Text excerpt

8773

F.t.l. vedr. straffeloven

8774

Lovforslag nr. L 255. Fremsat den 27. april 1994 af justitsministeren (Erling Olsen)

Forslag
til
Lov o m ændring af straffeloven
(Forvoldelse af fare for smitte med livstruende og uhelbredelig sygdom)
§1

§2

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886
af 30. oktober 1992, indsættes i § 252 som
stk. 2:

Loven træder i kraft den 15. juni 1994.

» Stk. 2. På samme måde straffes den, der på
hensynsløs måde forvolder fare for, at nogen
smittes med en livstruende og uhelbredelig
sygdom.«

Loven gælder ikke for Færøerne, men kan
ved kongelig anordning helt eller delvis sættes
i kraft for denne landsdel med de afvigelser,
som de særlige færøske forhold tilsiger.

Justitsmin., j.nr. 1994-730-47

§3

8775

F.t.l. vedr. straffeloven

8776

B e m æ r k n i n g e r til l o v f o r s l a g e t
!

Almindelige bemærkninger

1. Indledning
lovforslaget sigter til at skabe hjemmel i straffeloven til at straffe personer, der skaber fare for, at andre smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom. Der tænkes her hovedsagelig på fare for overførsel af HIV- smitte, der fører til sygdommen AIDS.
2. Gældende ret
Straffeloven af 10. februar 1866 indeholdt i § 181
en bestemmelse om straf for den, »som vidende eller
med formodning om at være behæftet med venerisk
smitte, øver utugt med en anden.« Reglen suppleredes! af § 4 i loven af 30. marts 1906 om modarbejdelse
af offentlig usædelighed og venerisk smitte, der indeholdt en særlig påtaleregel med henblik på de tilfælde, hvor ægtefællen var den smittede.
2.1. Ved straffeloven af 15. april 1930 blev de
nævnte bestemmelser erstattet af § 256, stk. 1, om
straf af hæfte eller fængsel indtil 4 år for den, der
»ved samleje eller andet kønsligt forhold udsætter
nogen for at blive smittet med kønssygdom, når han
har været eller burde have været klar over smittefaren.« Var den for smitte udsatte person gerningsmandens ægtefælle, fulgte det af bestemmelsens
stk.! 2, at påtale - som hidtil - kun fandt sted efter
ægtefællens begæring.
Ved straffelovens § 259 udvidedes strafansvaret til
også at omfatte den, der »ved grov uagtsomhed volder nærliggende fare for, at nogen smittes af kønssygdom.«
§ 256 opfattedes som et konkret faredelikt, dvs., at
det var en betingelse for strafansvar, at der kunne
føres bevis for, at der ved f.eks. et samleje var opstået
en konkret fare for smitteoverførelse.
2.2. Ved lov nr. 193 af 4. juni 1947 om bekæmpelse
af kønssygdomme indførtes regler om smitteopsporing. Desuden pålagdes den enkelte en strafsanktioneret pligt til dels at underkaste sig lægebehandling,
dels at videregive oplysninger om smittekilden. I til-

fælde af sigtelse for overtrædelse af straffelovens
§§ 256 eller 259 var der hjemmel til tvungen undersøgelse.
2.3. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 ophævedes bestemmelserne i straffelovens §§ 256 og 259. Samtidig
indførtes lignende bestemmelser i kønssygdomsloven af 1947, jf. lov nr. 209 af samme dato. Dog blev
strafferammemaksimum sat ned til fængsel indtil 2
år.
Om baggrunden for ophævelsen af §§ 256 og 259
henvistes i lovforslagets bemærkninger til, at tilsvarende bestemmelser ville blive optaget i kønssygdomsloven, og at bestemmelserne i den hidtil gældende affattelse i øvrigt var upåkrævede og delvis
forældede.
Ændringen af strafferammen var hovedsageligt
båret af et ønske om i højere grad at tilpasse strafferammen til det faktiske udmålingsniveau. Herom
henvises til Folketingstidende 1964/65, tillæg A,
spalte 935.
Om baggrunden for forslaget om overførelse af
bestemmelserne fra straffeloven til kønssygdomsloven hed det i indenrigsministerens fremsættelsestale,
jf. Folketingstidende 1964/65, spalte 1886-1887, at
man fandt det hensigtsmæssigt og systematisk rigtigt, at lovgivningen herom henhørte under indenrigsministeren og dermed Sundhedsstyrelsen.
2.4. Ved lov nr. 287 af 23. maj 1973 om bekæmpelse af kønssygdomme, § 10, gennemførtes en yderligere sænkning af maksimumstrafferammen til fængsel
indtil 6 måneder, og gerningsindholdet blev indsnævret til: »den, der gentagne gange eller i øvrigt
under skærpende omstændigheder ved samleje eller
andet kønsligt forhold forsætligt udsætter nogen for
at blive smittet med kønssygdom.« Af forarbejderne
fremgår, at man ved affattelsen af straffebestemmelsen især havde for øje, at der nu var tale om bekæmpelse af smitsomme, men dog helbredelige sygdomme, jf. herved Folketingstidende 1972/73, tillæg A,
spalte 4221 ff.

8777

F.t.l. vedr. straffeloven

2.5. Kønssygdomsloven - der dog ikke omfattede
AIDS - blev ophævet ved lov nr. 224 af 13. april
1988. Under behandlingen af lovforslaget blev det
bl.a. drøftet, om straffelovens bestemmelser om legemskrænkelse kunne finde anvendelse på forsætlig
smitteoverførsel. Herom henvises nærmere til Folketingstidende 1987/88, tillæg A, spalte 3158 ff., tillæg
B, spalte 560, og Folketingets forhandlinger, spalte
6292 ff. og 8876 f f . .
2.6. Straffelovens § 192, stk. 1 og 2, indeholder bestemmelser om forvoldelse af fare for udbredelse af
smitsom sygdom gennem overtrædelse af bestemmelser i særlovgivningen. Efter straffelovens § 192,
stk. 1, straffes således med hæfte eller med fængsel
indtil 3 år den, som »ved overtrædelse af de forskrifter, der ved lov eller i medfør af lov er givet til forebyggelse eller modarbejdelse af smitsom sygdom,
forvolder, fare for, at sådan sygdom vinder indgang
eller udbredes blandt mennesker.« Bestemmelsens
stk. 2 indeholder en skærpet strafferamme på fængsel indtil 6 år med henblik på tilfælde, hvor sygdommen ifølge lovgivningen skal undergives eller på gerningstidspunktet er undergivet offentlig behandling,
eller hvor der er truffet særlige forholdsregler mod
sygdommens indførelse i landet.
De nævnte bestemmelser er indskrænket til tilfælde, hvor der objektivt er forvoldt konkret fare for, at
den pågældende sygdom vinder indgang eller udbredes. Herudover kræves, at faren er forvoldt ved overtrædelse af udtrykkelige forskrifter, der sigter mod at
hindre sygdommens udbredelse. Det er således ikke
tilstrækkeligt, at faren alene skyldes ufotsvarlig adfærd.
Om sygdomme, der er omfattet af § 192, stk. l og
2, kan henvises til lov nr. 114 af 21. marts 1979 med
senere ændringer om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme med liste A og B.
Anvendelsen af § 192, stk. 1 og 2, forudsætter som
udgangspunkt, at der kan føres bevis for, at gerningsmanden ved sin handling har haft forsæt til forvoldelse af konkret fare. Efter § 192, stk. 4, kan strafansvar imidlertid også pådrages, såfremt der alene
kan føres bevis for grov uagtsomhed, men i så fald
gælder en maksimumstrafferamme på fængsel indtil
6 måneder, ligesom der er mulighed for at idømme
bøde.
2.7. Straffelovens almindelige regel om forsætligt
fareforvoldende handlinger findes i § 252, hvorefter
den, der »for vindings skyld, af grov kådhed eller på
lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare
for nogens liv eller førlighed«, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 4 år. En sådan generel bestem-

8778

melse om strafansvar for groft fareforvoldelnde
handlinger fandtes ikke i straffeloven af 1866 og var
således en nydannelse i straffeloven af 1930. ;
§ 252 er i lighed med den nu ophævede særlige
bestemmelse i § 256 om farefremkaldelse ved smitteoverførsel, jf. pkt. 2.1., et konkret faredelikt. Det indebærer, at der i det enkelte tilfælde skal kunne føres
bevis for, at der objektivt set har været fare for en
anden persons liv eller førlighed.
Subjektivt kræves, at gerningsmanden har handlet
med forsæt, dvs. kendskab til situationens ornstændigheder og bevidsthed om, at der forvoldes fare. Offerets samtykke til den fareforvoldende handling har
som udgangspunkt ikke diskulperende virkning, således at gerningsmanden af denne grund kan være
straffri, men et samtykke kan imidlertid efter 0111stændighederne indebære, at gerningsmanden udelukkes fra strafansvar på grund af manglende forsæt.
Faren skal efter bestemmelsens ordlyd have Været
»nærliggende«. I dette udtryk antages at ligge et
krav om, at der har været tale om en åbenbar og væsentlig risiko for følgens indtræden.
§ 252 har navnlig fundet anvendelse i tilfælde af
farlige knivkast, affyring af skud, f.eks. under jagt,
på gaden eller i private haver eller fra altaner og vinduer, og ved hasarderet. kørsel, hvor gerningsmanden har kørt bil på en sådan måde, at et offer har
måttet hage sig fast i bilen.
3. Højesterets dom af 14. april 1994
I afgørelser af henholdsvis 12. marts 1993 og 18.
august 1993 fandt Københavns Byret og Østre .
Landsret, at straffelovens § 252 kunne anvendes på
en person, der gentagne gange havde haft ubeskyttet
seksuel omgang med nogle kvinder, uanset at han
var bekendt med at være smittet med HIV.
Ved Højesterets dom af 14. april 1994 fandt Højesteret imidlertid, at der ikke var grundlag for at anvende straffelóvens § 252 i disse tilfælde. Højesteret
henviste herved bl.a. til, at der i lyset af Folketingets
drøftelser ved ophævelsen af kønssygðornsloveri., i
1988 ikke er tilstrækkelig sikker hjemmel for at straffe sådanne forhold efter straffelovens § 252. Ved
straffastsættelsen for samleje med mindreårige piger
tillagde Højesteret det imidlertid skærpende virkning, at den pågældende havde udsat de rnindrèårige piger for risiko for HIV-smitte.
4. Justitsministeriets, overvejelser og forslag
Udgangspunktet i den danske sundhedspolitiske
indsats mod HIV-smitte og AIDS er og bør være, at
det påhviler den enkelte at beskytte sig selv mod
overførsel af HIV- smitte i forbindelse med kønslig

8779

F.t.l. vedr. straffeloven

omgang m.v. Alligevel kan det forekomme stødende
for retsbevidstheden, hvis en person, der er klar over
at være smittet med HIV-virus, har samleje med eller
på anden måde udsætter andre for smitten uden at
søge at beskytte de pågældende eller at gøre dem
bekendt med smitterisikoen.
For at imødegå sådan hensynsløs adfærd foreslås
det, at straffelovens § 252 suppleres med en bestemmelse om fareforvoldelse for smitte med denne dødelige sygdom.
Bestemmelsen er imidlertid ikke begrænset til
smitte med HIV-virus. Afgørende er, om sygdommen er livstruende og uhelbredelig. Også andre livstruende og uhelbredelige sygdomme, der overføres
ved smitte, kan således efter omstændighederne være omfattet. Viser det sig omvendt på et tidspunkt
muligt at behandle HIV-smitte og AIDS, således at
patienterne helbredes, eller således at sygdommen
ikke længere er dødelig, kan der ikke antages at være
behov for det stærke strafferetlige værn. HIV-smitte
og AIDS bliver i så fald at sammenligne med sygdomme, som kan helbredes, eller som ikke er livstruende, hvor der ikke gælder noget generelt strafferetligt værn, men hvor bestemmelsen i straffelovens
§ 192, jf. herom ovenfor pkt. 2.6., efter omstændighederne kan bringes i anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse retter sig mod den,
som på hensynsløs måde volder fare for smitte med
sygdomme af den nævnte art, typisk AIDS. For så
vidt angår overførsel af HIV-smitte, der er bestemmelsens hovedanvendelsesområde, tænkes der herved på samleje, anden kønslig omgængelse, hvorved
smitte påviseligt kan overføres, samt anden adfærd,
der kan medføre smitte, f.eks. afgivelse af sæd til
ukontrolleret, privat anvendelse, overladelse af inficerede sprøjter, kanyler og lignende til andres brug
m.v.
Fareforvoldelsen skal være hensynsløs. Heri ligger,
at den, der har søgt at beskytte andre mod smitteoverførelsen, ikke kan straffes. Er der således tale
om samleje, hvor der er anvendt kondom eller lignende beskyttelsesrnidler, der almindeligvis af lægevidenskaben anses for effektive til at modvirke overførsel af smitte ved kønsakter af den pågældende type, ifalder den HIV- smittede ikke strafansvar. Oplyser den smittede klart sin seksualpartner om at være
HIV-smittet, og ønsker partneren alligevel at gennemføre kønsakten ubeskyttet, kommer strafansvar
heller ikke på tale. På tilsvarende måde vil en narkoman, der udlåner brugte sprøjter og kanyler til en
anden med oplysning om at være HIV-positiv, ikke
kunne straffes, hvis modtageren uanset denne viden
beslutter sig til at anvende injektionssprøjten eller

8780

kanylen. Et gyldigt samtykke fritager således for
strafansvar efter § 252, stk. 2.
Det må endvidere fremhæves, at enkeltstående tilfælde af ubeskyttet samleje eller tilsvarende homoseksuelt forhold mellem en HIV-smittet og en rask
person ikke nødvendigvis fører til, at bestemmelsen
er overtrådt. I tilfælde, hvor der foreligger særlig
hensynsløshed eller andre skærpende omstændigheder, f.eks. hvor der er tale om samleje m.v. med en
mindreårig, eller hvor der tillige begås voldtægt, eller hvor gerningsmanden har udvist svig med hensyn
til smittefaren, kan strafansvar dog gøres gældende
for et enkeltstående tilfælde.
Det er yderligere en betingelse for strafansvar, at
der voldes fare for, at nogen smittes med den livstruende og uhelbredelige sygdom. Er der således tale
om et ubeskyttet samleje mellem to personer, der
begge er HIV- positive, kan ingen af dem (på ny)
smittes med sygdommen, og ingen af dem kan derfor
ifalde strafansvar. Viser en HIV-test af forurettede
på tidspunktet for sagens pådømmelse, at forurettede er HIV-smittet, må det afgøres ud fra en sædvanlig bevisvurdering, om forurettede må antages at have været HIV-smittet på det tidspunkt, hvor samleje
m.v. med gerningsmanden fandt sted, eller om smitten må antages at være påført ved samlejet m.v. med
gerningsmanden eller senere.
Også andre end den, der selv er HIV-smittet, kan
ifalde strafansvar efter bestemmelsen. Tænker man
sig således en person, der medvirker til, at en HIVsmittet har ubeskyttet samleje med andre vel vidende, at den pågældende er smittet, kan der efter omstændighederne ifaldes ansvar for medvirken, jf.
straffelovens § 23. På tilsvarende måde kan efter omstændighederne en rask person straffes efter bestemmelsen, hvis den pågældende med forsæt hertil medvirker til et overfald, hvor den overfaldne stikkes
med en HIV-inficeret injektionssprøjte.
Det er en betingelse for strafansvaret, at der skabes fare for smitte med den livstruende og uhelbredelige sygdom, typisk AIDS. Faren skal imidlertid
ikke som i § 252, stk. 1, være nærliggende. Som det
fremgår ovenfor pkt. 2.7., ligger der heri, at fare for
smitte skal være åbenbar og væsentlig. Risikoen for
overførsel af smitte ved et ubeskyttet samleje eller
tilsvarende homoseksuelt forhold ligger antagelig
under 1pet. Denne smitterisiko kan ikke med sikkerhed siges at være nærliggende i den nævnte betydning. For også at kriminalisere sådanne ubeskyttede
samlejer m.v. mellem en HIV-smittet og en rask person anvendes i bestemmelsen alene udtrykket fare.
Det er heller ikke en betingelse for bestemmelsens
anvendelse, at det kan bevises, at offeret i det konkrete tilfælde er blevet smittet. Det er tilstrækkeligt,

8781

F.t.l. vedr. straffeloven

at det bevises, at gerningsmanden har foretaget en
handling eller undladelse, der typisk er farlig ved at
skabe risiko for smitte af den i bestemmelsen nævnte
karakter, f.eks. at en HIV-smittet har haft ubeskyttet
samleje.
Sygdommen skal som nævnt være livstruende og
uhelbredelig. Heri ligger, at det skal være overvejende sandsynligt, at personer, der smittes med sygdommen, i almindelighed afgår ved døden inden for et
kortere åremål, dvs. indenfor maksimalt 10-15 år.
Kan sygdommen bringes til ro, f.eks. gennem sædvanlig lægelig behandling, således at smittede personer i de fleste tilfælde lever længere end dette tidsrum, kan bestemmelsen ikke anvendes. Sygdommen
skal også være uhelbredelig. Dette indebærer, at sygdomme, som - hvis patienten undergives rettidig,
sædvanlig lægelig behandling - almindeligvis kan
helbredes, heller ikke omfattes af bestemmelsen. Det
gælder f.eks. livstruende sygdomme som kopper, kolera, tyfus, meningitis og lignende. Bestemmelsens
anvendelsesområde bliver således især AIDS og
smitte med HIV-virus. Også andre sygdomme kan
imidlertid tænkes omfattet efter en konkret vurdering.
Det er en betingelse for et strafansvar efter § 252,
stk. 2, at der foreligger forsæt. Forsættet skal omfatte
alle elementer i gerningsbeskrivelsen. Dette indebærer eksempelvis, at gerningsmanden skal vide eller
anse det for overvejende sandsynligt (sandsynlighedsforsæt), at der foreligger en smitterisiko. Er den
pågældende testet for HIV-virus og fundet positiv, er
denne betingelse selvsagt opfyldt. Selv om dette vil
være den typiske situation, er det dog ingen ufravigelig betingelse for strafansvar, at det kan bevises, at
der har været foretaget en positiv HIV-test. Også i
tilfælde, hvor det på anden måde med den fornødne
sikkerhed kan godtgøres, at den pågældende har
vidst eller bestemt antaget at være HIV-smittet, kan
strafansvar komme på tale. Som eksempel kan nævnes en læge, der er smittet med HIV-virus, og som
selv - uden en HIV-test - er klar over dette, eller en
person, der er bekendt med at have alle klare symptomer på AIDS i udbrud, men som ikke er testet.
Gerningsmandens forsæt skal endvidere omfatte
spørgsmålet om, hvorvidt den forurettede var ikkesmittet på gerningstidspunktet. Den retlige betydning af eventuelle faktiske vildfarelser med hensyn
til forurettedes helbredstilstand på dette punkt må
afgøres efter dansk rets almindelige forsætslære.
Som ovenfor nævnt kan strafansvar efter omstændighederne også gøres gældende over for personer,
der medvirker til overførsel af smitte. Her er forsætskravet opfyldt, hvis det med den fornødne sikkerhed
kan godtgøres, at den pågældende var bekendt med

8782

smitterisikoen, også selv om der ikke foreligger bevis
for, at vedkommende var gjort bekendt med resultatet af en test for HIV-virus.
Forsættet onifatter også hensynsløsheden. Dette
indebærer, at en person, der søger at hindre udbredelsen af smitte, men hvor dette af grunde, der ikke
kan tilregnes ham, mislykkes, ikke kan straffes. Tænker man sig således en HIV-smittet person, der har
samleje med en anden under anvendelse af kondom,
men hvor kondomet glider af eller er bristet, uden at
det bemærkes, kan strafansvar ikke gøres gældende.
Forsættet skal tillige omfatte, at der er tale om
smitte med en livstruende og uhelbredelig sygdom.
Med det oplysningsniveau, der er etableret, må det
generelt lægges til grund, at den danske befolkning
og udlændinge med ophold her i landet har kendskab til, at HIV-virus og AIDS er livstruende og
uhelbredelig. Ved eventuelle andre sygdomme, som
er livstruende og uhelbredelige, kan der imidlertid
være tale om, at den pågældende ikke var bekendt
med risikoen for smitte eller med sygdommens karakter. I så fald foreligger der ikke det fornødne forsæt, og bestemmelsen kan ikke anvendes.
Strafferammen i § 252, stk. 2, er som i stk. 1 hæfte
eller fængsel i indtil 4 år. Over for den, der ikke er
fyldt 21 år, er der mulighed for at idømme bødestraf
efter reglen i straffelovens § 91, stk. 2. Strafnivèauet
forudsættes at komme til at svare til det hidtidige
ved overtrædelse af § 252, dvs. som udgangspunkt en
kortere ubetinget frihedsstraf. Har den pågældende
haft forsæt til at begå andre og alvorligere straffelovsovertrædelser, f.eks. grov legemsbeskadigelse
(§ 246) eller manddrab, kan der i stedet straffes efter
disse bestemmelser, eventuelt for forsøg. I øvrigt vil
der kunne straffes i sammenstød med f.eks. straffelovens §§ 245, 216, stk. 2, og 222, stk. 2.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af
betydning.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 7
Der henvises til de almindelige bemærkninger,
pkt. 4.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 15. juni
1994.
Til § 3
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighedsområde.

