslag nr. L 56:
Forslag til lov om ændring af ilmloven.
Af Lysholm Christensen (KRF) m.fl.
(Fremsat 31/10 90).
Lovforslaget sattes til forhandling.
Forhandling
Kulturministeren (Ole Vig Jensen):
Det forslag, som Kristeligt Folkeparti her har
fremsat, vedrører den såkaldte fifty-fifty-ordning, hvorefter Det Danske Filminstitut kan
yde støtte til dækning af halvdelen af omkostningerne i forbindelse med produktion af spillefilm, dog maksimalt 3V2 mio. kr. for den enkelte film, uden forudgående konsulentbedømmelse og under forudsætning af, at den resterende del af omkostningerne tilvejebringes af
producenten selv.
Fifty-fifty-ordningen blev indført som en del
af den nye filmlov, der blev vedtaget af et bredt
flertal i Folketinget den 30. marts 1989, altså for
kun godt 1Vi år siden.
Forud for vedtagelsen af filmlovens § 6, stk.
4, som omhandler ordningen, var der ført, kan
jeg roligt sige, langvarige forhandlinger for at
finde en alternativ støtteordning til fremme af
film, der kan tiltrække, som det hedder, et større publikum og medvirke til at opretholde biografernes eksistensgrundlag.
Det har endvidere været tanken med ordningen, at den skal bidrage til en øget investering
af privat kapital i dansk filmproduktion i overensstemmelse med de ønsker, som regeringen