10007

27/4 94: Skriftlig fremsættelse

[Arbejdsministeren]
Bestemmelsen i ligebehandlingslovens § 7
om forældrenes ret til barselfravær giver moderen ret til fravær i 14 uger efter barnets fødsel. Faderen har ret til 2 ugers orlov sammen
med moderen i de første 14 uger efter fødslen.
De sidste 10 uger af barselfraværet kan deles af
forældrene.
Forslaget til en ny § 7 a i ligebehandlingsloven understreger princippet om, at fraværet fra
arbejdet/barselorloven er en absolut ret for
forældrene, der bevares, selv om arbejdet hos
arbejdsgiveren genoptages i kortere tidsrum.
Lovændringen fjerner hermed den tvivl, der
eventuelt kunne være om, hvorvidt ligebehandlingslovens beskyttelsesregler mod afskedigelse gælder for de tidsrum, arbejdet eventuelt genoptages under barselorloven.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og
bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.
Justitsministeren (Erling Olsen):
Herved tillader jeg mig for det høje Ting at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af straffeloven.
(Forvoldelse af fare for smitte med livstruende
og uhelbredelig sygdom).
(Lovforslag nr. L 255).
Ved lovforslaget tilsigtes at skabe hjemmel i
straffeloven til at straffe personer, som på hensynsløs måde volder fare for, at nogen smittes
med en livstruende og uhelbredelig sygdom.
Forslaget retter sig navnlig mod smitte med
HIV-virus, der fører til sygdommen AIDS,
men også andre livstruende og uhelbredelige
sygdomme kan efter omstændighederne være
omfattet.
Forslaget skal bl.a. ses i sammenhæng med,
at Højesteret i en dom af 14. april 1994 slog
fast, at der ikke er tilstrækkelig sikker hjemmel
i straffelovens § 252 til at straffe personer, der
udsætter andre for HIV-smitte f.eks. gennem
ubeskyttet seksuel omgang.
Forslaget indebærer ikke på nogen måde et
brud med den hidtidige sundhedspolitiske indsats mod smitte med HIV-virus og AIDS. Det
påhviler således fortsat først og fremmest den
enkelte at beskytte sig selv mod smitterisikoen.
Og det er jo ikke sygdommen AIDS, der kriminaliseres.
Det er imidlertid stødende for retsbevidstheden, hvis der ikke er mulighed for at reagere

10008

over for personer, der tilsidesætter ethvert hensyn til andre og udsætter f.eks. seksualpartnere
for smitterisiko. Personer, der er bekendt med
at være HIV-smittede, må således enten beskytte sig eller fortælle den anden om smitterisikoen.
Strafansvar i sådanne tilfælde kommer således kun på tale, hvis f.eks. et samleje gennemføres ubeskyttet eller den anden holdes i uvidenhed om risikoen for HIV-smitte.
Endvidere omfatter bestemmelsen bl.a. et
overfald, hvor den angrebne stikkes med en
HIV-inficeret injektionsprøjte.
Det er alene sådanne former for hensynsløs
adfærd, der vil kunne straffes.
Idet jeg henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.

Skriftlig redegørelse:
Redegørelse af 27/4 94 om forebyggelse.
(Redegørelse nr. R 17).
Sundhedsministeren (Torben Lund):
Sundhed og sundhedstilstand
De statistiske indikatorer - senest Middellevetidsudvalgets store talmateriale - viser på én
og samme tid et lyst billede og et mørkt billede
af udviklingen i den danske befolknings sundhedstilstand.
Det lyse billede:
- Færre unge starter med at ryge.
- Stigningen i alkoholforbruget er bremset.
- Dødeligheden af hjerte-kar-sygdomme er
faldet gennem de seneste 15 år.
- Den hidtidige udvikling i antallet af HIVsmittede har været ret stabil.
- Betydeligt fald i pludselig uventet spædbørnsdødelighed.
Det mørke billede:
- Danskernes gennemsnitlige levealder er steget mindre end i de øvrige OECD-lande. I
forhold til Norge og Sverige har Danmark
en overdødelighed på 5.000 personer pr. år.
- En mand under 50 år, som er ledig i længere
tid, har en dødelighed, som er dobbelt så høj
som jævnaldrende i fast arbejde. For kvin-

10585

4/5 94: 1. beh. af f. t. beslutn. om tilskud til børnepasning

10586

Else Winther Andersen (V):
være sammen med i løbet af dagen. Derfor tror
Jeg vil gerne starte med at beklage her fra jeg også, at der i de kommende år vil opstå en
Folketingets talerstol, at man har sprunget del nye former for legestuer og en del nye forVenstres ordfører over i talerrækken, men jeg mer for samvær for de børn, der bliver passet i
skal prøve at samle trådene her til sidst vedrø- hjemmet af deres forældre, og den udvikling
kunne vi være med til at styrke ved at give forrende dette beslutningsforslag.
Jeg kan starte med hr. Lysholm Christensen ældrene nogle reelle valgmuligheder.
I øvrigt vil jeg gerne sige tak for de positive
- hvis ellers han har tid til at høre efter, han var
bemærkninger,
der er faldet om beslutningsden sidste ordfører, og derfor er det også ret
forslaget,
og
jeg
oplever sådan set, at der også
logisk, at det er her, jeg tager lidt fat - som
her
i
folketingssalen
er en vis bevægelighed.
sagde, at Venstre og De Konservative er bedst
CD og De Radikale var ikke helt firkantede,
til at fremsætte et sådant forslag, når de ikke er
selv om de afviste forslaget, men sagde noget i
i regering. Jamen det er jo lige nøjagtig det
retning af, at det kunne da godt være, det var
modsatte, der er tilfældet. Vi burde snarere vænoget, der skulle betragtes på længere sigt, og
re blevet beskyldt for, at vi gik ind for genbrug, at der er noget, som måske skal gøres på en
og det havde været mere rimeligt, for her er jo anden måde, og jeg synes, det lover godt for
tale om genfremsættelse af et forslag, som blev det kommende udvalgsarbejde.
fremsat, da vi var i regering.
Men jeg kan ikke lade være med at trække
Det er ganske rigtigt kommet frem på et sent en anden ting ind, og det er søskenderabatten i
tidspunkt; men det er vi jo ligefrem blevet bedt de offentlige pasningstilbud, som i den grad er
om, for økonomiminister Marianne Jelved har en bremseklods for, at man kan tænke noget
meldt klart ud, at vi skal se på nogle mere flek- mere fleksibelt og også tænke i nogle alternatisible børnepasningsmuligheder, og i den sidste ve pasningsformer. Hvis man kunne få tingene
weekend hørte vi fra Kristeligt Folkepartis brudt op og finde frem til en anden form for
landsmøde, at man går meget stærkt ind for at søskendebetaling end i dag, tror jeg også, vi
styrke familien og børnepasningen ved at give kan få et andet og bedre børnepasningssystem.
en reel valgmulighed. Derfor synes jeg nok, at
Jeg håber, at vi med udgangspunkt i den deforslaget er fremsat på et meget rigtigt tids- bat, vi har haft i dag, kan få en god debat i
punkt.
udvalget, og at vi kan få flyttet nogle grænser
Men ellers må vi sige, at baggrunden for, at på hele dette område.
dette beslutningsforslag er blevet fremsat, er
den meget store forskelsbehandling af de forHerined sluttede forhandlingen.
ældre, der benytter de offentlige tilbud, og de
Afstemning
forældre, der vælger at passe deres børn hjemme eller måske ønsker at få dem passet ude en
Forslagets overgang til anden (sidste) bedel af dagen og derfor opretter nogle private
pasningsordninger. Vi mener det virkelig reelt, handling
når vi gerne vil være med til at ligestille foræl- vedtoges uden afstemning.
drene. Der er jo virkelig stor forskel rent pengemæssigt. Vi ved, at det offentlige tilskud er Den fg. formand (Helge Sander):
op til 80.000 kr., og det kunne da være, at hvis
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutforældrene fik det tilskud, kunne de gå ned i ning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen
arbejdstid og få reelt forbedrede muligheder gør indsigelse mod dette forslag, betragter jeg
for at være sammen med deres børn.
det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.
Der er ingen tvivl om, at der i øjeblikket er
meget stor grøde - altså udtryk for, at det spiDen sidste sag på dagsordenen var:
rer og gror, og det er altid positivt - når det
gælder om at finde frem til andre børnepasningsmuligheder, end vi kender i øjeblikket. 7) Første behandling af lovforslag nr. L 255:
Det fremgår af, at forældrene siger: Vi vil helForslag til lov om ændring af straffeloven.
lere selv have lov til at passe vores børn, og vi (Forvoldelse af fare for smitte med livstruende
vil selv have lov til at bestemme, hvem de skal og uhelbredelig sygdom).

10587

4/5 94: 1. beh. af f. t. 1. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte

Af justitsministeren (Erling Olsen).
(Fremsat 27/4 94).
Lovforslaget sattes til forhandling.
Forhandling
Lissa Mathiasen (S):
For nylig frikendte Højesteret en mand, som
var sigtet, fordi han - på trods af at han vidste,
han var HIV-positiv - havde haft ubeskyttet
samleje med 23 kvinder.
Afgørelsen kom bag på mange - også på
mange her i Folketinget, tror jeg, fordi vi ved
en tidligere lejlighed havde haft en drøftelse,
hvor en række partier gav udtryk for, at man
anså § 252 i straffeloven for anvendelig i netop
den slags sager. Jeg tror også, det kom lidt bag
på byretten og landsretten, som faktisk dømte
den pågældende efter § 252. Men det er historie og i en vis forstand uinteressant, eftersom Højesteret har afgivet sin kendelse, som vi
naturligvis alle må tage til efterretning.
Siden er overvejelserne gået på, hvorledes
man kunne udforme en lovændring, som gør
det muligt at straffe den, som ved groft uforsvarlig adfærd udsætter andre for at blive smittet med en uhelbredelig, livstruende sygdom.
Der er ingen grund til at skjule, at denne opgave langtfra er så nem, som man måske kunne
tro i første omgang og ved første øjekast. Vi
begiver os her ind på det mest intime område i
menneskers samliv og bevæger os dermed et
eller andet sted mellem jura og etik, og hertil
kommer hensynet til vores AIDS-politik, som
er blevet fastlagt af et meget stort flertal her i
Folketinget, og som har til formål i videst muligt omfang at hindre udbredelsen af HIV-virus. Og sidst - men bestemt ikke mindst - kommer hensynet til de mennesker, som er HIVpositive, og som ikke skal belastes yderligere
med en udhængning, endsige en antydning af
kriminalisering.
For Socialdemokratiet er det vigtigt at fastslå, at vores AIDS-politik fortsat skal baseres
på frivillighed, anonymitet og den enkeltes
tryghed ved at henvende sig til sundhedsvæsenet. Derfor skal et hovedelement i den sundhedspolitiske indsats også fortsat være, at
smitte kan undgås, og at den enkelte derfor har
et ansvar for at beskytte sig mod HIV-smitte.

10588

Selv om det burde være overflødigt, skal det
alligevel understreges, at det lovforslag, som
nu er fremsat, ikke på nogen måde har til hensigt at kriminalisere HIV-smittede. Den viden,
vi har, viser, at HIV-smittede optræder meget
ansvarligt. Jeg tænker her ikke mindst på bøsserne, som var den første gruppe, som blev
ramt. Ser vi på forekomsten af de kønssygdomme, der er særlig relateret til bøsser, er de - om
end ikke helt forsvundet - dog reduceret meget
væsentligt, og det er faktisk en god indikator
for, at der anvendes beskyttelse under seksuelle forhold. Derfor er det heller ikke hensigten,
at bestemmelsen skal anvendes på enkeltstående forhold, og efter vores mening burde f.eks.
den såkaldte Grenaasag aldrig have været
rejst.
Men problemerne opstår, hvor der er tale
om en groft hensynsløs adfærd, hvor man på
trods af viden om at være HIV-smittet systematisk undlader at anvende beskyttelse, eller
hvor man direkte adspurgt benægter at være
smittet. Efter vores vurdering hører en adfærd
af en sådan karakter til undtagelserne, og vi
tror derfor også, at det formentlig kun vil være
få sager, hvor bestemmelserne i dette lovforslag vil blive taget i anvendelse.
Som jeg nævnte før, befinder vi os på et
grænseområde for lovgivning, og hvor jeg har
set, at også fru Birthe Rønn Hornbech fra Venstre i et par artikler i dagspressen stiller en
række spørgsmål, som klart illustrerer vanskelighederne af både juridisk og etisk karakter.
Det beviser vel også, hvor god grund der er til
at gå ind i et grundigt udvalgsarbejde, hvor vi
også lytter til de folk, som har særlig viden, og
her tænker jeg på de HIV-positives organisationer og læger, jurister og folk, som arbejder
for AIDS-oplysningen.
For os i Socialdemokratiet er det vigtigt, at
det resultat, vi når frem til, bliver bredt accepteret og dermed ikke bliver en anklage mod,
men tværtom en beskyttelse af de HIV-smittede.
Pia Christmas-Møller (KF):
Da mit partis ordfører, hr. Helge Adam
Møller, er forhindret i at være til stede, skal jeg
på Det Konservative Folkepartis vegne sige, at
vi kan støtte justitsministerens lovforslag.
Ministeren fortjener ros, fordi han har handlet hurtigt, fornuftigt og i overensstemmelse

10589

4/5 94: 1. beh. af f. t. 1. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte
10590
[Pia Christmas-Møller]
med den retsbevidsthed, som jeg ikke er i tvivl ger initiativ til at skabe den fornødne lovhjemom at det store flertal af den danske befolk- mel på dette område.
ning har på dette område. Det er stødende for
Forslaget indebærer en kriminalisering af
både min egen og den konservative folketings- forvoldelse af fare for smitte med en livstruengruppes retsbevidsthed, og heldigvis også for de og uhelbredelig sygdom. Det er vigtigt at
retsbevidstheden i regeringspartierne, hvis lo- understrege, at der ikke er tale om en kriminaven ikke giver mulighed for at reagere markant lisering af sygdommen AIDS, men vi kommer
over for personer, der tilsidesætter ethvert hen- ikke uden om at tage højde for denne sygdom i
syn til andre på en sådan måde, at det kan på- retlig henseende.
føre et andet menneske en uhelbredelig og døForslaget indebærer, at det bliver strafbart
delig sygdom.
med forsæt at udsætte andre for smittefare ved
Jeg vil godt slå fast, at siden kønssygdomslo- bevidst at undlade at gøre opmærksom på en
ven blev ophævet i 1988, har den konservative tilstand, man selv er vidende om. Hvis en perfolketingsgruppe haft den opfattelse, at straffe- son er vidende om en anden persons HIV-tillovens § 252 gav mulighed for at straffe perso- stand, kan den HIV-smittede ikke retsforfølges
ner, der udsætter andre for HIV-smitte. Det efter paragrafferne i dette forslag, idet modmente byretten og landsretten også, men nu parten har været vidende om smitterisikoen.
har Højesteret talt og ved dom fastslået, at § Det er således kun i tilfælde, hvor den smitten252 i straffeloven ikke med tilstrækkelig sik- de bevidst fortier oplysninger og dermed bekerhed giver mulighed for at straffe personer, vidst udsætter en anden person for smitterisider udsætter andre for HIV-smitte, f.eks. gen- ko, at forslagets paragraffer kan finde anvennem samleje uden beskyttelse. Den dom tager delse, og vi finder derfor, at der er indbygget
vi til efterretning, den er klar nok.
en høj grad af retssikkerhed i forslaget, hvilket
Men når lovgrundlaget ikke er klart nok, er efter vores opfattelse også er rigtigt.
det selvfølgelig Folketingets opgave at sikre, at
Man kan måske frygte, at nogle hellere vil
lovgrundlaget er til stede, hvis vi mener, det leve i uvidenhed og ikke risikere at blive dømt
skal være strafbart bevidst at udsætte et andet end at lade sig teste. Hertil skal siges, at dette
menneske for livsfare. Det gør dette lovforslag, selvfølgelig kan blive konsekvensen, men jeg
og det gør det på en sådan måde, at det ikke på tror, det er ganske få, der vil ræsonnere på
nogen måde indebærer et brud med den hidti- denne måde. Dertil skal også siges, at det fremdige sundhedspolitiske indsats i forbindelse går af bemærkningerne, at loven først og fremmed HIV-smitte og AIDS. Det er vigtigt at slå mest skal finde anvendelse ved gentagne tilfælfast, at det ikke er sygdommen AIDS, der kri- de af hensynsløs adfærd.
Venstre støtter primært dette lovforslag af
minaliseres, men alene den, der ved, at hun eller han har sygdommen og alligevel bevidst hensyn til retsfølelsen hos borgerne. Vi tror
udsætter andre for livsfare.
ikke, at forslaget har den store forebyggende
Vi kan tilsige lovforslaget en hurtig, men effekt, men hvis det kan øge ansvarligheden
omhyggelig udvalgsbehandling, så loven kan for seksuel udfoldelse, vil det være en positiv
sidegevinst. Man kan dog ikke afvise, at f.eks.
træde i kraft den 15. juni i år, jf. lovens § 2.
personalet i fængsler vil nyde godt af en større
retssikkerhed, f.eks. i tilfælde af trusler med
Svend Heiselberg (V):
kanyler, der kan være inficerede.
Da vores ordfører på området, fru Inge
Venstre mener, at de mere juridiske aspekDahl-Sørensen, ikke kan være til stede, skal ter, som forslaget kan give anledning til overjeg fremføre følgende:
vejelse om, bør vurderes nærmere under udNærværende lovforslag er en direkte konse- valgsbehandlingen. Et par medlemmer af Venkvens af Højesterets dom den 14. april, hvor stres gruppe har en juridisk baggrund og er
Højesteret udtaler, at man ikke finder, at der er derfor betænkelige ved lovforslaget, og at der
lovhjemmel til at straffe en person, der med kan være problemer, ses bl.a. af professor von
forsæt har udsat andre for fare for smitte med Eybens artikel i Politiken den 28. april. Her er
HIV. En sådan domsafsigelse giver naturligvis professoren inde på, om man også bør krimianledning til eftertanke, og i Venstre hilser vi nalisere grov uagtsomhed og ikke blot en fordet derfor velkommen, at justitsministeren ta- sætlig handling.

10591

4/5 94: 1. beh. af f. t. 1. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte

[Svend Helselberg]
Som sagt finder Venstre, at forslaget betyder
et fremskridt i forhold til borgernes retsfølelse,
og vi vil gå positivt ind i udvalgsarbejdet.
Pernille Frahm (SF):
Lad mig allerførst sige, at det var en epokegørende dom, der faldt i Højesteret, da man
frikendte den HIV-smittede person, der dyrkede usikker sex.
En af de ting, dommen førte til, var den diskussion, vi nu ser resultatet af. En anden ting
var, at en lang række jurister og læger håbede,
at Folketingets politikere ville tænke sig
grundigt og længe om, inden man eventuelt
gav sig til at lovgive, men dette håb er jo desværre blevet gjort til skamme med det forslag,
vi har liggende foran os.
Det, man gør nu, er at prøve at kriminalisere
en handling, som ingen lov kan forhindre. Ingen lov i denne verden kunne have forhindret
det, der er sket, for der er vel ingen, der tror, at
den person, der blev frikendt i Højesteret, ville
have undladt at dyrke usikker sex med 23 kvinder, heraf nogle mindreårige, fordi loven eventuelt havde forbudt det. Fakta var jo, at alle
troede, det var forbudt, og alle troede, han ville
blive dømt, så risikoen for at blive dømt var
altså ikke noget, der afholdt personen fra at
handle, som han gjorde. Den gjorde ikke indtryk på ham.
Jeg forstår ikke, hvorfor Venstres ordfører,
hr. Svend Heiselberg, kan tro, at det vil få en
præventiv virkning, at vi nu indfører en lov,
som folk rent faktisk troede allerede eksisterede. Jeg er fuldstændig enig i, at det, der er sket,
er umoralsk, forkasteligt og forargeligt, men
moral og lov er nu engang ikke nødvendigvis
samme sag.
Problemet er, at ingen af os kender prisen
for at kriminalisere denne handling. Jeg vil
gerne høre, om Venstres ordfører er enig i det,
som fru Birthe Rønn Hornbech udtaler i Ekstra Bladet den 29. april. Hun rejser en række
spørgsmål og siger:
»Det rejser igen spørgsmålet om registrering. Det rejser spørgsmålet om frivillighed og
anonymitet. Det rejser spørgsmålet om hele tilliden til sundhedsvæsenet. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt færre vil søge læge.«
Og i øvrigt fortsætter rækken af spørgsmål.
Jeg vil gerne høre, om hr. Svend Heiselberg
er enig i, at disse spørgsmål ikke kan løses med

10592

det foreliggende lovforslag, og at det er en problemstilling, vi i hvert fald skal kulegrave, inden vi er færdige med den behandling, vi skal i
gang med.
1 1988 ophævede et enigt Folketing - i øvrigt
efter forslag fra SF - loven om kønssygdomme.
Selv om loven dengang ikke handlede om
AIDS eller HIV, som det ganske rigtigt er
nævnt i bemærkningerne til det foreliggende
lovforslag, blev debatten netop rejst på grund
af AIDS-problemet, og det var netop et forsøg
på at styrke kampen mod udbredelse af denne
smitte, der førte til beslutningen. Vi kender
ikke konsekvenserne af at omgøre denne beslutning nu, men da forslaget om ophævelse af
lov om kønssygdomme var til første behandling, sagde den nuværende sundhedsminister,
som dengang var ordfører for Socialdemokratiet, følgende:
»Tværtimod mener jeg, at man meget godt
kunne tænke sig, at kønssygdomsloven i virkeligheden har virket blokerende for, at nogle,
der mente sig smittet, har søgt undersøgelse og
behandling på et tidligt tidspunkt. Loven er sådan som den er udformet - lidt udtryk for en
løftet, moralsk pegefinger. Jeg tror, der er mange, der på grund af bl.a. denne lovgivning og
den tvang, der er knyttet til denne lovgivning,
dukker sig lidt for at møde op til undersøgelse
og behandling for en kønssygdom.«
Jeg vil gerne høre, om det stadig er udtryk
for ministerens og Socialdemokratiets opfattelse.
Så vil jeg også gerne gøre opmærksom på, at
når fru Pia Christmas-Møller troede, man i
den aktuelle sag kunne dømme folk efter straffelovens paragraffer, var der et mindretal, der i
betænkningen over forslaget om ophævelse af
kønssygdomsloven delte fru Pia ChristmasMøllers syn.
Det forebyggende arbejde, som faktisk har
været temmelig succesfuldt herhjemme, når
det gælder om at standse smittespredning af
HIV og AIDS, har bygget på information og
på tillid til, at anonymiteten blev bevaret og
tillige på ansvarliggørelse af begge parter, og
det skal være udgangspunktet for min sidste
indvending mod lovforslaget. Der skal to til en
vals, som man siger, og midt i al den snak, der
har været, har man fuldstændig overset den lille detalje, at der er en anden part. Jeg frygter,
at vi med det foreliggende lovforslag risikerer
at give en falsk tryghed til denne anden part.

10593

(663)
4/5 94: 1. beh. af f. t. 1. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte

Tom Behnke (FP):
Jeg tror, det specielt er med henblik på den
anden part, man har fremsat dette lovforslag,
og jeg er yderst tilfreds med, at man har gjort
det.
Fru Pernille Frahm var inde på, at før højesteretsdommen troede alle, at det, som denne
person havde gjort, var forbudt. Jeg troede det
også, og jeg var sikker på, at personen ville blive dømt.
Fru Pernille Frahm sagde, at det ikke afholdt den nu frikendte fra at gøre, som han
gjorde - nej! Men hvis Folketinget ikke reagerer på nuværende tidspunkt, hvor vi har de informationer, vi har, sender vi et signal ud til
befolkningen om, at det var i orden, hvad personen gjorde. Men det var netop ikke i orden,
hvad personen gjorde, og derfor er Folketinget
nødt til at reagere fuldstændig, som ministeren
her lægger op til.
Fremskridtspartiet er selvfølgelig for dette
lovforslag, det skal der slet ikke være nogen
tvivl om. Vi var - jeg var det i hvert fald - chokerede over den dom, som Højesteret nåede
frem til, da man frikendte personen, blot fordi
ordet »nærliggende« ikke har den samme betydning som i ordbogen. Hvis man slår op i
straffeloven, betyder »nærliggende« rent konkret faredelikt, i hvert fald i § 252. I andre paragraffer har ordet en anden betydning, men
sådan er det jo så forskelligt, og derfor er det
så rart, at vore domstole kan få lov til at modellere på det, som vi sidder herinde og prøver
på at gøre efter bedste overbevisning. Det er
lidt uheldigt, men sådan er grundloven jo indrettet. Vi skal ikke blande os for meget i, hvad
Højesteret dømmer, men vi kan da heldigvis
lave lovgivningen om.
Det, jeg gerne vil spørge ministeren om, er
mere angående den juridiske side af forslaget.
For det første står der på side 4, at det endvidere må fremhæves, at enkeltstående tilfælde af
ubeskyttet samleje eller tilsvarende homoseksuelt forhold mellem en HIV-smittet og en rask
person ikke nødvendigvis fører til, at bestemmelsen er overtrådt. Med hvilken begrundelse
skal en person gøre det gentagne gange, før
vedkommende kan straffes for det? Én gang er
nok til, at smitten er bragt videre, så hvorfor
har man det forbehold med i forslaget?
Det næste spørgsmål angår det, der står lige
nedenunder, og som er værre endnu:

10594

»I tilfælde, hvor der foreligger særlig hensynsløshed eller andre skærpende omstændigheder, f.eks. hvor der er tale om samleje m.v.
med en mindreårig, eller hvor der tillige begås
voldtægt, eller hvor gerningsmanden har udvist svig med hensyn til smittefaren, kan strafansvaret dog gøres gældende for et enkeltstående tilfælde.«
Straffelovens § 252 foreskriver en strafferamme på fire år. Strafferammen for en helt almindelig voldtægt er seks år. Voldtægt under
skærpende omstændigheder har en strafferamme på ti år. Hvis ikke voldtægt begået af en
HIV-smittet person, der er bevidst om det, er
en skærpende omstændighed, hvad er så en
skærpende omstændighed? Det betyder, at
vedkommende falder ind under denne paragraf og kan ifalde ti års fængsel. Man skriver
søreme, at så kan dette forslag tages i anvendelse; men det taler kun om en strafferamme
på fire år.
Der er en modsætning her, som jeg ikke helt
forstår. Enten spiser den ene paragraf den anden, eller også har vi en direkte modstrid her.
Det håber jeg ikke er tilfældet. Hvis en person
begår voldtægt og vedkommende er HIV-smittet, håber jeg ikke, at vedkommende kun får
fire år i fængsel og ikke ti år, som den anden
paragraf giver mulighed for.
(Kort bemærkning).
Svend Heiselberg (V):
Fru Pernille Frahm spurgte, om jeg var enig
med fru Birthe Rønn Hornbech, og det bør retfærdigvis siges, at fru Birthe Rønn Hornbech
er et af de to medlemmer i Venstres gruppe,
som har en anden holdning til lovforslaget end
den, som gruppen generelt har givet udtryk
for, og jeg vil gerne sige, at jeg er uenig både
med SF og med fru Birthe Rønn Hornbech i
det, der blev givet udtryk for.
(Kort bemærkning).
Pernille Frahm (SF):
Jeg mener, at hr. Svend Heiselberg på et
tidspunkt gjorde opmærksom på, at fru Birthe
Rønn Hornbech havde forstand på jura.
Hr. Tom Behnke sagde, at det jo netop er
den anden part, man vil beskytte med denne
lov, og at det er derfor, vi handler i dag. Jeg vil
gerne spørge: Hvordan bærer man sig ad med

10595

4/5 94: 1. beh. af f. t. 1. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte

[Pernille Frahm]
at beskytte den anden part? Hvor er det, beskyttelsen optræder?
For mig at se er der kun én eneste, der kan
beskytte den anden part, og det er den anden
part selv. Loven gør det jo altså ikke umuligt at
gøre det, som den frikendte gjorde i denne sag.
Loven ændrer ingenting. Alle troede, han ville
være blevet dømt. Det blev han ikke.
Sonja Albrink (CD):
Som tidligere ordførere allerede har sagt,
var der mange, der blev meget forundrede den
14. april, da vi hørte om Højesterets frifindelse
af en mand, som i mindst 23 tilfælde havde udsat kvinder for at blive smittet med en HIV-virus, og jeg har heldigvis ikke været ene om at
mene, at der bør ske en ændring af loven. Vi i
CD er meget glade for dette lovforslag, så det
ikke fremover vil være straffrit at udsætte andres liv for fare.
Dommen var først og fremmest krænkende
for den almindelige retsfølelse. I et retssamfund kan det ikke accepteres, at en person forsætligt kan påføre en anden skade eller udsætte en anden for en væsentlig risiko for, at skade
opstår. I de fleste andre situationer ville vi nok
ikke være i tvivl om, at en sådan forvoldelse af
fare bør være strafbar.
Debatten om denne ændring af straffeloven
har i høj grad drejet sig om, hvorvidt bestemmelsen i straffeloven ville ødelægge AIDSkampagnen eller måske holde folk fra at lade
sig AIDS-teste. Men det var jo efter både byrettens og landsrettens dom i den føromtalte
sag opfattelsen, at det allerede var strafbart
forsætligt at udsætte andre for smitte, så
AIDS-kampagnen fortsætter vel blot under de
samme vilkår, som hele tiden har været gældende.
Det har hele tiden været det grundlæggende
element i AIDS-kampagnen, at ansvaret for
beskyttelse var éns eget, og det bliver der overhovedet ikke rørt ved, selv om vi får en lov,
som gør det strafbart at udsætte andre for smittefare. Ansvaret for beskyttelse er fortsat den
enkeltes. At den anden part kan straffes for
smitteforvoldelsen, hjælper jo ikke den smittede til helbredelse.
Med hensyn til svækkelsen af den enkeltes
ansvarsfølelse i forbindelse med berigelseskriminalitet kan man sige, at selv om det er strafbart at lave indbrudstyverier, røverier osv., har

10596

det dog ikke afholdt folk fra at købe alarmer
og forsikringer i stort omfang. Selv om retssystemet straffer berigelseskriminalitet, anser
den enkelte borger det stadig for at være et individuelt ansvar at beskytte sig mod disse
overgreb.
Hvad angår problemet om at lade sig AIDSteste eller ej, fremgår det af bemærkningerne,
at det ikke kun er en person, der er testet, som
kan blive straffet efter den nye bestemmelse.
Også hvis man anser det for overvejende sandsynligt, at der har foreligget en smitterisiko, vil
der være tilstrækkeligt grundlag for at anvende
bestemmelsen. Det er klart, at hvis en person
ved en test bliver fundet at være smittebærer af
en dødelig sygdom, vil ansvarsgrundlaget være
helt klart. Omvendt fritager det ikke for ansvar
blot at undlade at lade sig undersøge for den
pågældende sygdom.
Den dom, Højesteret afsagde for tre uger siden, viste, at der var en blind vinkel i straffeloven, og at loven ikke havde den rækkevidde,
som vi forudsatte. I CD mener vi derfor, at der
bør ske en afklaring med hensyn til denne blinde vinkel, og vi kan derfor tilsige vores fulde
støtte til en vedtagelse af lovforslaget så hurtigt
som muligt.
Dorit Myltoft (RV):
Da vort partis ordfører i denne sag, fru Elisabeth Arnold, ikke kan være til stede i dag,
skal jeg ganske kort meddele, at Det Radikale
Venstre kan støtte lovforslaget.
For Det Radikale Venstre har følgende temaer haft betydning for partiets stillingtagen:
Hensynet til retsbevidstheden og hensynet til
retssikkerheden, hensynet til det sundhedsmæssigt forebyggende og behandlende arbejde
samt forståelsen for nødvendigheden af en
fortsat bred oplysningskampagne bl.a. om vigtigheden af, at det er den enkeltes ansvar at
beskytte sig. Vi mener, at ordvalget »hensynsløs måde« og »forvolder fare for« netop tager
højde for de nævnte hensyn.
(Kort bemærkning).
Pernille Frahm (SF):
Jeg må så spørge fru Dorit Myltoft, hvordan
dette lovforslag sikrer retssikkerheden. Hvordan sikrer det folk mod at blive smittet af en,
der er smittet?

10597

4/5 94: 1. beh. af f. t. 1. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte

[Pernille Frahm]
Og så må jeg også spørge, hvordan det sikrer, at vi fastholder, at det er den enkeltes ansvar at beskytte sig, når vi nu helt og fuldt lægger ansvaret på den smittende part.
(Kort bemærkning).
Tom Behnke (FP):
Med hensyn til at hindre, at det sker, tror jeg
på, at det har en præventiv effekt, lige så vel
som jeg tror på, at de øvrige paragraffer, vi har
i straffeloven, har en præventiv effekt. Ellers
kan vi lige så godt bare ophæve den. Det ville
være meget nemmere for mange parter.
Men det, jeg synes er mere væsentligt, og et
spørgsmål, som forslaget efterlader, er, at selv
om en HIV-smittet efterfølgende påstår, at han
eller hun gjorde opmærksom på det, vil det jo
være noget, der er foregået for nedrullede gardiner, med lyset slukket og efter en mundtlig
aftale. Hvordan vil man efterfølgende kunne
bevise, at man rent faktisk gjorde opmærksom
på det? Det synes jeg er mere interessant, og
det er en vinkel, ud fra hvilken der efterfølgende vil kunne komme stor diskussion i kommende retssager. Gjorde man opmærksom på
det, eller gjorde man det ikke? Det er nok noget, det vil være svært at skaffe vidner til, og
jeg tror, at det er de færreste, der vil begynde at
indgå skriftlige kontrakter om det.
Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge
ministeren: Hvor ligger bevisbyrden, og hvordan vil man kunne bevise, at man sagde det
eller ikke sagde det?
(Kort bemærkning).
Dorit Myltoft (RV):
Fru Pernille Frahm spurgte om hensynet til
retssikkerheden, og jeg forstod, at det var det
og ikke retsbevidstheden, man spurgte om.
Med retssikkerheden forstår vi, at en mistænkt skal være sikret en ordentlig behandling
i retssystemet, altså at vi undgår standretter, og
at det er pressen, der afsiger dommen.
(Kort bemærkning).
Pernille Frahm (SF):
Jeg vil gerne bore lidt mere i det her med
den præventive effekt. Hvad er det for en præventiv effekt, man vil opnå med dette forslag,
som man egentlig ikke allerede har? For det
var jo sådan, at alle troede, at manden ville bli-

10598

ve dømt. Det kom bag på alle, at manden ikke
blev dømt. Så den præventive effekt, vi forsøger at opnå med dette forslag, er ikke stærkere
end den præventive effekt, der oprindelig var,
og den var åbenbart ikke god nok.
Min pointe er: Det er ikke med lovgivning,
vi kan lave det præventive arbejde her.
Justitsministeren (Erling Olsen):
Jeg vil gerne sige tak for den overvejende
positive modtagelse, lovforslaget har fået.
Der har været nogle kritiske bemærkninger,
og jeg vil gerne starte med hr. Tom Behnke.
Hr. Tom Behnke nævnte navnlig tre ting, som
kræver et svar. For det første spurgte hr. Tom
Behnke, om der er rabat i voldstilfælde, hvis
man er HIV-positiv. Det er der selvfølgelig
ikke, og det er en af de ting, man kan drøfte
under udvalgsarbejdet, om det nu er teknisk
rigtigt udformet.
Det andet, hr. Tom Behnke var inde på, var
spørgsmålet om, hvad der lå i det, når man
sagde enkeltstående tilfælde og så nævnte nogle ting, der faktisk lå på grænsen til det, der var
voldtægt. Ideen er - og det kan vi måske godt
tydeliggøre yderligere under udvalgsbehandlingen - at det er den grove hensynsløshed, vi
er ude efter. Derfor må man spørge, om der i
det enkelte tilfælde er sket noget på hensynsløs
måde, og det er i høj grad op til dommeren at
føle sig frem til, hvor hensynsløs den pågældende nu har været.
Det bringer os ind på det tredje spørgsmål,
hr. Tom Behnke var inde på, nemlig at dette jo
foregår bag nedrullede gardiner, og hvordan
kan man så få tjekket, hvad der skete? Vi har
det samme problem i alle voldtægtssager, og
dér må dommerne jo så forsøge at hitte ud af,
hvad der er sket.
Så når vi til noget af det, fru Pernille Frahm
var inde på, idet fru Pernille Frahm spurgte:
Hvad er egentlig meningen med en sådan bestemmelse? Kan man ved lovgivning hindre, at
den slags ting sker, og hvori ligger den såkaldt
præventive virkning i det? Jeg vil sige, at virkningen af dette lovforslag først og fremmest er
signalvirkningen, og signalvirkningen er meget
knyttet til, som fru Pernille Frahm sagde, at alle troede jo, at tingene var forbudt, indtil vi fik
den højesteretsdom. Hvis vi ikke skriver, som
vi gør i det særlige stk. 2 her, ville folk efter
denne højesteretsdom tro, at nu var det tilladt.

10599

4/5 94: 1. beh. af f. t. 1. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte

[Justitsministeren]
Det, vi gør, er, at vi fører retstilstanden tilbage
til det, vi troede den var indtil den 14. april,
hvor Højesteret afsagde denne dom.
Så siger fru Pernille Frahm, at dette kan da
afskrække folk fra at lade sig teste. Det vil jeg
ikke helt udelukke; det er klart, at den virkning
kan det have. Men det havde det vel så også
indtil den 14. april, da man troede, at det var
strafbart. Og endelig: Hvad er virkningen af, at
man bliver testet og får at vide, at man er HIVpositiv? Det er, at så får man at vide, at man
skal bruge kondom eller få samtykke fra sin
partner. Det er - om jeg så må sige - den risiko, man løber ved at lade sig teste.
Så må vi sige, og det skal siges meget tydeligt - det mener jeg også fru Dorit Myltoft var
inde på - at samtidig med dette signal er det
også vigtigt, at der udgår et signal fra myndighederne om, at vores sundhedspolitik indebærer, at begge parter har et ansvar, og at denne
paragraf ikke er straffrigørende for den, der lader sig smitte. Det skal slås fast, at begge parter har et ansvar, men hvis man ved eller har en
meget, meget klar fornemmelse af, at man er
HIV-smittet, har man et ekstra ansvar, idet
man så har en ekstra tung pligt til at beskytte
sig og beskytte sin partner, så har man en ekstra tung pligt til at bruge kondom eller opnå et
samtykke.
Så vil jeg gerne sige til fru Birthe Rønn
Hornbech: Jeg har med interesse læst både det
interview, der har været med hende i et af dagbladene, og den kronik, hun skrev i et andet
dagblad. Denne kronik endte med, at hendes
stemmeafgivning ville være afhængig af, hvilke
svar hun fik, og derfor er vi - om jeg så må sige
- nødt til virkelig at lægge os i selen under udvalgsbehandlingen for at give tilfredsstillende
svar på de spørgsmål, der måtte blive rejst.
Dette kræver i det hele taget, at vi drøfter det
ganske grundigt igennem. Det er vi også indstillet på, men vi var bange for, at det var et
forkert signal, der ville udgå, hvis vi sagde, at
det var i orden med den højesteretsdom. Det er
et vanskeligt område at lovgive på, men vi må
tage det op og drøfte det nærmere under udvalgsarbejdet.

10600

ne lov ville have forhindret den meget uansvarlige optræden, som en person blev frikendt for
ved Højesteret.
Så har jeg ikke hørt et ord fra sundhedsministeren. Jeg går ud fra, at sundhedsministeren
så stadig står for de synspunkter, han gav udtryk for i 1988, og jeg glæder mig i hvert fald til
en meget grundig udvalgsbehandling, som justitsministeren lovede at vi ville få. Jeg håber
ikke, man vil prøve at presse dette forslag igennem, før vi virkelig har fået fundet ud af, hvad
konsekvenserne af det er.
Sundhedsministeren (Torben Lund):
Når jeg ikke tog ordet, var det, fordi jeg
egentlig synes, at justitsministeren svarede meget grundigt på de spørgsmål, der blev rejst.
Men jeg vil gerne sige, at de bemærkninger,
jeg gjorde i forbindelse med ophævelsen af
kønssygdomsloven, mener jeg bestemt var relevante i den sammenhæng. Vi havde en kønssygdomslov, som stort set ikke havde været anvendt i mange år, og som relaterede sig til helt
andre sygdomme end den, der er tale om her.
Det, der er tale om her, er jo ikke en kriminalisering af sygdommen AIDS eller HIVsmitte, men det er en kriminalisering af en hensynsløs adfærd, som også fru Pernille Frahm
selv har sagt vi alle troede var omfattet af den
gældende bestemmelse i straffeloven. Derfor
kan jeg ikke forstå, at fru Pernille Frahm kan
have de store problemer med det, for vi troede
jo, at § 252 omfattede denne situation. Det
mente man også i byretten, det mente man i
landsretten, men det mente man så ikke i Højesteret, og det tager vi til efterretning at man
ikke gjorde.
Det, vi så gør, er at bringe § 252 ind i en
udformning, hvor man kan tage højde for denne situation, og derfor kan jeg ikke forstå, at
fru Pernille Frahm mener, at det skulle kunne
påvirke vores AIDS-politik i øvrigt, når nu
blot det, vi fastslår med lovforslaget her, er en
retstilstand, som vi alle troede var der, inden vi
nåede til behandlingen her og indtil højesteretsdommen.
(Kort bemærkning).

(Kort bemærkning).
Pernille Frahm (SF):
Jeg er da glad for, at ministeren tilsyneladende er enig med mig i, at man ikke med den-

Pernille Frahm (SF):
Egentlig burde vi jo have vidst fra den debat, vi havde i 1988, og fra den betænkning,
der blev lavet i 1988, at det ikke var tilfældet, at

10601
4/5 94: 1. beh. af f. t. 1. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte
10602
[Pernille Frahm]
det ikke var sådan, at straffelovens § 252 kunne Og så er det, jeg mener, at når vi kommer i en
bruges her, for i betænkningen var der netop et situation, hvor Højesteret når til et andet resulmindretal, der gav udtryk for, at det skulle væ- tat end byretten og landsretten i denne samre på den måde, og at det var det, man forven- menhæng, er det, vi gør, alene at præcisere betede. Så egentlig har vi levet i en lidt blandet stemmelsen i § 252, således at den retstilstand,
retstilstand.
som vi alle forventede var der, rent faktisk nu
Det, man nu gør, er, at man - jo, vist afklarer igen fremkaldes med justeringen i § 252.
man retstilstanden, men altså i en retning, der
Derfor er det, jeg mener at kunne sige, at
går mod en øget kriminalisering. Det kan da dette ikke kan påvirke AIDS-politikken, sådan
godt være, sundhedsministeren ikke bryder sig som den i øvrigt er fastlagt af et meget stort
om, at vi siger, at vi kriminaliserer HIV-smitte, flertal her i Folketinget.
men det er en stramning i den retning, og min
bekymring går ud på, at det er den aktivitet,
(Kort bemærkning).
Folketinget går i gang med, så snart den dom
Pernille
Frahm (SF):
er afsagt.
Til hr. Tom Behnke vil jeg sige, at al lovgivning har en direkte effekt og en indirekte ef(Kort bemærkning).
fekt. Når SF skal forholde sig til et forslag som
Tom Behnke (FP):
det foreliggende, må vi se, hvad effekten af det
Jeg forstår til fulde det, som fru Pernille er. Hvem er det, vi får ram på? Hvem er det, vi
Frahm siger. Og jeg forstår også motivationen får stoppet med denne lovgivning? Og jeg er
for, at vi skal forsøge på at gøre noget andet - hamrende overbevist om, vil jeg så sige, at de
jeg vil så sige også for at hindre, at vi får spredt mennesker, vi ikke har ramt med vores kamdenne smitte. Selvfølgelig skal vi det. Det kan pagner, rammer vi heller ikke med denne lovfru Pernille Frahm og jeg være 100 pet. enige givning; den vil ikke ændre noget. Det skal så
om. Men dér, hvor jeg - og jeg kan forstå det være mit svar til hr. Tom Behnke.
øvrige Folketing minus SF - går et skridt videTil sundhedsministeren vil jeg sige, at når
re, er, at vi siger: De personer, som ikke forstår jeg mener, der alligevel sker en ændring, er
de signaler, de personer, som tager vare på sig det, fordi vi griber til en aktiv handling nu fra
selv, de personer, som alligevel bevidst går ud Folketingets side, og jeg er urolig for, at det vil
og smitter andre, dem ønsker vi at straffe for påvirke det i øvrigt flotte arbejde, der er gjort
den handling - ikke så meget for at straffe på området her.
dem, men for at fortælle dem, at de skal lade
være med at gøre det.
Den fg. formand (Helge Sander):
Jeg kan så forstå, at fru Pernille Frahm ikke
Hr. Tom Behnke for en formentlig sidste
er enig i det, og jeg vil gerne have fru Pernille kort bemærkning.
Frahm til at bekræfte her - bare sådan at vi alle
sammen forstår det til fulde: Mener fru Pernil(Kort bemærkning).
le Frahm, at det er forkert at straffe en person,
som bevidst overfører en dødelig smitte til en Tom Behnke (FP):
anden person? Mener fru Pernille Frahm og
Det er muligt; det afhænger af, om fru PerSF, at det skal bare være fuldt tilladt, og at vi nille Frahm svarer helt konkret på det, jeg
bare skal se igennem fingre med det?
spørger om.
Mener fru Pernille Frahm, at det skal være
Sundhedsministeren (Torben Lund):
sanktionsfrit, at en person bevidst udsætter en
andens liv for fare, at man bevidst overfører en
Jeg skal gøre det meget kort.
Jeg har forstået fru Pernille Frahm sådan livsfarlig smitte? Skal det være sanktionsfrit flere gange her fra talerstolen, at fru Pernille uanset hvad vi laver af kampagner for at undgå
Frahm også mente, at der var tale om, at den det - for de personer, der alligevel gør det?
gældende bestemmelse i straffelovens § 252
omfattede en hensynsløs adfærd på dette omHermed sluttede forhandlingen.
råde. Fru Pernille Frahm brugte udtrykket flere gange, at vi troede jo alle, at det var sådan.
Afstemning

10603

4/5 94: 1. beh. af f. t. 1. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte

10604

Lovforslagets overgang til anden behandling
vedtoges uden afstemning.

Arbejdsmarkedsudvalget (2/5 94):
Udtræder: Inger Marie Bruun-Vierø (RV)
Nyt medl.: Jørgen Estrup (RV)

Den fg. formand (Helge Sander):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse mod dette
forslag, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.

Boligudvalget (2/5 94):
Udtræder: Inger Marie Bruun-Vierø (RV)
Nyt medl.: Jørgen Estrup (RV)

Meddelelser fra formanden:
Den fg. formand (Helge Sander):
Der er ikke mere på dagsordenen.
Der er foretaget ændringer i følgende udvalg:
Nordisk Råd (29/4 94):
Udtræder: Jens Skrumsager Skau (V)
Nyt medl.: Anders Mølgaard (V)
Forskningsudvalget (29/4 94):
Udtræder: Jens Skrumsager Skau (V)
Nyt medl.: Anders Mølgaard (V)
Sundhedsudvalget (29/4 94):
Udtræder: Jens Skrumsager Skau (V)
Nyt medl.: Anders Mølgaard (V)
Trafikudvalget (29/4 94):
Udtræder: Jens Skrumsager Skau (V)
Nyt medl.: Anders Mølgaard (V)
Uddannelsesudvalget (29/4 94):
Udtræder: Birthe Rønn Hornbech (V)
Nyt medl.: Anders Mølgaard (V)
Retsudvalget (2/5 94):
Udtræder: Steffen Kjærulff-Schmidt (FP)
Nyt medl.: Tom Behnke (FP)
Socialudvalget (2/5 94):
Udtræder: Poul Nødgaard (FP)
Nyt medl.: Tom Behnke (FP)
Udvalget vedrørende Dansk Sikkerhedspolitik
(2/5 94):
Udtræder: Steffen Kjærulff-Schmidt (FP)
Ny stedf.: Tom Behnke (FP)

Forsvarsudvalget (2/5 94):
Udtræder: Inger Marie Bruun-Vierø (RV)
Nyt medl.: Jørgen Estrup (RV)
Det Politisk-Økonomiske Udvalg (2/5 94):
Udtræder: Inger Marie Bruun-Vierø (RV)
Nyt medl.: Jørgen Estrup (RV)
Skatteudvalget (2/5 94):
Udtræder: Inger Marie Bruun-Vierø (RV)
Ny stedf.: Jørgen Estrup (RV)
Udenrigsudvalget (2/5 94):
Udtræder: Inger Marie Bruun-Vierø (RV)
Nyt medl.: Jørgen Estrup (RV)
Det Udenrigspolitiske Nævn (2/5 94):
Udtræder: Lone Dybkjær (RV)
Nyt medl.: Jørgen Estrup (RV)
Udtræder: Bilgrav-Nielsen (RV)
Ny stedf.: Lone Dybkjær (RV)
Dansk Interparlamentarisk Gruppes bestyrelse
(2/5 94):
Udtræder: Inger Marie Bruun-Vierø (RV)
Ny stedf.: Jørgen Estrup (RV)
North Atlantic Assembly (2/5 94):
Udtræder: Inger Marie Bruun-Vierø (RV)
Nyt medl.: Jørgen Estrup (RV)
Sundhedsudvalget (2/5 94):
Udtræder: Lysholm Christensen (KRF)
Nyt medl.: Inger Stilling Pedersen (KRF)
Boligudvalget (3/5 94):
Udtræder: Bjarne Ørum (RV)
Ny stedf.: Elisabeth Arnold (RV)
Forskningsudvalget (3/5 94):
Udtræder: Bjarne Ørum (RV)
Nyt medl.: Elisabeth Arnold (RV)

10605

4/5 94: Meddelelser fra formanden

[Den fg. formand]
Indfødsretsudvalget (3/5 94):
Udtræder: Bjarne Ørum (RV)
Nyt medl.: Elisabeth Arnold (RV)
Kommunaludvalget (3/5 94):
Udtræder: Bjarne Ørum (RV)
Ny stedf.: Elisabeth Arnold (RV)
Markedsudvalget (3/5 94):
Udtræder: Lone Dybkjær (RV)
Nyt medl.: Elisabeth Arnold (RV)
Udtræder: Bjarne Ørum (RV)
Nyt medl.: Lone Dybkjær (RV)
Udtræder: Gert Petersen (SF)
Nyt medl.: Gade (SF)

10606

Udtræder: Kaj Stillinger (SF)
Ny stedf.: Hanne Thanning Jacobsen (SF)
Forsvarsudvalget (3/5 94):
Udtræder: Kaj Stillinger (SF)
Ny stedf.: Hanne Thanning Jacobsen (SF)
Socialudvalget (3/5 94):
Udtræder: Pernille Frahm (SF)
Ny stedf.: Hanne Thanning Jacobsen (SF)
Uddannelsesudvalget (3/5 94):
Udtræder: Kaj Stillinger (SF)
Ny stedf.: Hanne Thanning Jacobsen (SF)
Udtræder: Aage Frandsen (SF)
Nyt medl.: Rahbæk Møller (SF)

Retsudvalget (3/5 94):
Udtræder: Bjarne Ørum (RV)
Nyt medl.: Elisabeth Arnold (RV)
Udtræder: Gert Petersen (SF)
Ny stedf.: Pernille Frahm (SF)
Udtræder: Pernille Frahm (SF)
Nyt medl.: Ebba Strange (SF)

Kirkeudvalget (3/5 94):
Udtræder: Riishøj (SF)
Nyt medl.: Hanne Thanning Jacobsen (SF)

Skatteudvalget (3/5 94):
Udtræder: Bjarne Ørum (RV)
Nyt medl.: Elisabeth Arnold (RV)

Erhvervsudvalget (3/5 94):
Udtræder: Aage Frandsen (SF)
Nyt medl.: Rahbæk Møller (SF)

Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 (3/5 94):
Udtræder: Bjarne Ørum (RV)
Nyt medl.: Elisabeth Arnold (RV)

Folketingets næste møde afholdes i morgen,
torsdag den 5. maj 1994, kl. 10.00.

Udvalget vedrørende Det Etiske Råd (3/5 94):
Udtræder: Bjarne Ørum (RV)
Ny stedf.: Elisabeth Arnold (RV)

Udenrigsudvalget (3/5 94):
Udtræder: Aage Frandsen (SF)
Ny stedf.: Ebba Strange (SF)

Angående dagsordenen skal jeg henvise til
den dagsorden, der er opslået i salen.
Mødet hævet kl. 18.25

1735

Bet. o. lovf. vedr. straffeloven

1736

Til lovforslag nr. L 255. Betænkning afgivet af Retsudvalget den 20. maj 1994

Betænkning
over
F o r s l a g til l o v o m æ n d r i n g a f s t r a f f e l o v e n
(Forvoldelse af fare for smitte med livstruende og uhelbredelig sygdom)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle
møder og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige
og/eller mundtlige henvendelser fra:
AktHIVhuset,
Christensen, Mogens Max, Frederiksberg,
Danmarks Bløderforening,
Dansk Retspolitisk Forening,
HIV-Danmark,
Kløve, Kurt og Sørensen, Sonja, Solrød
Strand,
Landsforeningen for bøsser og lesbiske og
Positivgruppen.
Nogle af henvendelserne og nogle af udvalgets spørgsmål m.v. samt justitsministerens svar
herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Der er af justitsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Centrum-Demokraternes, Det Radikale
Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer
af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det
stillede ændringsforslag.
Flertallet understreger, at det først og fremmest påhviler den enkelte at beskytte sig selv
mod risikoen for smitte med HIV-virus. Lovforslaget tilsigter ikke på nogen måde at ændre
eller udvande dette princip, der er en af grund-

pillerne i den hidtidige indsats mod udbredelsen af HIV-virus og sygdommen AIDS. Lovforslaget tilsigter heller ikke på anden vis at
ændre ved den hidtidige AIDS-politik.
Det er afgørende for denne indsats, at der
ikke sker en generel kriminalisering af de HIVsmittede og sygdommen AIDS eller en forringelse af de smittedes vilkår. Det er desuden af
stor betydning, at et lovinitiativ formuleres således, at det ikke har utilsigtede bivirkninger,
herunder at det ikke afskrækker den enkelte
fra at lade sig teste for HIV-virus eller fra at
henvende sig til rådgivningen.
Det er flertallets indtryk, at langt de fleste
HIV-smittede er indstillet på at dyrke sikker
sex. Da der imidlertid er tale om et årelangt
sygdomsforløb, er det nærmest uundgåeligt, at
der kan forekomme tilfælde, hvor der trods alle gode hensigter alligevel forekommer ubeskyttet seksuelt samvær. Sådanne tilfælde,
hvor den pågældende i almindelighed søger at
beskytte partneren, men hvor det ikke gennemføres helt konsekvent, er ikke et udtryk for bevidst uforsvarlig adfærd og bør derfor ikke kriminaliseres. Efter flertallets opfattelse bør anvendelsesområdet for den foreslåede regel i
straffelovens § 252, stk. 2, således kun være de
særligt alvorlige forhold, hvor HIV-smittede
personer bevidst tilsidesætter hensynet til deres medmennesker i forbindelse med bl.a. seksuelt samvær.
Flertallet har med tilfredshed bemærket, at
justitsministeren i forbindelse med besvarelsen
af spørgsmål fra udvalget har oplyst, at en råd-

1737

Bet. o. lovf. vedr. straffeloven

givers blotte viden om en mulig overtrædelse
af bestemmelsen ikke kan medføre strafansvar.
Kun hvis rådgiveren har søgt at anstifte til en
overtrædelse af den foreslåede bestemmelse
f.eks. ved at opfordre en HIV-smittet til at have
samleje m.v. i strid med bestemmelsen, kan der
blive tale om straf.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis,
Venstres med undtagelse af Birthe Rønn Hornbech (V) og Fremskridtspartiets medlemmer af
udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse
uændret.
Mindretallet stemmer imod det af justitsministeren stillede ændringsforslag for at fastholde det af justitsministeren oprindeligt fremsatte lovforslag af de grunde, der er anført i ministerens fremsættelsestale og i bemærkningerne
til lovforslaget.
Mindretallet finder, at der med det af justitsministeren stillede ændringsforslag på det
nærmeste lægges op til at gøre det straffrit at
smitte en anden person med en livstruende og
uhelbredelig sygdom, herunder HIV-smitte eller AIDS. Dette følger af den indsnævring af
bestemmelsens anvendelsesområde, som ændringsforslaget giver udtryk for. Dette er mindretallet modstander af.
Mindretallet frygter desuden, at det, der er
anført i bemærkningerne til ændringsforslaget,
af domstolene vil blive opfattet som et signal,
der gør domfældelse næsten umulig.
Det er mindretallets opfattelse, at en gennemførelse af det oprindelige lovforslag ikke
vil afholde personer fra at lade sig teste, og det
er heller ikke mindretallets hensigt.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis
medlem af udvalget) vil ved 2. behandling redegøre for sin stilling til lovforslaget og det
stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal (Birthe Rønn Hornbech
(V)) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3.
behandling og kan ikke stemme for ændringsforslaget.
Mindretallet tilslutter sig intentionen om, at
der skal være hjemmel til at straffe forsætlig
smittespredning ved grov og gentagen hensynsløs adfærd.
Mindretallet finder imidlertid, at indførelsen af en ny bestemmelse i straffeloven og kri-

1738

minalisering af et nyt område kun bør ske efter
nøje overvejelse og grundigt udvalgsarbejde.
Mindretallet finder det ikke velbegrundet, at
der skal afgives betænkning efter så få udvalgsmøder, og uden at de strafferetlige, sundhedspolitiske og etiske aspekter har været drøftet
nøjere.
Mindretallet finder det meget usædvanligt,
at justitsministeren ikke forinden udfærdigelsen af lovforslaget har fundet anledning til at
høre f.eks. Sundhedsministeriet, domstolene,
anklagemyndighed, forsvarere og rådgivere
med erfaring med AIDS-patienter samt de berørtes egne foreninger. Der savnes fagligt bredere overvejelser, herunder helt en diskussion
af den konflikt, der opstår mellem strafbestemmelsen og reglerne om lægers og rådgiveres
mere eller mindre veldefinerede tavshedspligt.
Mindretallet deler de betænkeligheder, der
er rejst i henvendelserne til Retsudvalget.
Betænkelighederne kan bl.a. sammenfattes
som anført i henvendelsen fra Dansk Retspolitisk Forening, der sammen med de fleste øvrige henvendelser er optrykt i betænkningen.
Mindretallet finder specielt, at lovforslaget
også med ministerens ændringsforslag, som
muligt udgør en mindre forbedring, fortsat afgrænser det strafbare område meget uklart, ligesom mindretallet finder, at lovforslagets bemærkninger vidner om stor usikkerhed om,
hvorvidt overtrædelsen overhovedet kan bevises, og ligesom f.eks. bemærkningerne om
strafbar medvirken og samtykkes disculperende virkning synes noget subtile, hvilket samlet
forstærker mindretallets bekymring for, at lovforslaget vil ramme helt i flæng.
Mindretallet finder det endvidere stærkt stødende, at HIV-smittede så at sige straffes for at
gå til læge, men kan påberåbe sig uvidenhed
og dermed straffrihed, såfremt det ikke kan bevises, at man har fået konstateret HIV, hvilket
indebærer alvorlig risiko for, at lovforslaget vil
modvirke frivillig testning og undergrave hele
tilliden til sundhedsvæsenet og derved samlet
forringe mulighederne for smitteopsporing.
Mindretallet finder det betænkeligt, at lovforslaget så ensidigt lægger ansvaret på den
smittede, idet det er en kendsgerning, at partneren for at blive påført smitte selv skal så at
sige »lukke op« for smitten, ligesom denne ensidige ansvarsplacering kan give falsk tryghed
hos den raske partner.

1740

Bet. o. lovf. vedr. straffeloven

1739

gerningsmanden har givet urigtige oplysninger
om sine helbredsforhold.
Foreligger det oplyst, at en HIV-smittet i flere tilfælde har haft ubeskyttet samleje m.v., må
det bero på en samlet bedømmelse, om bestemmelsen kan finde anvendelse. I denne vurdering kan bl.a. indgå det antal tilfælde, hvor
den pågældende har haft ubeskyttet seksuel
omgang, og den periode, hvor disse forhold
har fundet sted. Endvidere kan indgå, om den
pågældende i øvrigt har vist vilje til at beskytte
sin seksuelle partner mod smitte, således at de
foreliggende tilfælde alene har karakter af
undtagelser. Tænker man sig således eksempelvis en HIV-smittet, der over en ret kort tidshorisont, f.eks. et par måneder, i en række tilfælde har haft ubeskyttet seksuel omgang med
en eller flere personer, vil bestemmelsen kunne
anvendes, forudsat at de øvrige betingelser
herfor er opfyldt. Omvendt kan strafansvar ikke gøres gældende, hvor der er tale om nogle
få tilfælde af ubeskyttet samleje over en længere periode og det må lægges til grund, at den
pågældende i øvrigt har søgt at beskytte sin
partner mod smitteoverførsel.
Med ændringsforslaget lyder den foreslåede
bestemmelse således:
»Stk. 2. På samme måde straffes den, der på
hensynsløs måde gentagne gange eller under i
øvrigt særligt skærpende omstændigheder forvolder fare for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom.«

Ændringsforslag
Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, CD,
RV og KRF):
Til § 1
1) I det foreslåede § 252, stk. 2, indsættes
efter »hensynsløs måde«: »gentagne gange eller under i øvrigt særligt skærpende omstændigheder«.
Bemærkninger
Til nr. 1
Med udtrykket »gentagne gange eller under
i øvrigt særligt skærpende omstændigheder«
begrænses det strafbare område i § 252, stk. 2,
til forhold, der har en særlig grovhed.
Om der foreligger sådanne særligt skærpende omstændigheder, må således bero på en
samlet vurdering, hvori såvel antallet af tilfælde som forholdene omkring det enkelte tilfælde indgår.
Bestemmelsen omfatter således ikke et enkeltstående tilfælde af ubeskyttet samleje m.v.
mellem en HIV-smittet og en rask person. Kun
hvis der i et sådant enkeltstående tilfælde foreligger særligt skærpende omstændigheder, kan
bestemmelsen finde anvendelse. Som eksempler på sådanne særligt skærpende omstændigheder kan nævnes, at der er tale om voldtægt
eller om samleje med en mindreårig, eller at
Dorte Bennedsen (S)

Erling Christensen (S)

Holger Graversen (S)

Ole Espersen (S)

Inger Stilling Pedersen (KRF)
John Vinther (KF)

Lise Hækkerup (S)

Sonja Albrink (CD)

Grove (KF) fmd.

Inge Dahl-Sørensen (V)

Svend Aage Jensby (V)

Tom Behnke (FP)

Lissa Mathiasen (S)
Elisabeth Arnold (RV)

Helge Adam Møller (KF)
Birthe Rønn Hornbech (V)
Ebba Strange (SF) nfmd.

1741

Bilag til bet. o. lovf. vedr. straffeloven

, 1742
Bilag

Nogle af henvendelserne til Retsudvalget og nogle af udvalgets spørgsmål m.v. samt
justitsininisterens svar herpå I

Kommentarer til lovforslag L 255 om udvidelse afstraffelovens paragraf252 med et nyt stk. >2
Enhver strafmulighed over for HIV-smittede, der dyrker usikker sex, er ødelæggende for
forebyggelsesarbejdet mod sygdommen AIDS,
jævnfør WHO's og den danske Sundhedsstyrelses anbefalinger.
Det er alene hensynet til retsbevidstheden,
der kan gøre det nødvendigt at overveje indførelse af strafmulighed i særlig grove tilfælde af
usikker sexadfærd.
Det er derfor vigtigt at afveje hensynet til
retsbevidstheden og hensynet til forebyggelsesarbejdet mod hinanden. At indføre mulighed for straf ændrer ikke folks seksualadfærd.
Vi mener, at det foreliggende forslag til ændring af straffelovens paragraf 252 bl.a. har følgende uhensigtsmæssige konsekvenser:
- det bryder fundamentalt med den AIDS-politik, som Folketinget fastlagde ved forespørgselsdebatten i 1987
- det ændrer ikke folks seksualadfærd, men
giver i stedet de ikkesmittede en falsk tryghed
- det vanskeliggør åbenhed hos de HIV-smittede, der ønsker rådgivning og støtte til at
dyrke sikker sex
- det øger muligheden for angiveri og pengeafpresning
- muligheden for at kunne blive retsforfulgt
kan afholde nogle fra at lade sig teste
- lovtekstens og bemærkningernes brug af begreberne »hensynsløs« og »særlig hensynsløs« er ikke klart afgrænset fra hinanden
- og der tages f.eks. ikke højde for de to typer
af HIV-virus (HIV-1 og HIV-2), vi kender i
dag, idet folk smittet med HIV-2 ikke vil
kunne retsforfølges, jævnfør forslagets bemærkninger om sandsynligheden for at dø
inden for 10-15 år.

Af hensyn til forebyggelsesarbejdet og i forlængelse af den i 1987 vedtagne AIDS-politik
vil vi derfor foreslå Retsudvalget at afvise den
foreslåede tilføjelse til paragraf 252.
Der eksisterer allerede i dag strafmulighed
(straffelovens paragraffer 245 og 249) for de tilfælde, hvor der reelt er sket en smitteoverførsel. Hensynet til retsbevidstheden er efter vores opfattelse tilgodeset ved denne strafmulighed.
Ønskes alligevel en tilføjelse til paragraf
252, vil vi foreslå følgende indsat som stk. 2:
»På lignende måde straffes den, der gentagne gange eller i øvrigt under skærpende omstændigheder på hensynsløs måde forvolder
fare for, at nogen smittes med en livstruende
og uhelbredelig sygdom.«
Denne formulering vil sikre, at kun særlig
hensynsløs adfærd retsforfølges.
Det er vigtigt, at loven ikke - imod sin hensigt - er med til at øge spredningen af HIV-virus i Danmark. Det er fortsat centralt for forebyggelsesarbejdet, at anonymiteten, frivilligheden og den enkeltes tillid til sundhedsmyndighederne er sikret. Det er ligeledes vigtigt, at
diskrimination af de direkte berørte undgås, og
at signalet om den enkeltes mulighed for at beskytte sig fastholdes.
Det bør ligeledes sikres, at HIV-smittede
kan få støtte og rådgivning til at dyrke sikker
sex - og ikke frygter sig omfattet af en lov, der
sigter mod ekstreme tilfælde. Dette gøres bedst
ved i lovteksten (eller i efterfølgende betænkning) klart at præcisere, hvem der ønskes omfattet af loven.
Betænkningen til den ændrede paragraf 252
bør derfor udformes således at:
- den ikke rummer mulighed for at kriminalisere HIV-smittede generelt

1743

1744

Bilag til bet. o. lovf. vedr. straffeloven

- enkeltstående tilfælde af usikker sex ikke
kan strafforfølges
- retsfølelsen sikres ved at præcisere, at strafmuligheden alene ønskes i tilfælde, hvor der
har været tale om svig, seksuel omgang med
mindreårige, voldtægt eller en seksual adfærd, der gentagne gange eller i øvrigt under
skærpende omstændigheder på hensynsløs
måde udsætter andre for en smitterisiko.

Betænkningen må i øvrigt klart definere,
hvilke tilfælde af adfærd der ønskes retsforfulgt, således at grænserne mellem hensynsløs
og ikkehensynsløs adfærd er afstukket i betænkningen og ikke skal afprøves gennem en
lang række af sager, hvor HIV-smittede anklages for hensynsløshed.

Den 10. maj 1994
HIV-DANMARK
AKTHIVHUSET/ÅRHUS
Landsforeningen for bøsser og lesbiske/STOP AIDS-kampagnen
AIDS-Linien

ì,

1745

Bilag til bet. o. lovf. vedr. straffeloven

1746

POSITIVGRUPPEN
1994-05-13

Til medlemmerne af Folketingets Rets-, Social- og Sundhedsudvalg
Vedhæftet er et debatindlæg som vil blive bragt i Berlingske Tidende tirsdag den 17. maj. I
Med venlig hilsen
POSITIVGRUPPEN
JAN BERNTSEN
Næstformand

I

1747

Bilag til bet. o. lovf. vedr. straffeloven

1748

POSITIVGRUPPEN
Nej til HIV-LOV
Danmark skal ikke have en HIV-lov
Det forhastede jaskeri af et straffelovforslag,
som Folketinget barsler med i øjeblikket, skader kampen mod HIV langt mere, end det gavner.
En lov, der bygger på straf til HIV-smittede,
der dyrker usikker sex, vil helt naturligt blokere mange danskeres beslutning om at lade sig
HIV-teste af frygt for kriminalisering.
Snakken om »ekstreme tilfælde«, når det
handler om sex, skal ikke hvile på de forestillinger, politikere og jurister alene gør sig.
Hvad defineres som ekstrem adfærd?
Og hvad defineres egentlig som sikker sex?
Der foreligger endnu ingen skråsikre regler om
grænseområdet for sikker sex.
Ydermere vil befolkningen tro sig beskyttet
mod HIV-smitte ved hjælp af en lovgivning.
Det er befolkningen ikke. Kun kondomer og
sikker sex beskytter.
Folketinget skal feje alle planer om lovindgreb af bordet og i stedet erindre sig - og stå
ved - den folketingsbeslutning fra marts 1987,
som bør være grundlaget for fremtidens AIDSpolitik her i landet. Beslutningen lyder således:
»Folketinget bekræfter, at den danske indsats mod sygdommen AIDS fortsat bygger på
frivillighed, anonymitet, åben, direkte og ærlig
information, den enkeltes tryghed ved at henvende sig til sundhedsmyndighederne samt
ønsket om at undgå enhver form for diskrimination.«
Beslutningen er god, men ikke god nok:
Hvor er appellen til alles ansvar? Hvor er
løftet om rådgivning og støtte til de HIV-smittede, der i dag som hovedregel overlades til sig
selv?
HIV-debatten hviler lige nu på den urimelige forestilling, at konstaterede HIV-smittede
alene skal bære ansvaret, og kan de ikke finde

ud af det, så skal en straffelov nok gøre sit.
Lykkeligvis kan langt de fleste HIV-smittede
bære ansvaret for, at de har en dødbringende
og smitsom virus i blodet.
Men hvad med den lille gruppe, der ikke
magter ansvaret?
Den bør have udsigt til andet end fængselstremmer.
HIV-udvalg
Når stort set alle eksperter på jura- og sundhedsområdet fraråder en forhastet HIV-lov,
bør Folketinget anstændigvis lytte og i stedet
overlade det til kvalificerede kræfter at få ryddet op i det panikagtige og skræmmende morads af argumenter og forestillinger, som flyder
omkring det aktuelle lovforslag.
Positivgruppen foreslår derfor, at Folketinget øjeblikkeligt trækker sit forslag til en HIVlov tilbage. I stedet for nedsætter Tinget et
»HIV-udvalg« med repræsentanter fra HIVorganisationer samt jurister, læger og rådgivere, som seriøst og kvalificeret kan fastlægge
rammerne for det fremtidige arbejde. Udvalget
skal planlægge en langt stærkere og konsekvent rådgivning af testede og HIV-smittede.
Målet bør være, at ingen HIV-smittede slipper
for rådgivning. Diego-sagen var aldrig opstået,
hvis en solid og konsekvent rådgivning havde
fundet sted. Men rådgivningen i dag mangler
midler - og helhjertet politisk opbakning.
Der er rigeligt at tage fat på for et fremtidigt
»HIV-udvalg«. Både HIV-smittede og den øvrige befolkning har krav på, at sagerne tages
op til dybtgående overvejelser og debat i et udvalg.
En tilfældig og forjaget HIV-lov uden ordentlige retsmæssige eller sundhedsmæssige
vurderinger fører ikke til andet end tragedier.
Og så er det Folketinget, der alene må bære
ansvaret.

POSITIVGRUPPEN
Foreningen af HIV-smittede bøsser og biseksuelle mænd
Tesdorphvej 23
Frederiksberg
(Tlf. 31 86 32 33)

1749

Bilag til bet. o. lovf. vedr. straffeloven

1750

AKTHIVHUSET

Til medlemmerne af Folketingets Retsudvalg
Vedr.: Lovforslag L 255, konsekvenser for rådgivningen
AktHIVhuset ønsker specifikt at gøre opmærksom på konsekvenserne af lovforslag L
255 for den forebyggende og rådgivende indsats.
Forslaget og specielt bemærkningerne bærer
præg af, at lovgivning i strafferetlig henseende
er umuligt på dette område.
I bemærkningerne s. 7, 1. afsnit, ligger der i
formuleringen, at den evt. HIV-smittede har
ansvaret for at kunne bevise, at der er dyrket
sikker sex, eller han/hun har fortalt om sin
HIV-status.
Her vil ikke kunne føres bevis. I praksis må
den HIV-smittede rådes til at lave skriftlig aftale med partneren. - Sådan er det virkelige liv
ikke.

Side 8 - 3. afsnit. Det er i rådgivningen vigtigt, at to HIV-smittede dyrker sikker sex. Gensmitning med en ny virusstamme kan have
katastrofale følger for en i forvejen HIV-smittet.
Side 9. - Ordet »medvirker«.
Rådgivning har til hensigt at ændre seksualvaner. - Dette er en proces, hvori rådgivere bliver vidende om usikker sex-forløb. - Som bemærkningerne er formuleret, er rådgiverne
dermed kriminaliserede.
Som bemærkningerne er formuleret vil rådgivning om HIV-test fremover også indebære,
at vi som rådgivere skal gøre rådsøgende opmærksom på risikoen for en kriminalisering. S.
10 - 2. afsnit linie 8-11.

Færre vil lade sig teste. Flere vil vælge at leve alene med deres HIV-status = mere virus
HIV/AIDS er meget behæftet med følelser:
Død - angst - fordomme - normalitet - afmagt
etc.
Specielt i små samfund er dette af afgørende
betydning for det forebyggende arbejde.
Konsekvensen alene på dette område vil afholde folk fra at stå frem. - Motivationen for
test/rådgivning vil mindskes, såfremt truslen
om kriminalisering også påføres den enkelte.

Hvem vil fremover medvirke til smitteopsporing, når de opgivne vil kunne slæbe en i
retten.
I øvrigt henvises til bilag fremsendt fra HIVDanmark, AIDS-Linien, LBL og AktHIVhuset, Århus.

Århus, den 13. maj 1994
PAUL KAROFF

1751

Bilag til bet. o. lovf. vedr. straffeloven

1752

Afleveret i forbindelse med AktHIVhusets foretræde efter aftale med
professor Gorm Toftegaard Nielsen

AIDS INFO
att. Paul Karoff
Grønnegade 25
8000 Århus C
Kære Paul Karoff
Vedlagt som aftalt mine bemærkninger til
lovforslaget om HIV-smittedes sex. Det står
dig frit for, om du vil overlade notatet til an-

dre, men hvis du overlader det til nogen folketingspolitikere, vil jeg gerne vide det, ligesom
det i givet fald vil være rimeligt at overlade
dem hele notatet og ikke blot uddrag.

1753

Bilag til bet. o. lovf. vedr. straffeloven

1754

Bemærkninger om forslag til lov om ændring af straffeloven. (Forvoldelse af fare for smitte med
livstruende og uhelbredelig sygdom) fremsat af justitsministeren den 27. april 1994.
Vil forslaget gavne AIDS-bekæmpelsen?
Ideen må være, at straftruslen skal afholde
nogle HIV-positive fra at gennemføre ubeskyttet sex uden at oplyse seksualpartneren om risikoen for smitte. Det er velkendt, at værdien
af en straftrussel afhænger af gerningsmandens frygt for opdagelse. Hvis det ikke er almindeligt kendt, at han/hun er HIV-positiv, er
risikoen for, at den godtroende seksualpartner
senere vil opdage dette, meget lille. De, der
holder deres smitte skjult for omverdenen, kan
altså regne med en meget begrænset opdagelsesrisiko. Netop det forhold, at den »bedragne« ved denne specielle forbrydelse som udgangspunkt og i praksis som altovervejende
hovedregel aldrig opdager, at vedkommende
har været offer for en forbrydelse, gør håndhævelsen usædvanlig vilkårlig og tilfældig.
I bemærkningerne til »hensynsløs« synes
indiceret, at enkeltstående tilfælde af ubeskyttet sex ikke er omfattet af bestemmelsen. Skal
det uklare afsnit (jf. nedenfor) forstås på denne
måde, er det i de få tilfælde, hvor en person
mener sig ufrivilligt udsat for smittefare, endnu vanskeligere for den »bedragne« at afgøre,
om der foreligger et forhold, der er strafbart.
Dette svar afhænger jo efter bemærkningerne
af, om den HIV-positive har handlet tilsvarende over for andre seksualpartnere. Hvordan
skulle den »bedragne« vide dette? Hvis den
»bedragne« vælger at se stort på dette og anmelder det ene samleje, skal politiet så indlede
efterforskning eller afvise sagen? Politiet kan
jo ikke umiddelbart se, om pågældende har
dyrket ubeskyttet sex med andre partnere, og
en efterforskning af dette spørgsmål er i praksis umulig, medmindre man forestiller sig annoncering el.lign. Skal politiet derfor blot
modtage anmeldelse af det ene samleje og vente og se, om der kommer flere anmeldelser på
samme person? Man må i givet fald håbe, at de
HIV-smittede holder sig til én politikreds, eller
forestiller man sig et centralt register over
HIV-smittede, som har gennemført ét efter be-

mærkningerne isoleret set ikke kriminaliseret
samleje?
Det er meget svært at forestille sig, at en regel om, at der skal flere ligeartede forhold til at
skabe et kriminelt forhold, lader sig håndhæve
på dette område. Vel kendes systemet, f.eks. i
straffelovens § 157: »oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten
«. I
sidstnævnte tilfælde vil den overordnede jo
have rimelige chancer for at konstatere flerheden af tilfælde. Men ved en HIV-positivs samleje med 5 forskellige seksualpartnere er mulighederne for opdagelse ganske anderledes.
Det synes, som om forholdene specielt i haitianer-sagen gør, at man helt har overset det
praktiske problem, at det typisk er umuligt både for den »bedragne« og for politiet at finde
ud af, om der foreligger flere tilfælde. Disse
vanskeligheder øges betydeligt, hvis man vælger kun at kriminalisere flere tilfælde af ubeskyttet sex eller på anden måde særlig hensynsløs adfærd.
På baggrund af ovenstående er det svært for
mig at tro på, at det fremlagte forslag kan
håndhæves effektivt. Problemerne vil i praksis
hurtigt vise sig, og de få HIV-smittede, som
kan finde på at udsætte andre for ufrivillig
smitterisiko, vil hurtigt blive klar over dette.
Forslaget vil derfor næppe påvirke de HIVsmittedes strafrisiko i væsentlig grad. Justitsministeren har, så vidt jeg erindrer, i pressen
været citeret for, at lovforslaget vil have en signalværdi. Signalet er, at lovgiver sørger for, at
de HIV-positive straffes, hvis de dyrker usikker sex. Hvis ungdommen tror på dette signal,
vil den føle, at det giver den en vis beskyttelse.
Meningen med kriminalisering er jo som regel
at give de potentielle ofre en vis beskyttelse.
Resultatet kan meget vel blive større letsindighed hos den ikke-smittede del af befolkningen,
og at man slækker på sin egen beskyttelse. Det
bør her bemærkes, at denne specielle kriminalisering adskiller sig fra anden kriminalitet
ved, at offeret fuldt ud og uden større opofrel-

1755

Bilag til bet. o. lovf. vedr. straffeloven

ser er i stand til at sikre sig selv. Dette resultat
kan naturligvis afhjælpes ved, at lovgiver klart
tilkendegiver, at forslaget næppe vil mindske
smitterisikoen og alene vedtages, fordi den angivne adfærd er så moralsk forkastelig, at den
bør kriminaliseres, at samfundet forbeholder
sig ret til hævn.

Lovforslagets udformning vedr. AIDS
A. Det angives, at den HIV-positive skal have forsæt i relation til sin sygdom. Dette angives i bemærkningerne at omfatte direkte forsæt
og sandsynlighedsforsæt. Vedkommende kan
efter bemærkningerne alene straffes, hvis han
véd eller anser det for overvejende sandsynligt,
at han er HIV-positiv. Dette svarer ikke til
dansk rets forsætsbegreb, jf. Kommenteret
Straffelov, 5. udg. s. 165 ff. Der er i dag ikke
tvivl om, at Højesteret anser den såkaldte dolus eventualis for fornødent forsæt. Dette har
åbenbar betydning for disse sager. Justitsministeriet anfører som nævnt, at det kræves, at den
HIV-positive mindst anså det for overvejende
sandsynligt, at han var HIV-positiv. Imidlertid
har han også forsæt, hvis han blot har haft en
vis mistanke om dette og har accepteret muligheden for, at han er HIV-positiv og altså kan
risikere at udsætte sin partner for smitterisiko.
Denne almindelige forsætsform, der åbenbart
kan omfatte den, der ikke lader sig teste på
trods af en lille frygt for at være positiv, forties
i justitsministerens forslag, og dette skyldes
næppe, at den er ukendt eller uvæsentlig i denne sammenhæng. Den angivne forsætsform
giver en bredere kriminalisering, end den ikkestrafferetskyndige ser ved gennemlæsning af
forslaget. Er det meningen, at dolus eventualis
ikke er tilstrækkeligt forsæt her, bør det klart
markeres.
I afsnittet om hensynsløshed fremhæves, at
den HIV-smittede kun går fri, hvis han »klart«
oplyser sin seksualpartner om, at han er HIVsmittet. Kravene til den HIV-smittede er her
nok formuleret utilsigtet strengt. Hvis han alene anser det for overvejende sandsynligt, at
han er HIV-smittet, har han det fornødne forsæt. Det er vel så nok, at han oplyser seksualpartneren om sin frygt. Hvis dolus eventualis
kriminaliseres som ovenfor angivet, må det vel
være nok, at han siger, at han har en svag mistanke.

1756

Det er ovenfor allerede fremhævet, at bemærkningerne ikke er tilstrækkeligt klare vedrørende spørgsmålet, om der - hvis der ikke
foreligger skærpende omstændigheder - skal
1, 2 eller 3 samlejer til at gøre det kriminelt.
Det kan hævdes, at domstolene, f.eks. ved anvendelse af § 252, stk. 1, er vant til at fortolke
ordet »hensynsløs«, og at den nærmere fortolkning også her må overlades til domstolene.
Vurderingen af, om en adfærd er hensynsløs
efter stk. 1, er imidlertid af en helt anden karakter end bedømmelsen vedr. stk. 2 (forslaget). Det er ikke særlig rosværdigt, hvis lovgiverne alene kan blive enige om at ramme den
hensynsløse adfærd, men ikke om at præcisere, hvad der er hensynsløst.
Endelig savnes i bemærkningerne en stillingtagen til, om oralsex er omfattet af bestemmelsen. At dømme efter oplysningerne i pressen er risikoen ved oralsex betydeligt lavere
end ved samleje og ved analsex, men der er en
vis risiko. Imidlertid er der også en vis risiko
ved samleje, selv om der benyttes kondom.
Denne risiko er klart undtaget i bemærkningerne. Er risikoen ved ubeskyttet oralsex større
end ved samleje med kondom, og er den i givet
fald tilstrækkelig til domfældelse?
Der er i lovforslaget ingen bemærkninger
om, i hvilket omfang man forestiller sig, at behandlende læger skal afgive vidneforklaring.
Man bruger enkelte steder vendingen »sædvanlig bevisvurdering«. Netop ved brugen af
ordet »sædvanlig« undgår man at redegøre for
de specielle processuelle problemer i disse sager.
I praksis har foreligget den situation, at en
kvinde uden samtykke var udsat for at blive
smittet ved samleje med en HIV-positiv. Hun
ønskede ikke sag rejst, hvorfor man undlod
det. Kan sag nu rejses i tilfælde, hvor »offeret«
ikke ønsker det? Normalt kan sager rejses
uden begæring fra offeret eller endog i mod-;
strid med vedkommendes indstilling. Gælder
dette også i disse sager?
Lovforslagets formulering vedr. andre sygdomme
Det anføres i bemærkningerne, at en sygdom kun er livstruende, hvis det er »overvejende sandsynligt, at personer, der smittes med
sygdommen, i almindelighed afgår ved døden . . . . «. Hvis kun 30 pct. af de smittede dør,

1757

Bilag til bet. o. lovf. vedr. straffeloven

vil ministeriet således ikke betragte sygdommen som »livstruende«. Dette synes ikke gennemtænkt. De fleste vil vist kalde en sådan
sygdom livstruende. I øvrigt kan det undre, at
man ikke har medtaget »svært invaliderende«.
Skulle vi få en uhelbredelig sygdom, der medførte svær livsvarig invaliditet, er strafbehovet
nok lige så stort som ved AIDS. Det kunne jo
let vedrøre en sygdom med betydelig højere
smitterisiko end AIDS. Det anføres i bemærkningerne med rette, at smitterisikoen ved
AIDS muligvis er for lille til at være omfattet
af stk. 1. Efter stk. 1 vil en betydelig invaliditetsrisiko være tilstrækkelig, men stk. 2 synes
at skulle være den specielle bestemmelse for
sygdomssmitte. Også på dette punkt vil retsstillingen således blive uklar.
Vedrørende erstatning fra staten
Efter lov om erstatning fra staten til ofre for

1758

forbrydelser § 1 har ofre for forbrydelser krav
på erstatning for personskade. Hvis en person
bliver smittet ved en andens overtrædelse af
den nye bestemmelse, har den smittede sandsynligvis/muligvis krav på erstatning efter
nævnte lov. Dette gælder også, selv om gerningsmanden ikke findes, jf. § 6, nr. 1. Ingen
kender vel erstatningsbeløbets størrelse. Denne tilsyneladende refleks af den foreslåede lovbestemmelse har næppe været overvejet i Justitsministeriet. I hvert fald bør lovgiver tage
stilling til spørgsmålet.
Vedrørende afsoning
De gerningspersoner, der vil blive dømt efter den nye lovbestemmelse, vil i et vist omfang
være dødssyge. Hidtil har der over for denne
persongruppe været ført en lempelig benådningspraksis. Skal denne fortsættes eller ændres?

GORM TOFTEGAARD NIELSEN

Bilag til bet. o. lovf. vedr. straffeloven

1759

1760

DANMARKS
BLØDERFORENING

Til Folketingets Retsudvalg
København, den 17. maj 1994

Vedr. forslag til lov om ændring af straffeloven
Danmarks Bløderforening har nu haft mulighed for at gennemse Justitsministeriets lovforslag til lov om ændring af straffeloven (forvoldelse af fare for smitte med livstruende og
uhelbredelig sygdom) samt de bemærkninger,
som er knyttet til forslaget.
Vi mener, at der er en lang række uafklarede
problemer i lovforslaget, som også HIV-Danmark og de øvrige foreninger, som beskæftiger
sig med HIV og AIDS, har gjort opmærksom
på i den offentlige debat. Vi har også noteret
os, at en række strafferetseksperter har haft
kritiske bemærkninger til lovforslaget.
Danmarks Bløderforening henstiller derfor,
at lovforslaget udsættes, til der har været mulighed for at konsultere sagkyndige strafferetseksperter og mulighed for en grundig overve-

jelse af de konsekvenser, som lovforslaget generelt vil kunne medføre for de HIV-smittede i
Danmark.
Blandt de mange uafklarede spørgsmål er,
hvilken form for bevislighed der opereres med,
og hvilke former for dokumentation der skal
til, for at man kan rejse tiltale. Desuden er det
for os uklart, hvad der menes med »medvirken«, (side 9 i bemærkningerne).
Selv om det på nuværende tidspunkt kan
være vanskeligt at overskue konsekvenserne af
lovforslaget på længere sigt, frygter vi, at forslaget i sin nuværende form vil kunne få negative konsekvenser for hele gruppen af HIVsmittede og ikke kun for de få, som forslaget
var tiltænkt.

Med venlig hilsen
DANMARKS BLØDERFORENING
TERKEL ANDERSEN,
formand

1761

Tillæg B (111)

'I

Folketingsåret 1993-94

1762

Bilag til bet. o. lovf. vedr. straffeloven

Til Folketingets Retsudvalg
Den 18. maj 1994

Dansk Retspolitisk Forening er meget betænkelig ved udsigten til, at lovforslag nr. 255
bliver gennemført. Foreningen vil fremhæve
følgende:
1. Det strafferetlige aspekt
- Området for det strafbare er uklart afgrænset.
- Bevis for forsæt vil ofte forudsætte indsigt i
lægejournaler.
- Anklagemyndighedens administration af
loven kan meget vel blive ganske vilkårlig.,
2. AID S-aspektet
- Der er alvorlig risiko for, at forslaget vil
modvirke frivillig testning.
- Åbenhed vanskeliggøres.
3. Det almindelige kønslivsaspekt
- Indførelsen af denne straffenorm vil fratage

111

den enkelte det egentlige ansvar for eget
kønsliv.
- Det kan give en bevidsthedsmæssig forskydning hen imod en farlig tryghed, hvis
man slår sig til tåls med, at den anden jo vil
blive straffet, hvis han/hun ikke oplyser at
være HIV-smittet.
4. Det generelle sundhedspolitiske aspekt
- Gennemførelsen af straffebestemmelsen og
de deraf afledede virkninger kan bryde den
almindelige tillid til sundhedsvæsenet.
5. Folketingets lovgivningsprocedure
- En lille paragraf ændres, men det vil få kolossale og for tiden uoverskuelige konsekvenser for forebyggelsen af HIV-smitte.
- Gennemførelsen af forslaget eller forkastelsen af det kræver langt grundigere og fagligt
bredere overvejelser og debat, end den
sparsomt tilmålte tid muliggør.
I

Udvalgenes betænkninger m.m. (undt. finans- og tillægsbev.lovforslag)

1763

Bilag til bet. o. lovf. vedr. straffeloven

1764

Justitsministerens besvarelse af en anmodning om kommentarer til en henvendelse samt af
spørgsmål fra Retsudvalget
Spørgsmål:
»Udvalget udbeder sig - i 70 eksemplarer ministerens kommentar til materialet fra professor Gorm Toftegaard Nielsen modtaget under AktHIVhusets foretræde d.d. (bilag 15).«
Svar:
Indledningsvis skal anføres, at besvarelsen
alene vil indeholde kommentarer til Gorm
Toftegaard Nielsens bemærkninger af strafferetlig karakter til lovforslaget.
1. Gorm Toftegaard Nielsen udtrykker (side
1-2 og side 4, 1. afsnit) tvivl om bestemmelsens
anvendelighed, navnlig i tilfælde af flere ubeskyttede samlejer m.v. med samme person eller
forskellige personer.
Justitsministeriet skal hertil bemærke, at i de
situationer, hvor der ikke foreligger skærpende
omstændigheder og der således skal være tale
om gentagne tilfælde af ubeskyttet sex, vil sådanne forhold kunne begås over for den samme seksualpartner. Det er således ikke nødvendigt, at der tillige foreligger en eller flere
tilsvarende handlinger over for andre personer. Bestemmelsen vil således kunne anvendes
ved to ubeskyttede samlejer med den samme
person, jf. bemærkningerne side 4, højre spalte, 1. nye afsnit.
2. Gorm Toftegaard Nielsen mener (side 3),
at bestemmelsen efter bemærkningerne til lovforslaget kun kan anvendes, hvis der foreligger
direkte forsæt (dvs. viden om HIV-smitte) eller
sandsynlighedsforsæt. Dette er ikke korrekt. I
bemærkningerne anføres, at der skal foreligge
forsæt. Herefter står der (side 5, venstre Spalte,
2. nye afsnit): »Dette indebærer eksempelvis
(fremhævet her), at geningsmanden skal vide
eller anse det for overvejende sandsynligt
(sandsynlighedsforsæt), at der foreligger en
smitterisiko.« Efter lovforslaget er det således
dansk rets almindelige forsætsbegreb, der skal
anvendes. Det er derfor ikke udelukket at
straffe, hvis der kun foreligger den laveste grad
af forsæt, såkaldt dolus eventualis, der af
Gorm Toftegaard Nielsen beskrives således:

»Imidlertid har han også forsæt, hvis han blot
har haft en vis mistanke om dette og har accepteret muligheden for, at han er HIV-positiv og
altså kan risikere at udsætte sin partner for
smitterisiko.« Denne forsætsgrad anvendes
imidlertid kun sjældent i praksis og er derfor
ikke udtrykkeligt omtalt i bemærkningerne,
også fordi dens praktiske anvendelsesområde
ved den foreslåede bestemmelse må antages
kun at blive særdeles begrænset.
3. Gorm Toftegaard Nielsen anfører videre
(sidste afsnit, side 3), at det følger af bemærkningeme, at »den HIV-smittede kun (fremhævet her) går fri, hvis han »klart« oplyser sin
seksualpartner om, at han er HIV-smittet«.
Denne begrænsning, jf. ordet »kun«, fremgår
ikke af bemærkningerne. Justitsministeriet er
derfor enig i, at hvis gerningsmanden alene anser det for overvejende sandsynligt, at han er
HIV-smittet, er det tilstrækkeligt til at gå fri for
strafansvar, at han klart oplyser seksualpartneren om denne antagelse.
4. Gorm Toftegaard Nielsen anfører (side 4,
2. afsnit), at der i bemærkningerne savnes en
stillingtagen til, om oralsex er omfattet af bestemmelsen. Her kan henvises til, at det i bemærkningerne er oplyst, at bestemmelsen omfatter anden kønslig omgængelse end samleje,
hvorved smitte påviseligt kan overføres (side 4,
venstre spalte, 3. nye afsnit). Bestemmelsen er
således ikke begrænset til samleje eller tilsvarende homoseksuelt forhold. Oralsex kan således være omfattet af § 252, stk. 2.
5. Gorm Toftegaard Nielsen spørger (side 4,
4. afsnit), om en sag kan rejses i tilfælde, hvor
»offeret« ikke ønsker det. Da bestemmelsen er
undergivet offentlig påtale, følger det af almindelige straffeprocessuelle regler, at tiltalerejsning ikke kræver en begæring fra »offeret«.
6. Da forståelsen af ordene »livstruende og
uhelbredelig sygdom« kunne give anledning
til en vis tvivl, er udtrykket klart defineret i lovforslagets bemærkninger (side 5, venstre spalte, 1. nye afsnit). Justitsministeriet finder ikke,
at bestemmelsen som anført af Gorm Toftegaard Nielsen (side 5, øverste afsnit) bør udvi-

1765

Bilag til bet. o. lovf. vedr. straffeloven

des til også at omfatte smitte med sygdomme,
der kun medfører alvorlig legemsskade.
7. Vedrørende muligheden for erstatning fra
staten kan det oplyses, at loven om erstatning
fra staten til ofre for forbrydelser efter omstændighederne kan finde anvendelse ved overtrædelse af § 252, stk. 2, på samme måde som ved
andre straffelovsovertrædelser, der kan forvolde personskade.
Dette forudsætter imidlertid bl.a., at offeret
er påført HIV-smitte eller sygdommen AIDS,
og at det kan lægges til grund, at dette er sket
ved en overtrædelse af § 252, stk. 2, der er begået her i landet. Efter Justitsministeriets opfattelse vil der i praksis kun blive tale om et
yderst begrænset antal af sådanne tilfælde.
8. Endelig kan Justitsministeriet bekræfte, at
personer, der er dømt efter § 252, stk. 2, kan
blive benådet, såfremt de sædvanlige betingelser herfor er opfyldt, herunder på grund af gerningsmandens helbredsforhold.
Spørgsmål nr. 6:
»Udvalget anmoder om ministerens kommentar til henvendelsen af 10. maj 1994 fra
HIV-Danmark, AktHIVhuset, Århus, Landsforeningen for bøsser og lesbiske/STOP
AIDS-kampagnen og AIDS-Linien, jf. bilag
8.«
Svar:
1.1 den nævnte henvendelse anføres bl.a., at
vedtagelse af den foreslåede bestemmelse i §
252, stk. 2, vil kunne modvirke forebyggelsesarbejdet mod AIDS og spredning af HIV-smitte. Der peges i den forbindelse på behovet for
at afveje hensynet til retsbevidstheden over for
hensynet til forebyggelsesarbejdet.
Det skal i den forbindelse fremhæves, jf. lovforslagets bemærknigner side 3, pkt. 4, at udgangspunktet i den danske sundhedspolitiske
indsats mod HIV-smitte og AIDS fortsat er, at
det påhviler den enkelte at beskytte sig selv
mod overførsel af HIV-smitte i forbindelse
med kønslig omgang m.v. Som jeg også gav
udtryk for i min fremsættelsestale, indebærer
forslaget ikke på nogen måde et brud med denne hidtidige sundhedspolitiske indsats mod
smitte med HIV-virus og AIDS.
2. Der peges endvidere på, at der i lovforslaget bør sondres mellem de to HIV-virustyper,
der kendes i dag, HIV-1 og HIV-2, idet »folk

1766

smittet med HIV-2 ikke vil kunne retsforfølges,
jf. forslagets bemærkninger om sandsynligheden for at dø inden for 10-15 år«.
Justitsministeriet skal hertil bemærke, at
lovforslaget primært sigter på smitte med den
HIV-virus (HIV-1), der er almindelig her i landet. Det er rigtigt, at der findes en anden HIVvirus (HIV-2), som menes at være noget mindre virulent (dødbringende) end den almindelige HIV-virus. Hvis de erfaringer, der indhøstes med denne virus, viser, at den ikke i almindelighed er dødelig inden for et kortere åremål, dvs. inden for maksimalt 10-15 år, omfattes smitten ikke af bestemmelsen i § 252, stk. 2.
Det samme gælder, hvis der måtte vise sig andre HIV-virus eller andre former for smitte,
som i almindelighed ikke er dødelige inden for
dette tidsrum.
3. Det anføres desuden, at der allerede i dag
efter straffelovens §§ 245 og 249 skulle være
mulighed for at straffe i de tilfælde, hvor der
reelt er sket en smitteoverførsel.
Straffelovens § 245 vedrører navnlig forsætlig vold i form af legemsangreb af særlig rå,
brutal eller farlig karakter og mishandling.
Straffelovens § 249 vedrører uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse. Efter Justitsministeriets
opfattelse kan disse bestemmelser ikke finde
anvendelse i de typiske tilfælde af overtrædelse af den foreslåede § 252, stk. 2, nemlig ubeskyttet samleje m.v. mellem en HIV-smittet og
en rask person, uanset om samlejet resulterer i
smitteoverførsel.
4. Endelig foreslås det, at § 252, stk. 2, ændtes, således at den alene omfatter den, der
gentagne gange eller i øvrigt under skærpende
omstændigheder på hensynsløs måde forvolder fare for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom.
Justitsministeriet har ikke bemærkninger til,
at ordene »gentagne gange eller i øvrigt under
skærpende omstændigheder« indsættes i den
foreslåede lovbestemmelse, såfremt det i selve
lovreglen ønskes fremhævet, at den hovedsagelig alene skal omfatte gentagne tilfælde.

Spørgsmål nr. 7:
»Udvalget anmoder om ministerens kommentar til henvendelsen af 13. maj 1994 fra Positivgruppen, jf. bilag 9.«

1767

Bilag til bet. o. lovf. vedr. straffeloven

1768

smittede har ansvaret for at kunne bevise, at
der er dyrket sikker sex, eller han/hun har fortalt sin HIV-status.«
Det følger af det almindelige princip i den
strafferetlige bevislære (»In dubio pro reo«),
at det påhviler anklagemyndigheden at bevise
den tiltaltes skyld. En eventuel bevistvivl kommer således den tiltalte til gode. Dette princip
gælder også for retsforfølgningen af formodede overtrædelser af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 252, stk. 2. Om mulighederne for at føre sådant bevis henvises til besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 2 (L 255 bilag 2).
2. Det anføres endvidere i lovforslagets bemærkninger, at det »er i rådgivningen vigtigt,
Spørgsmål nr. 8:
at to HIV-smittede dyrker sikker sex. Gensmit»Udvalget anmoder om ministerens komning med en ny virusstamme kan have katamentar til henvendelsen af 16. maj 1994 fra Postrofale følger for en i forvejen HIV-smittet.«
sitivgruppen, jf. bilag 11.«
Det fremgår af lovforslagets bemærkninger
side 4, højre spalte, 2. nye afsnit, at et ubeskytSvar:
tet samleje mellem to personer, der begge er
I henvendelsen redegøres der for nogle kon- HIV-positive, ikke medfører strafansvar for
krete forløb vedrørende HIV-smittede. På bag- nogen af dem. Dette er selvsagt ikke ensbetygrund af disse forløb argumenteres for, at der dende med, at det ikke i rådgivningen kan og
ikke bør ske en kriminalisering af usikker sek- bør betones, at HIV-smittede i alle tilfælde bør
suel adfærd. Derimod bør der ske en øget fore- anvende beskyttelsesmidler i forbindelse med
byggende indsats i overensstemmelse med de seksuel omgang.
principper, der gælder for den hidtidige sund3. Det anføres, at som »bemærkningerne er
hedspolitiske indsats mod HIV-smitte og formuleret, er rådgiverne dermed kriminaliseAIDS. I henvendelsens afslutning redegøres
rede«.
der nærmere for elementerne i en sådan forI lovforslagets bemærkninger, side 4, højre
stærket indsats.
spalte, 3. nye afsnit, anføres, at også andre end
Justitsministeriet kan om disse synspunkter
den, der selv er HIV-smittet, kan ifalde strafanhenvise til besvarelsen af Retsudvalgets
svar efter bestemmelsen. Tænker man sig sålespørgsmål nr. 3 (L 255 - bilag 2) og spørgsmål
des en person, der medvirker til, at en HIVnr. 6 (L 255 - bilag 10).
smittet har ubeskyttet samleje med andre, velvidende at den pågældende er smittet, kan der
Spørgsmål nr. 9:
efter omstændighederne ifaldes ansvar for
»Udvalget anmoder om ministerens kom- medvirken, jf. straffelovens § 23.
mentar til henvendelsen af 13. maj 1994 fra
Medvirken efter straffelovens § 23 omfatter
AktHIVhuset, jf. bilag 13.«
den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har
medvirket til gerningen. Sådan medvirken omfatter såvel bistand, der sigter på at forøge muSvar:
I henvendelsen fra AktHIVhuset kritiseres 3 ligheden for fysisk at gennemføre lovovertræformuleringer i bemærkningerne til lovforsla- delsen, som bistand, der sigter på at øge den
get. De sidetal, der henvises til, findes imidler- psykiske vilje dertil. For så vidt angår rådgivtid ikke i lovforslaget, hvorfor det er vanskeligt ning, omfatter lovforslagets bemærkninger om
med sikkerhed at fastslå, hvilke formuleringer medvirken alene de tilfælde, hvor rådgiveren
har søgt at anstifte til en overtrædelse af den
der sigtes til.
1. Det anføres, at der i lovforslagets be- foreslåede bestemmelse, f.eks. ved at opfordre
mærkninger skulle ligge, »at den evt. HIV- en HIV-smittet til at have samleje m.v. i strid

Svar:
I henvendelsen kritiserer Positivgruppen
forslaget om at straffe HIV-smittede, der dyrker usikker sex. Positivgruppen foreslår, at
Folketinget øjeblikkeligt trækker lovforslaget
tilbage, og at Tinget nedsætter et »HIV-udvalg« med repræsentanter fra HIV-organisationer samt jurister, læger og rådgivere, som
seriøst og kvalificeret kan fastlægge rammerne
for det fremtidige arbejde. Udvalget skal planlægge en langt stærkere og konsekvent rådgivning af testede og HIV-smittede.
Efter min opfattelse er der ikke grund til at
følge Positivgruppens forslag.

1769

Bilag til bet. o. lovf. vedr. straffeloven

1770

med bestemmelsen.
Spørgsmål nr. 13:
4. Det anføres, at som »bemærkningerne er
»Er det udtryk for en generel holdning i kriformuleret, vil rådgivning om HIV-test fremminalpolitikken, at regeringen ønsker at udviover også indebære, at vi som rådgivere skal
de området for strafbare handlinger?«
gøre rådsøgende opmærksom på risikoen for
kriminalisering.«
I lovforslagets bemærkninger side 5, venstre Svar:
spalte, 2. nye afsnit, anføres bl.a., at det er en
Regeringen ønsker ikke generelt en øget kribetingelse for strafansvar, at gerningsmanden minalisering. Baggrunden for lovforslaget er
skal vide eller anse det for overvejende sand- således navnlig, at det kan forekomme stødensynligt (sandsynlighedsforsæt), at der forelig- de for retsbevidstheden, hvis en person, der er
ger en smitterisiko. Er den pågældende testet
klar over at være smittet med HIV-virus, har
for HIV-virus og fundet positiv, er denne be- samleje med eller på anden måde hensynsløst
tingelse selvsagt opfyldt. Selv om dette vil være udsætter andre for smitten uden at søge at beden typiske situation, er det dog ingen ufraviskytte de pågældende eller at gøre dem begelig betingelse for strafansvar, at det kan bevi- kendt med smitterisikoen.
ses, at der har været foretaget en positiv HIVtest. Også i tilfælde, hvor det på anden måde
med den fornødne sikkerhed kan godtgøres, at Spørgsmål nr. 14:
den pågældende har vidst eller bestemt anta»Hvorfor er det så vigtigt for regeringen at
get at være HIV-smittet, kan strafansvar kom- gennemføre et lovforslag, uden at Retsudvalme på tale.
get får mulighed for en grundig behandling, og
Selve foretagelsen af en HIV-test er således vil ministeren være indstillet på at udsætte lovingen ufravigelig betingelse for, at en person forslaget for dels at afvente høringssvar fra de
kan dømmes for overtrædelse af den foreslå- sædvanligvis hørte instanser og tillige fra de
ede bestemmelse.
grupper af rådgivere og patienter, der er berørt
af forslaget?«
Spørgsmål nr. 10:
»Hvad er ministerens kommentar til vedlagte artikel fra Morgenavisen Jyllands-Posten Svar:
den 17. maj 1994: »HIV-lov kan blive dyr for
Som anført i min besvarelse af Retsudvalgstaten« specielt med hensyn til omfanget og ets spørgsmål nr. 7 (L 255 - bilag 10) og 11 (L
størrelsen af kommende erstatningskrav.«
255 - bilag 20) er der efter min opfattelse ikke
fremkommet indsigelser mod lovforslaget, der
Svar:
kan begrunde, at forslaget ikke vedtages. ForI artiklen i Jyllands-Posten omtales dele af slagets indhold er desuden velkendt, og der er
en redegørelse, som professor Gorm Tofte- indkommet bemærkninger fra mange af de
grupper, der kan tænkes berørt af lovforslaget.
gaard Nielsen har afgivet til AIDS INFO.
Justitsministeriet kan om denne redegørelse Jeg finder derfor ikke grundlag for at udsende
henvise til besvarelsen af Retsudvalgets lovforslaget til høring.
Lovforslaget er efter min opfattelse udtryk
spørgsmål af 17. maj 1994 (L 255 - bilag 16),
hvor spørgsmålet om erstatning er omtalt i pkt. for, at vi tilvejebringer en retstilstand, der svarer til den, vi indtil Højesterets dom troede var
gældende.
Spørgsmål nr. 12:
»Har lovforslaget været til høring hos f.eks. Spørgsmål nr. 15:
domstolene, anklagemyndigheden og forsva»Hvorledes er lægers tavshedspligt forenelig
rerne, og vil ministeren fremsende høringssvamed
den omstændighed, at anklagemyndigherene?«
den for at bevise forsæt skal kunne bevise, at
den sigtede er bekendt med, at han er HIVSvar:
smittet og derfor nødvendigvis må kunne frem홢Lovforslaget har ikke været sendt til høring. lægge lægejournal i retten?«

1771

Bilag til bet. o. lovf. vedr. straffeloven

Svar:
Efter retsplejelovens § 170, stk. 1, kan læger
som udgangspunkt ikke pålægges at afgive forklaring i straffesager om en patients forhold,
hvis patienten ikke ønsker dette. Retten har
imidlertid efter § 170, stk. 2, mulighed for at
pålægge læger at afgive vidneforklaring, når
forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part
eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves.
Herudover kan spørgsmålet om, hvorvidt en
tiltalt var bekendt med at være HIV-smittet,
også belyses på anden måde, f.eks. gennem
vidneforklaringer fra udenforstående. Endelig
er det som anført under besvarelsen af spørgsmål nr. 8 (L 255 - bilag 12) ingen absolut betingelse for, at en person kan dømmes for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse, at der
er foretaget en HIV-test.
Spørgsmål nr. 16:
»Kan rådgivere, der er bekendt med klientens sygdom og bliver betroet, at den pågældende udfolder usikker sex, straffes for medvirken, og hvem vil i øvrigt kunne straffes for
medvirken, og vil det ikke allerede nu kunne
ødelægge rådgivningsvirksomhed, at rådgivere
frygter for strafansvar efter straffelovens §
23?«
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr.
9 (L 255 - bilag 14), pkt. 3. Den blotte viden
om en mulig overtrædelse af bestemmelsen
medfører således ikke strafansvar.
Spørgsmål nr. 17:
»Kan læger, der sløser med blodtransfusion,
anvender ubehandlet blod el.lign., straffes?«
Svar:
En læge, der med forsæt anvender blod til
blodtransfusion, som den pågældende ved er
inficeret med HIV-virus, kan straffes efter den
foreslåede bestemmelse. Da bestemmelsen ikke kriminaliserer uagtsomhed, kan »sløseri«
ikke straffes.

1772

Spørgsmål nr. 18:
»Hvorledes stemmer det med den sædvanlige samtykkelære i strafferettens voldskapitel,
at det er straffrit at udfolde usikker sex med
personer, der har samtykket, og hvordan skal
et sådant påstået samtykke af anklagemyndigheden kunne modbevises?«
Svar:
I almindelighed vil der ikke kunne meddeles
samtykke med disculperende virkning, dvs. således at strafansvar ikke ifaldes, når der er tale
om en alvorligere forbrydelse, hvor beskyttelsesinteressen ikke alene må søges for det angrebne individ. Ved lovforslaget er der imidlertid tilsigtet en indskrænkning af det strafbare
område, således at et gyldigt samtykke virker
disculperende. Dette er baggrunden for, at der
i lovforslagets bemærkninger side 4, højre
spalte, øverste afsnit, er anført, at et gyldigt
samtykke fritager for strafansvar efter § 252,
stk. 2.
Spørgsmål nr. 19:
»Hvis én gang usikker sex ikke er strafbart,
hvor mange er så strafbart, og kan det bevises?«
Svar:
Som anført under besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål af 17. maj 1994 vedrørende
en henvendelse fra professor Gorm Toftegaard
Nielsen, vil bestemmelsen kunne anvendes ved
to ubeskyttede samlejer med den samme person (eller et sådant samleje med to personer).
Spørgsmålet om, hvorvidt der har været tale
om flere ubeskyttede samlejer, må - som det
også skete i den sag, der blev afgjort af Højesteret - belyses i overensstemmelse med de
sædvanlige principper for strafferetlig efterforskning.
Spørgsmål nr. 20:
»Hvor meget regner ministeren med at skulle udbetale i offererstatning?«
Svar:
Som anført under besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål af 17. maj 1994 (L 255 - bilag 16) vedrørende en henvendelse fra professor Gorm Toftegaard Nielsen, pkt. 7, vil der

.

1773

Bilag til bet. o. lovf. vedr. straffeloven

efter Justitsministeriets opfattelse i praksis kun
blive tale om et yderst begrænset antal tilfælde, hvor der vil skulle udbetales erstatning efter lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser i anledning af en overtrædelse af §
252, stk. 2.
Spørgsmål nr. 21:
»Hvad mener ministeren om de vedholdende påstande om, at færre vil lade sig undersøge, når en strafbestemmelse er indført, og hvorfor har ministeren valgt at straffe den, der går
til læge, men »frifinder« den, der holder sig i
uvidenhed om sin sygdom, og er det i overensstemmelse med den politik, Folketinget hidtil
har ført om oplysning og tilskyndelse til at søge læge?«
Svar:
For så vidt angår spørgsmålet om lovforslagets virkning for det forebyggende arbejde,
kan jeg henvise til besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 6, pkt. 1 (L 255 - bilag 10).
Hvad angår betydningen af en foretaget test
for HIV-virus, kan jeg henvise til besvarelsen
af spørgsmål nr. 9, pkt. 4 (L 255 - bilag 14).
Spørgsmål nr. 22:
»Hvad betyder det, at området bliver straffrit, hvis sygdommen ikke helbredes, men behandlingen er så kostbar, at det offentlige ikke
kan eller vil betale?«
Svar:
I lovforslagets bemærkninger side 5, venstre
spalte, 1. nye afsnit, anføres bl.a., at sygdom,
der omfattes af § 252, stk. 2, skal være uhelbredelig. Dette indebærer, at sygdomme, som hvis patienten undergives rettidig, sædvanlig
lægelig behandling - almindeligvis kan helbredes, ikke omfattes af bestemmelsen. I udtrykket »sædvanlig« ligger, at der er tale om en
behandling, som i almindelighed er tilgængelig for den smittede.
r
Spørgsmål nr. 23:
»Frygter ministeren ikke, at en sådan strafbestemmelse kan tilskynde til angiveri?«
Svar:
Efter Justitsministeriets opfattelse vil der

1774

alene blive tale om et beskedent antal sager efter den foreslåede bestemmelse. Der er næppe
grund til at tro, at personer, der ikke selv er
offer for en overtrædelse af § 252, stk. 2, vil
angive, andre for denne forbrydelse. Det tilføjes, at falsk anmeldelse er strafbar efter straffelovens § 164 eller § 1,65.
Spørgsmål nr. 24:
»Hvordan vil ministeren begrunde en præventiv effekt ved at indføre en ny strafbestemmelse, når de behandlere, der kender AIDSpatienter, påstår, at patienterne er i så dyb krise, at de ofte ikke kan tænke rationelt?«
Svar:
Som anført i lovforslagets bemærkninger indebærer lovforslaget ikke en ændring i den
præventive indsats over for udbredelse af
AIDS og HIV-smitte. Som tidligere anført kan
det imidlertid forekomme stødende for retsbevidstheden, hvis en person, der er klar over at
være smittet med HIV-virus, har samleje med
eller på' anden måde hensynsløst udsætter an- '
dre for smitte uden at søge at beskytte de pågældende eller at gøre dem bekendt med smitterisikoen. Dette er baggrunden for den foreslåede kriminalisering af sådanne hensynsløse
forhold.
Spørgsmål nr. 25:
»Er det udtryk for en bestemt moralsk holdning, at man i lovforslaget alene lægger ansvaret på den ene part, nemlig den smittede, eller
kan ministeren give en rationel begrundelse?«
Svar:
Lovforslaget vedrører strafansvar for den,
som på hensynsløs måde forvolder fare for, at
nogen smittes med bl.a. HIV-virus. Strafansvar
er imidlertid ikke den eneste form for ansvar i
denne forbindelse. Også den raske part har en
forpligtelse til at søge at beskytte sig mod smitten. Tilsidesættelse af dette ansvar kan efter
min opfattelse imidlertid ikke begrunde et
strafansvar.
Spørgsmål nr. 26:
»Vil man kunne indsætte personer med
AIDS i udbrud til afsoning i et fængsel?«

1775

Bilag til bet. o. lovf. vedr. straffeloven

Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål af
17. maj 1994 vedrørende en henvendelse fra
professor Gorm Toftegaard Nielsen (L 255 bilag 16), pkt. 8, om muligheden for benådning.
Spørgsmål nr. 27:
»Vil private rådgivere, der bliver indkaldt
som vidne, kunne påberåbe sig tavshedspligt,
og vil ægtefæller og andre seksualpartnere, der
er blevet smittet, kunne tvinges til at afgive vidneforklaring?«
Svar:
Det følger af retsplejelovens § 168, at enhver
som udgangspunkt har pligt til at afgive forklaring for retten som vidne. Efter retsplejelovens
§ 171 har en parts nærmeste, f.eks. partens ægtefælle, ikke pligt til at afgive forklaring som
vidne. Retten kan dog pålægge vidnet at afgive
forklaring, når forklaringen anses for at være
af afgørende betydning for sagens udfald og
sagens beskaffenhed og dens betydning for
vedkommende part eller samfundet findes at
berettige hertil.
I I

1776

Spørgsmål nr. 28:
»Hvad mener ministeren om AIDS-patienters påstand om, at lovforslaget føles om en
brændemærkning og en kriminalisering af enhver HIV-smittet?«

Svar:
Som anført i lovforslagets bemærkninger tilsigtes der ikke nogen ændring i den hidtidige
sundhedspolitiske indsats mod HIV-smitte og
AIDS. Imidlertid kan det forekomme stødende for retsbevidstheden, hvis en person, der er
klar over at være smittet med HIV-virus, har
samleje med eller på anden måde hensynsløst
udsætter andre for smitten uden at søge at beskytte de pågældende eller at gøre dem bekendt med smitterisikoen. Der er således ikke
tale om en kriminalisering af enhver HIV-smittet eller af sygdommen AIDS.
Den, der søger at beskytte sin partner ved
anvendelse af kondom eller lignende beskyttelsesmidler eller ved at oplyse den pågældende om smitterisikoen, kan ikke straffes.

11763

24/5 94: 2. beh. af f. t. I. om massemediers informationsdatabaser

Lovforslagets paragraffer og spørgsmålet
om dets overgang til tredje behandling sattes
til forhandling under ét.
Forhandling
Lissa Mathiasen (S):
Kun den enkelte bemærkning, at jeg vil anmode om at få lovforslaget tilbage til udvalget
mellem anden og tredje behandling.
Hermed sluttede forhandlingen.
Afstemning
§§ 1-16, ændringsforslag nr. 1, § 17, således
ændret, §§ 18 og 19, ændringsforslag nr. 2 om
en ny affattelse af § 20, § 20 i den nye affattelse
og §21
vedtoges uden afstemning.
Lovforslagets overgang til tredje behandling
vedtoges uden afstemning.
Anden næstformand (Grove):
Lovforslaget går herefter til fornyet behandling i udvalget.
Den næste sag på dagsordenen var:
15) Anden behandling af lovforslag nr. L 255:
Forslag til lov om ændring af straffeloven.
(Forvoldelse af fare for smitte med livstruende
og uhelbredelig sygdom).
Af justitsministeren (Erling Olsen).
(Fremsat 27/4 94. Første behandling 4/5 94.
Betænkning 20/5 94).
Der var stillet 1 ændringsforslag i betænkningen.
Uden for betænkningen var der ikke stillet
ændringsforslag.
Lovforslagets paragraffer, ændringsforslaget
og spørgsmålet om lovforslagets overgang til
tredje behandling sattes til forhandling under
ét.
Forhandling

11764

Dorte Bennedsen (S):
Da lovforslaget var til første behandling, gav
Socialdemokratiet udtryk for, at dette var en
vanskelig opgave og i hvert fald langtfra så
nem, som den umiddelbart kunne se ud til, for
vi begiver os her ind her på det mest intime
område i menneskers samliv og bevæger os
dermed et eller andet sted mellem jura og etik.
Hertil kommer hensynet til vores AIDS-politik, som er blevet fastlagt af et meget stort
flertal her i Folketinget, og som har til formål i
videst muligt omfang at hindre udbredelsen af
HIV-virus. Sidst, men ikke mindst kommer
hensynet til de mennesker, som er HIV-positive, og som ikke skal belastes af at blive udlagt
endsige af en antydning af kriminalisering.
Senere i samme indlæg hed det, at det beviser også, at der er god grund til at gå ind i et
grundigt udvalgsarbejde, hvor vi lytter til de
folk, som har særlig viden, og her tænkes der
på de HIV-positives organisationer, læger, jurister og folk, som arbejder med AIDS-oplysningen.
For os i Socialdemokratiet er det vigtigt, at
det resultat, vi når frem til, bliver bredt accepteret og dermed ikke bliver en anklage, men
tværtom en beskyttelse af de HIV-smittede.
Så vidt den socialdemokratiske ordførertale
ved førstebehandlingen.
Under det udvalgsarbejde, der har været,
har vi med særlig intensitet lyttet til de tvivl,
usikkerheder og problemer, som deputationerne rejste. Med ændringsforslaget og bemærkningerne til det samt flertallets betænkningsbidrag har vi tilsigtet at imødekomme indvendingerne. Den danske AIDS-politik er uændret, og det understreges, at det fortsat er den
enkeltes ansvar at beskytte sig.
Af betænkningen til forslaget ses det, at V og
K siger, at de vil stemme imod ændringsforslaget, fordi det indskrænker det område, inden
for hvilket paragraffen kan bruges.
Hertil er blot at sige, at det er just det, der er
meningen.
Vi ved fra udenlandske undersøgelser, at
selv ægtepar, hvor den ene er HIV-positiv, har
svært ved at være 100 pet. konsekvente med
hensyn til sikker sex. Faktisk angav omkring
40 pet. af sådanne ægtepar, at de ikke kunne
gennemføre at være helt konsekvente.
Ægtepar eller enlige, det er svært på dette
område at være 100 pet. konsekvent, og det er

11765

24/5 94: 2. beh. af f. t. l. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte

[Dorte Bennedsen]
ikke den slags smuttere, der skal straffes, men
kun personer, der helt bevidst undlader at beskytte sig og dermed bevidst udsætter andre
for risici. Med den udforming, ændringsforslag
og bemærkninger nu har, bliver der markeret
det, som stort set alle har været enige om, nemlig at grov, hensynsløs adfærd som den, der
udvistes i den såkaldte haitianersag, er uacceptabel.
Men det bliver også understreget, at den enkelte HIV-positive, som forsøger at være ansvarlig, ikke skal berøres af loven. Det er Socialdemokratiets opfattelse, at vi med den formulering og de betænkningsbidrag, der er
givet, har fået slået fast med syvtommersøm, at
vores HIV- og AIDS-politik er uændret, og at
det kun er det helt groft hensynsløse, der skal
kunne straffes.
Svend Aage Jensby (V):
Jeg tror, det var et chok for mange, mange
mennesker i mange hjem den 14. april 1994, da
man sad foran tv'et og blev gjort bekendt med
Højesterets dom i sagen mod denne Diego Juanis.
Sagen havde været omtalt mange gange.
Han var blevet dømt i byretten og i Østre
Landsret for gentagne gange at have haft ubeskyttet seksuel omgang med nogle kvinder,
uanset at han var bekendt med, at han var
smittet med HIV.
Det kunne befolkningen ikke forstå. Det
glædede mig ganske få dage efter at høre justitsministeren sige, at det skal der gribes ind
over for - her skal vi have lovgivet, og det skal
gå stærkt.
Justitsministeren fremsatte så sit lovforslag
nr. L 255 til ændring af straffelovens § 252.
Den ændring har mit parti bortset fra et par
enkelte støttet lige fra lovforslagets fremkomst.
Den blev genstand for kritik fra nogle mere eller mindre retslærde rundt omkring på vores
universiteter, som kunne finde nogle mere eller
mindre vægtige argumenter imod forslaget.
Alligevel støttede mit parti fortsat justitsministeren, og det glædede mig at opleve ministeren i tv og i andre medier langt, langt hen ad
vejen holde fast. Som ministeren rigtigt sagde,
var det stødende for retsbevidstheden, hvis en
person, der er klar over at være smittet med
HIV-virus, har samleje med eller på anden måde udsætter andre for smitten uden at søge at

11766

beskytte de pågældende eller gøre dem bekendt med smitterisikoen.
Sådan hørte jeg sagt mange gange, og jeg
syntes, det var godt. Og jeg synes, at det lovforslag, som ministeren oprindelig fremsatte,
kunne håndteres af domstolene. Det tog de
hensyn, der skulle tages til behandlingen af
HIV-smittede, men det gav også et bolværk
mod de helt uanstændige tilfælde, som vi så i
Diego Juanis-sagen.
Bemærkningerne til lovforslaget, talrige bemærkninger, lagde det op til domstolene at køre en restriktiv praksis, så det skulle vores
domstole i øvrigt også nok have fundet ud af. I
en række situationer ville domstolene få til opgave at forvalte en lov med samme formulering
som den, ministeren oprindelig lagde op til.
Der var virkelig snævre grænser for bestemmelsens anvendelsesområde.
Men nu sker der så det i sidste øjeblik, at
ministeren - jeg tror egentlig ikke, det er ministerens eget ønske - stiller et ændringsforslag,
som gør, at der i bestemmelsen nu skal indsættes ordene »gentagne gange eller under i øvrigt
særlig skærpende omstændigheder«.
Man skal ikke have gået til jura hos LOF
eller AOF i sin fritid ret lang tid, førend man er
klar over, at når man i juridisk sprogbrug anvender sådanne formuleringer som »gentagne
gange eller under i øvrigt særlig skærpende
omstændigheder«, ligger der heri en tilkendegivelse af, at bestemmelsen stort set ikke skal
bruges.
Det er i virkeligheden også det, der står i bemærkningerne. Der står i bemærkningerne
som en forklaring på ordene »særlig skærpende omstændigheder« sådan noget som, at bestemmelsen kan finde anvendelse, hvis der er
tale om voldtægt eller om samleje med en mindreårig og gerningsmanden ved, at han er
HIV-smittet.
Ja, vi kan vist alle godt blive enige om, at
selvfølgelig kan den anvendes dér, men hvornår sker det? Voldtægtsbestemmelsen og øvrige bestemmelser om samleje med mindreårige
straffer jo langt strengere, end denne bestemmelse ville gøre, så det er fuldstændig illusorisk at sige, at i de og de situationer kan vi også
bruge § 252.
Med ordene »gentagne gange« mener man
mindst tre. Det vil sige, at med ændringsforslaget lægger man op til, at en person, der er fuld-

11767

24/5 94: 2. beh. af f. t. I. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte

[Svend Aage Jensby]
stændig bevidst om sin sygdom og smitter en
anden person med HIV, efter denne bestemmelse, som den nu bliver formuleret, ikke kan
straffes.
Det er Det Konservative Folkeparti, det er
Venstre, det er Fremskridtspartiet afgørende
imod, og jeg tror ikke, der i det ganske land er
ret mange vælgere - ej heller blandt Socialdemokratiets - der overhovedet støtter dette ændringsforslag.
Jeg kan ikke lade være med at stille mig
spørgsmålet: Hvordan kan Kristeligt Folkeparti, og hvordan kan CD gå med til dette ændringsforslag, som vil gøre § 252 til et stort slag
i luften?
Jeg undrer mig over det, men det er sagen.
Enhver jurist vil sige, at den bestemmelse får et
så snævert anvendelsesområde, at den er illusorisk.
Derfor tager vi i de tre nævnte partier stærkt
afstand fra ændringsforslaget, og vi mener, der
er behov for, at ministeren under en fornyet
udvalgsbehandling nærmere redegør for, hvad
der egentlig bliver tilbage af anvendelsesområdet for bestemmelsen. Hvad ligger der i »gentagne gange« osv.?
Derfor ønsker vi fornyet udvalgsbehandling.
(Kort bemærkning).
Dorte Bennedsen (S):
Jeg sagde i mit indlæg for lidt siden, at vi
havde lyttet til deputationerne med særlig intensitet. Jeg troede egentlig, det gjaldt hele udvalget. Jeg kan heller ikke vide, om hr. Svend
Aage Jensby ikke også har lyttet med intensitet, men han har øjensynlig ikke forstået, hvad
der blev sagt.
Jeg vil gerne spørge hr. Svend Aage Jensby,
om det slet ikke gjorde noget som helst indtryk
på ham at høre, at når det drejer sig om ægtepar, hvor den ene er HIV-smittet, ægtepar, der
jo ofte vil have børn, og som derfor ofte vil
have en helt, helt særlig interesse i ikke at smitte partneren, må et sted mellem 40 og 50 pet. af
dem sige: Nej, det kikser for os indimellem. Vi
kan ikke være hundrede procent konsekvente.
Det er just baggrunden for, at denne bestemmelse ikke skal anvendes i tide og utide, men
kun over for det groft uansvarlige og hensynsløse.

11768

(Kort bemærkning).
Inger Stilling Pedersen (KRF):
Vi er herinde ikke enige om AIDS-politik.
Kristeligt Folkeparti har nogle særlige synspunkter på mange områder, men der er én ting,
det er lykkedes at få et sammenhold i regeringen om, og det er det groft uansvarlige. Desværre var det ved at glippe, så vi intet forslag
fik. Derfor fastholdt Kristeligt Folkeparti: Vi
skal have et forslag i denne samling. Og det
betyder så også, at vi var villige til at gå ind og
samarbejde om at finde ud af, hvad vi kunne
enes om.
Alternativet havde været intet forslag. Derfor mener vi, at vi viste os ansvarlige, og vi synes også, at forslaget fremhæver det groft uansvarlige. Det er jo det, det drejer sig om.
Så må vi ikke glemme, at modparten, hvad
enten det er kvinden eller manden - den voksne - er fuldt ansvarlig for sig selv. Der kan være tale om at være groft uansvarlig over for
ikke bare en mindreårig, det kan også være en,
der måske ikke er så godt begavet, og som er
over 15 år. Der kan være nogle tilfælde, hvor
man virkelig har udvist stor hensynsløshed
over for modparten. Det er jo det, det drejer
sig om. Man må ikke tilsidesætte den enkeltes
ansvar over for sig selv.
Vi fastholder, at vi gerne vil have registrering om AIDS. Vi vil mange ting med hensyn
til HIV og AIDS, men i dette her tilfælde har vi
sagt: Vi ønsker at få det forslag, sådan at dommerne får en mulighed for at bruge det. Så kan
man komme med et nyt forslag i den nye samling fra de andre partiers side, og jeg er sikker
på, at det også vil blive støttet fra vores side.
(Kort bemærkning).
Svend Aage Jensby (V):
Må jeg først til fru Dorte Bennedsen sige:
Hvis man læser bemærkningerne og i øvrigt
læser selve lovteksten, fremgår det klart, at i
den situation, som fru Dorte Bennedsen omtalte, var lovforslaget i sin oprindelige formulering uanvendeligt. Der ville ikke kunne straffes. Det fremgår af bemærkningen side 4
øverst, hvor der bl.a. står:
»Et gyldigt samtykke fritager således for
strafansvar efter § 252, stk. 2.«
Og midt i højre spalte på samme side står
der:

11769
24/5 94: 2. beh. af f. t. l. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte
11770
[Svend Aage Jensby]
»Er der således tale om et ubeskyttet samleJeg vil gerne spørge regeringspartierne, om
je mellem to personer, der begge er HIV-posi- det også er regeringspartiernes opfattelse, at
tive, kan ingen af dem på ny smittes med syg- det, man gør, er, at man vil give domstolene et
dommen, og ingen af dem kan derfor ifalde redskab i HIV-bekæmpelsen.
strafansvar.«
Hvis det er tilfældet, er vi nemlig inde i en
Så i den situation, der var tale om - jeg op- helt ny strategi i AIDS- og HIV-smitte-kamfattede det, som om det var et ægtepar, for pagnen.
hvem det smuttede, var det ikke sådan? - ville
de altså ikke kunne falde ind under bestem(Kort bemærkning).
melsen.
Må jeg så til fru Inger Stilling Pedersen sige: Dorte Bennedsen (S):
Min bemærkning er til hr. Svend Aage JensMan er ikke med til at give domstolene et redskab til at gribe ind over for HIV-spredning, by.
Det, jeg sagde om undersøgelsen, var faktisk
ikke med dette lovforslag overhovedet. Og
man bringer politiet og domstolene i nogle be- det, hr. Svend Aage Jensby også kunne have
hørt under udvalgsarbejdet, hvis han havde
visvanskeligheder, som er uovervindelige.
Jeg vil gerne spørge: Når nu fru Inger Stil- åbnet ørene. Det drejer sig om ægtepar, hvor
ling Pedersen vil have ordene »gentagne gan- den ene part er HIV-smittet og den anden ikke.
ge« med ind i bestemmelsen, hvor mange skal Og selv i disse tilfælde, hvor vel ingen vil beså først smittes efter fru Inger Stilling Peder- tvivle interessen i at undgå, at den usmittede
sens mening, for at man skal straffe? En, to el- ægtefælle bliver smittet, måtte disse ægtepar ler flere? Det ville være interessant at høre. i et sted mellem 40 og 50 pet. af tilfældene erkende, at de havde vanskeligt ved at være
100 pet. konsekvente.
(Kort bemærkning).
Det, jeg synes er interessant ved undersøgelsen, er, at det selv for disse meget motiverede
Inger Stilling Pedersen (KRF):
Jeg vil gerne spørge hr. Svend Aage Jensby, mennesker er vanskeligt. Det synes jeg er et
memento til os andre om, at vi skal passe på
om han ikke ønsker noget lovforslag i denne
med at gå ud og straffe det, man kan kalde en
samling - ja eller nej? Og om han ikke mener,
smutter, hvis folk i øvrigt er optaget af en orat dommerne nu får en mulighed for at forsøge
dentlig, ansvarlig adfærd.
at bruge det? Uden dette lovforslag kan alle
Det siger noget om, at vi her bevæger os på
henvendelser afvises. Det er jo realiteten. Lad
et
område, der ligger mellem jura og etik, og
os nu komme ned på jorden.
som er vanskeligt at have med at gøre, og vi
Hvor mange der skal smittes? Ingen. Hvis
skal passe på, at vi ikke går hen og kriminaliseman mener, at der er foregået en groft uansvarrer mennesker i forhold, som hører til det mest
lig handling, kan den anmeldes, og så er det op
intime og vel noget af det mest positive i mentil domstolene at afgøre det. Og hvis det så vinesketilværelsen. Det, vi har ønsket med denser sig i de kommende måneder, må jeg sige til
ne lovgivning, er at sige: Dér, hvor man behr. Svend Aage Jensby, at der opstår nogle
vidst, groft forsætligt udsætter andre for smittvivlstilfælde - det ved vi jo ikke noget om - så
terisici, dér vil vi sige: Det vil vi markere.
har man mulighed for at tage det op i den nye
Personlig tror jeg ikke, det i den forstand
samling. Men hvad fra nu af og indtil oktober?
virker forebyggende, for som det er sagt tidliSkal der ikke være noget grundlag? Det er det,
gere om den aktuelle sag fra Højesteret: Vi trodet drejer sig om.
ede alle sammen, det var strafbart, og den pågældende havde alligevel den adfærd.
Jeg synes, det er rimeligt, at vi markerer, at
(Kort bemærkning).
den form for hensynsløs adfærd ønsker vi ikke,
Pernille Frahm (SF):
men jeg synes også, det er rimeligt, at vi marDet er hr. Svend Aage Jensbys udtalelser kerer, at vi godt er klar over, at det her er et
om, at vi nu skal have et redskab - at domsto- område, der i høj grad ligger på kanten af juralene skal have et redskab i bekæmpelsen af en, og det skal vi tage med, når vi vover os ind
HIV-smitten - der får mig herop.
og laver lovgivning.

11771

24/5 94: 2. beh. af f. t. I. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte

(Kort bemærkning).
Svend Aage Jensby (V):
Jeg tror, jeg skal blive den sidste, formand.
Til fru Dorte Bennedsen vil jeg sige: I den
situation, som fru Dorte Bennedsen skildrer,
tror jeg ikke anklagemyndigheden overhovedet kunne drømme om at rejse tiltale, og hvis
anklagemyndigheden gjorde det, tror jeg,
domstolen ville frifinde, for det mangler det essentielle i gerningsindholdet, at det ikke er
retsstridigt i den situation, som fru Dorte Bennedsen stringent nævner. Det tror jeg nemlig
ikke man ville gøre.
Men det, der er galt nu, er, at vi får nogle
situationer, hvor vi ikke har et strafferetligt
værn for de mennesker, som bliver udsat, mod
de hensynsløse personer, som, vel vidende at
de har denne sygdom, fortier den og har samleje med de mennesker. Her siger vi i Venstre,
Det Konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet: Et eneste tilfælde er for meget, og derfor er vi imod ændringsforslaget.
Til fru Inger Stilling Pedersen vil jeg sige, at
det ikke er nødvendigt at spørge, hvad vi skal
gøre fra nu og til oktober - eller hvornår det nu
bliver - hvis denne lov ikke bliver vedtaget.
Jamen loven bliver da vedtaget. Det, jeg taler om, er ændringsforslaget, som vi er modstandere af, fordi det vil gøre loven ubrugelig.
Men hvis fru Inger Stilling Pedersen og hendes
parti vil være med til at stemme for loven i sin
oprindelige form, så kunne vi have en lov, der i
løbet af ganske få dage ville være vedtaget, og
så ville vi have et strafferetligt værn mod dispositioner, som strider totalt mod retsbevidstheden. Det er det, vi så gerne vil have.
(Kort bemærkning).
Tom Behnke (FP):
Jeg er ganske enig i, at forslaget egentlig
ikke handler om, hvor mange gange man skal
overføre smitte, for at man kan ifalde straf, for
det kan man allerede efter § 252, som den er i
dag.
Det, der er tale om, er, hvor mange gange
man skal bringe en anden person i en situation, hvor der er stor risiko for, at man overfører smitten, og det var fru Inger Stilling Pedersen jo oppe og forsøge at svare på.
Det, jeg vil spørge om, er: Sender vi i virkeligheden ikke med ændringsforslaget et signal

11772

til befolkningen om, at man godt kan gøre det
første gang, det er helt i orden, det sker der
ikke noget ved, man kan også godt gøre det
anden gang og måske tredje gang og måske
fjerde gang, men så skal vi på et eller andet
tidspunkt omkring fjerde-femte gang have en
retsafgørelse, måske en højesteretsafgørelse af,
hvor mange gange man skal gøre det, før det er
groft uforsvarligt.
Så vi sender i virkeligheden et signal om, at
man godt kan gøre det første gang, det gør ikke
så meget, men anden gang skal man til at tænke sig om, for så kan det være, domstolene går
ind og laver en retspraksis.
Det er netop den situation, jeg vil undgå, og
det er derfor, at vi har valgt at stemme imod
ændringsforslaget. Vi ville med nød og næppe
stemme for forslaget, som det var i sin oprindelige form, men det er vi egentlig heller ikke glade for.
(Kort bemærkning).
Pernille Frahm (SF):
Jeg skal bare bede om at få besvaret mit
spørgsmål: Om det er regeringens mening, at
man med det her lovforslag skal give domstolene et redskab til at gå ind i AIDS- og HIVstrategien.
(Kort bemærkning).
Elisabeth Arnold (RV):
Jeg skal gerne svare fru Pernille Frahm på
spørgsmålet.
Det har ikke været hensigten på noget som
helst tidspunkt at ændre i den hidtidige AIDSog HIV-strategi fra regeringspartiernes side.
Det er bl.a. derfor, ændringsforslaget bliver
stillet, netop fordi den oprindelige ordlyd af
lovforslaget kunne tolkes som en ændring af
den hidtidige HIV-strategi. Det ønskede vi
ikke hverken at signalere eller at gennemføre i
praksis. Derfor ændringsforslaget.
(Kort bemærkning).
Dorte Bennedsen (S):
Så tager vi det en gang til for Kong Hans:
Jeg ved ikke, om hr. Svend Aage Jensby ikke
kan eller hr. Svend Aage Jensby ikke vil forstå
det. Når jeg henviser til undersøgelsen om de
HIV-smittede ægtepar, er det ikke disse ægtepar, det handler om. Det, jeg mente med det,

11773
24/5 94: 2. beh. af f. t. I. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte
11774
[Dorte Bennedsen]
var, at disse ægtepar, som ofte vil have børn, Pernille Frahm (SF):
må formodes at være ekstraordinært interesseDer skal ikke være tvivl om, at SF tager moret i, at ægtefællen ikke bliver smittet. Og når ralsk og etisk afstand fra den grove og hendet kikser indimellem selv for disse ægtepar, synsløse adfærd, det er bevidst at udsætte anskal det lære os noget om, at det vil kikse en dre for smitte med livstruende sygdom. Men
gang imellem. Og så er det, vi siger til os selv:
højere end ønsket om at strafforfølge sådanne
skal vi kriminalisere det? Skal vi kriminalisere
handlinger står altså ønsket om at begrænse
mennesker, der i øvrigt er optaget af at opføre
udbredelsen af HIV og AIDS.
sig ansvarligt på dette område? Skal vi krimiDet foreliggende forslag viser tydeligt, hvor
nalisere dem, fordi det kikser en gang imelproblematisk
det er at lovgive i spørgsmål af
lem? Det er selvfølgelig en anden holdning, og
denne
karakter.
Ingen lov kan bekæmpe smiti Socialdemokratiet har vi den holdning, at det
ten
og
udbredelsen
af AIDS eller HIV; det kan
skal vi ikke; vi ønsker ikke den form for kriminalisering, vi ønsker den kun dér, hvor det er kun sikker sex. Det er SF's klare opfattelse, at
begge parter har et ansvar for at sikre sig mod
groft forsætligt.
Fru Pernille Frahm efterlyste et svar. Men smitte. Gennem dette lovforslag lægger man
jeg forstod, at fru Pernille Frahm i hvert fald reelt ansvaret alene på den part, der er smittet,
har fået det nu, og jeg vil derfor bare sige så- og dermed risikerer man dels, at den personlidan lidt drillende, at det kunne fru Pernille ge ansvarlighed hos begge parter mindskes,
Frahm have fået, hvis hun havde hørt efter, dels at folk lulles ind i en falsk forestilling om,
hvad jeg sagde i mit første indlæg, hvor jeg at statens vilje til at lovgive vil blive fulgt op af
nemlig redegjorde for AIDS-politikken og lov- borgernes vilje til ikke at bryde de samme love
- en forestilling, der desværre i dette tilfælde
forslagets manglende influering på den.
kan få fatale følger.
(Kort bemærkning).
Et andet problem, forslaget rejser, er spørgsmålet
om, hvornår man kan sige at en person
Inger Stilling Pedersen (KRF):
ved, at vedkommende er smittet og dermed beJeg vil gerne sige til hr. Svend Aage Jensby, vidst udsætter andre for smitte. Dette spørgsat hvis vi ikke havde fået dette ændringsformål er fortsat ubesvaret trods en stærk kritik
slag, var der ikke kommet noget lovforslag.
fra bl.a. Retspolitisk Forening.
Det er åbenbart utrolig svært at forklare, at
I SF frygter vi, at nogle vil slutte, at det sikdette forslag var det længste, vi kunne komme
reste
så vil være ikke at lade sig teste, og den
for overhovedet at få et forslag herned i salen.
frygt
ser det ud til allerede nu kan bekræftes.
Nu ved jeg godt, at de tre partier kunne have
Jeg
har
heroppe en udtalelse fra HIV-Danstillet et, som jeg så kunne have støttet, men så
var der ikke blevet noget ud af det alligevel. marks landsseminar med 90 smittede deltagere
Realiteterne bag dette her er, at vi nu får et i pinsen her for nylig, og ifølge den udtalelse er
forslag, der måske nok ikke er så godt, som vi man bekendt med, at der er flere, som, efter at
gerne ville have det, men som dog giver nogle dette forslag er kommet op, ikke ønsker at lade
muligheder både for første, anden og tredje sig teste af frygt for dermed at blive kriminaligang, hvis det er groft uansvarligt, og det er op seret.
Hvilken betydning det vil få for den nuvætil dommeren og anklagemyndigheden at
skønne, om de tilfælde, der anmeldes, har væ- rende smittebekæmpelsesstrategi kan vi jo af
gode grunde ikke vide noget om endnu, men
ret groft uansvarlige.
Hvis man ønsker en lovbestemmelse om, at det har i hvert fald ikke skortet på advarsler fra
en person, der har ubeskyttet samleje med en de organisationer, som i de sidste mange år har
anden voksen person, som i øvrigt selv er an- været en væsentlig kraft i det daglige arbejde
svarlig for sig selv, i alle tilfælde skal kunne på denne front.
straffes, så er det noget helt andet.
Jeg skal dog gøre opmærksom på, at vi er
Men lad mig igen slå det helt fast: Kristeligt tilfredse med, at ministeren har valgt at lytte til
Folkeparti har støttet dette forslag for at få et en del af kritikken, og derfor støtter vi selvføllovforslag i denne samling, ellers var der ikke gelig det ændringsforslag, ministeren har stillet
kommet noget forslag. Det må man tage til ef- - det ændringsforslag, der forsøger at præciseterretning, enten man kan lide det eller ej.
re, hvilken handling man vil kriminalisere.

11775

24/5 94: 2. beh. af f. t. I. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte

[Pernille Frahm]
Vi finder det altså uansvarligt, at man vil
gennemtrumfe denne vidtgående ændring
uden først at have haft forslaget til høring. Vi
forstår, at det har været af større betydning at
vise handlekraft end at vise eftertanke. Og det
er vores holdning, at det bærer forslaget præg
af. Den måde at lovgive på kan vi ikke acceptere.
Vi støtter, at vi får forslaget tilbage til en fornyet udvalgsbehandling, også fordi jeg kan
forstå, at der skal være samråd om det i dag i
Retsudvalget.
(Kort bemærkning).
Dorte Bennedsen (S):
Fru Pernille Frahm sagde, at man med denne formulering reelt lægger ansvaret alene på
den part, der er smittet. Jeg vil bede fru Pernille Frahm forklare lidt nærmere, hvordan hun
kommer frem til den konklusion.
I betænkningsbidraget fra flertallet understreges det netop, at det først og fremmest påhviler den enkelte at beskytte sig selv.
I øvrigt går jeg ud fra, at fru Pernille Frahm
er vidende om, at det stillede ændringsforslag
har sit udgangspunkt i et forslag, som er fremsendt fra HIV-Danmark, fra Landsforeningen
af Bøsser og Lesbiske og fra AIDS-Linjen.
Det er dette forslag, vi har brugt og endda
gjort endnu mere snævert. Derfor har jeg meget svært ved at forstå fru Pernille Frahms bemærkninger her.
Hvad angår Retspolitisk Forenings indvendinger, forholder det sig jo sådan, som fru Pernille Frahm måske husker, at de blev spurgt
direkte, hvad de ville sige til det, hvis man ændrede formuleringen i retning af det, der nu er
blevet tilfældet, og dertil svarede, at en lang
række af deres indvendinger dermed ville være
imødekommet.
(Kort bemærkning).
Pernille Frahm (SF):
Det er jo fuldstændig rigtigt, som fru Dorte
Bennedsen siger, at regeringspartierne har
valgt i deres betænkningsbidrag at sige, at det
stadig væk først og fremmest påhviler den enkelte at beskytte sig selv. Men der er jo forskel
på, hvad der står i betænkningsbidraget, og
hvad det er for en lov, folk bliver dømt efter.
Mig bekendt er der ingen, der kan dømmes for

11776

at udsætte sig selv gentagne gange for smitte.
Og det er jo at lægge ansvaret på den part, der i
forvejen er smittet.
Hvad angår lovforslaget, som det foreligger
nu efter ændringsforslaget, har de foreninger,
som har henvendt sig til Retsudvalget, i hvert
fald over for mig givet udtryk for, at de på
trods af ændringsforslaget, som de anser for at
være en forbedring, og som SF derfor også
stemmer for, mener, det ville være bedre ikke
at vedtage dette lovforslag.
(Kort bemærkning).
Elisabeth Arnold (RV):
Det er muligt, at de forskellige deputationer,
som har været i Retsudvalget i anledning af
denne lovgivning, har sagt noget andet til fru
Pernille Frahm, end de har sagt til udvalget
som helhed. Det skal jeg ikke kunne bedømme.
Men direkte adspurgt i udvalget har det været mit indtryk, at i hvert fald 5 ud af 6 deputationer har sagt, at de godt forstod, at Folketinget måtte lovgive på disse områder. En enkelt
deputation sagde: Vi ønsker, at der slet ikke
skal lovgives på området.
Fru Pernille Frahm har åbenbart fået et andet indtryk, end vi andre har fået i Retsudvalget.
(Kort bemærkning).
Pernille Frahm (SF):
For at underbygge mine tidligere udsagn
om, at jeg har fået henvendelser om, at man
ikke ønskede en lovgivning, skal jeg læse op af
en pressemeddelelse, der er kommet fra HIVDanmark, og som er lavet den 23. maj.
I den står der bl.a., og jeg citerer:
»Vi er ikke mindre foruroliget efter justitsministerens ændring af forslaget. Vi mener, at
begge forslag er ude af trit med vores reelle virkelighed og hele befolkningens behov for en
klar AIDS-politik. Vi finder det i det hele taget
etisk og moralsk forkasteligt at lovgive på så
sårbare private områder som moral og seksualitet.
Vi mener, at lovforslaget vil have en modsat
effekt end tilsigtet: At den skader mere, end
den gavner.«
Det er især de sidste to sætninger, jeg vil bede regeringen om at skrive sig bag øret: »Vi

11777

(737)
24/5 94: 2. beh. af f. t. I. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte

[Pernille Frahm]
mener, at lovforslaget vil have en modsat effekt end tilsigtet: At den skader mere, end den
gavner.«
Resten af indholdet må stå for HIV-Danmarks egen regning.
(Kort bemærkning).
Ebba Strange (SF):
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal stille op, for
vi må jo ikke citere fra udvalgsmøderne.
Men det er ikke mig, der er begyndt at citere,
hvad der er foregået under udvalgsmøderne,
og jeg har faktisk overværet alle de deputationer, der har været i anledning af dette lovforslag, ligesom jeg har hørt alle spørgsmålene fra
udvalgsmedlemmerne og alle svarene fra deputationerne.
Når HIV-Danmark stadig væk reagerer, som
de gør, som fru Pernille Frahm har sagt, hænger det vel sammen med, at man sidder i den
situation, at man er fuldstændig klar over, hvor
massivt et flertal der er for at lovgive på dette
område - det kunne enhver jo se og høre efter
første behandling - og at man så gør op med
sig selv: Jamen når vi nu skal have en lov på
dette område, kunne vi så ikke i det mindste få
én, der var knap så håbløs som det første forslag, justitsministeren fremkom med? Og så
prøver man at sætte sig ned og lave noget, som
man ganske rigtigt gav udtryk for at man syntes var bedre end justitsministerens. Det synes
jeg ikke at man kan tage til indtægt for, at de
synes, det er i orden, at man får lovgivning på
området. Det er bare for at prøve at give udtryk for mit indtryk af de deputationer, der har
været.
(Kort bemærkning).
Dorte Bennedsen (S):
Jeg synes, det kan blive svært at være lovgiver. Socialdemokratiet gav udtryk for, at vi det var ikke sådan, vi sagde det, men det, vi
mente - ville slå ørerne ud Og lytte, for vi var
godt klar over, at der ville komme meget seriøse deputationer til Retsudvalget. Jeg har ligesom fru Ebba Strange været til stede under alle
møderne. Direkte adspurgt, om man ønskede
lovgivning eller man ikke ønskede lovgivning,
sagde fem ud af seks deputationer: Ja, vi mener, at der bør lovgives på denne specielle del
af det.

11778

Så fremsender HIV-Danmark og Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske og AIDS-Linjen
- og netop de tre er jo ikke uinteressante, for
AIDS-rådgivningen er altså også med i den
sammenhæng - et ændringsforslag, og det har
de gjort, inden de kom til retsudvalgsmødet.
Det tager vi, og vi gør det endda mere restriktivt ved at sige »gentagne gange« og »særlig
skærpende omstændigheder«. Det vil sige, at
vi har spurgt dem, og de har svaret: Ja, vi mener, at der skal være lovgivning. Vi har taget
deres ændringsforslag, og vi har endda gjort
det mere restriktivt. Og så har vi i bemærkningerne både til ændringsforslaget og i betænkningsbidraget prøvet at tage højde for - det
gælder rådgiverne og deres rolle osv. - en lang
række indvendinger, der blev rejst. Jeg mener
faktisk, at det er en ansvarlig måde at handle
på, og jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor vi nu skal have at vide, at det har været helt
uailsvarligt. Vi har faktisk fulgt og mere end
fulgt de råd, der blev givet os.
(Kort bemærkning).
Elisabeth Arnold (RV):
Nej, det er ikke let at være lovgiver, især
ikke på disse områder, men det er heller ikke
let at være dem, lovgivningen vedrører, altså at
være dem, der møder op i deputation og skal
fortælle lovgiverne om deres bekymringer. Det
er jo præcis den situation, mange af deputationerne har været i. De har sagt: Vi ønsker ikke,
vi bryder os ikke om, at der overhovedet bliver
lovgivet på dette område, men vi kan på den
anden side også godt forstå, at der er nogle,
der er nødt til at lovgive. De har været i præcis
den samme vanskelige situation, som lovgiverne har: På den ene side vil lovgivning medføre
ubehag, på den anden side medfører undladelse af lovgivning andet ubehag. Derfor kan en
diskussion om, hvorvidt det skader mere, end
det gavner, også vendes om til: Ville en undladelse af lovgivning ikke have skadet mere, end
det ville have gavnet, netop fordi det ville betyde, at en nok så ansvarsløs, nok så hensynsløs,
nok så brutal adfærd ville være komplet konsekvensløs? Det ville også have været et problem.
(Kort bemærkning).
Pernille Frahm (SF):
Da jeg af forskellige årsager ikke selv har

11779

24/5 94: 2. beh. af f. t. I. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte

[Pernille Frahm]
været til stede ved nogen af de foretræder, der
har været i Retsudvalget vedrørende disse emner, kan jeg jo heldigvis ikke beskyldes for at
referere fra udvalgsarbejdet, men jeg kan referere fra en samtale, jeg har haft med formanden for Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske, soni over for mig sagde, at man overordnet
set var imod en lovgivning, som man også havde sagt ved foretrædet i Retsudvalget, men at
dette, hvis man var nødt til at lovgive, var en
forbedring.
(Kort bemærkning).
Elisabeth Arnold (RV):
Jeg må blot konstatere, at jeg synes, det er
overraskende og beklageligt, at SF's ordfører
på området ikke har været til stede ved de deputationer, vi modtog i Retsudvalget, og hvor
vi alle samnien sad lyttende, spørgende og
havde en god dialog med de pågældende deputationer. Det synes jeg er meget bekhlgeligt,
og derfor synes jeg også, at fru Pernille Frahm
skal lytte efter, hvad vi andre har fået ud af de
deputationer. For de var meget nyttige.
(Kort bemærkning).
Ebba Strange (SF):
Det, jeg fik ud af at lytte, var, at de sagde til
os: Vi kan godt forstå, at I føler, det er nødvendigt at lovgive. Vi fordømmer meget stærkt de
handlinger, som har været årsag til, at sagen
bliver taget op her.
Jeg har ikke hørt dem sige, at de ønskede
det.
(Kort bemærkning).
Pernille Frahm (SF):
Jeg vil gerne have frabedt mig fru Elisabeth
Arnolds belærende bemærkninger heroppefra.
Samme morgen, som den deputation skulle
være i Retsudvalget, fremgik det af de optegnelser, man kunne få om, hvornår næste møde
skulle finde sted i Retsudvalget, at det endnu
ikke var fastlagt. Når et niøde bliver fastlagt så
sent på dagen i en travl periode, som alle ved,
finder jeg mig ikke i at blive angrebet for ikke
at have deltaget i et møde, som er fastlagt med
så kort frist.
Tom Behnke (FP):
Fru Pernille Frahm var inde på, at ansvaret

11780

ikke kun skal påhvile den smittede, men at også den ikkesmittede burde have et ansvar.
Lad mig drage en parallel. Man skal også
som fodgænger i trafikken have et ansvar for,
at man ikke bliver kørt ned - selvfølgelig skal
man det - men dermed er det jo ikke straffrit
for bilisterne at køre folk ned på gader og stræder.
Fru Dorte Bennedsen var inde på, at det var
en meget vanskelig sag, og at den krævede en
bred accept i befolkningen. Så kan man spørge, hvorfor vi har fået hastet lovforslaget igennem i det tempo, det er sket i.
Men lad mig i den forbindelse stille et
spørgsmål til ministeren, for forslaget kommer
jo igennem i denne samling, hvad enten vi vil
det eller ej. Kan vi få et løfte fra ministeren om,
at der kommer et oplæg til en eventuel revidering, allerede når vi mødes til efteråret igen?
Det stillede ændringsforslag har efter min
mening blot medført, at forslaget er blevet endnu mere vanskeligt administrerbart, og det var
jo ikke ligefrem meningen. Jeg tror egentlig, at
det fremgik af de deputationer, der var i Retsudvalget, og det skriftlige materiale, de havde
tilsendt udvalget, at de faktisk havde den opfattelse, at hvis det ikke kunne være anderledes, hvis det skulle kriminaliseres, så burde
man i det mindste stille et ændringsforslag, der
gjorde loven ikkeanvendelig.
Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at der
ikke er andre områder, hvor vi har den retstilstand, at man faktisk skal forbryde sig flere
gange mod en paragraf, før der bliver rejst tiltale. Vi har f.eks. en anden væsentlig paragraf,
der hedder, at man i grov kådhed udsætter andres liv for fare. Jeg kunne også tage noget, der
er meget mere nærliggende, og som måske er
nemmere at forstå for de fleste, det er spirituskørsel. Man bliver også dømt for spirituskørsel
bare for at have sat sig ind i bilen, hvis éns
promille er for høj. Man behøver ikke at have
foretaget sig noget ondt over for nogen medborger, man bliver straffet alligevel.
Man kan sige - og det er jo også begrundelsen for, at vi straffer så hårdt i spirituskørselssagerne - at risikoen for, at det vil gå galt, er
meget stor, på præcis samme måde som at risikoen for at overføre smitte, når en smittet har
ubeskyttet seksuel omgang med en anden, er
meget stor.

11781

24/5 94: 2. beh. af f. t. I. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte

[Tom Behnke]
Men alligevel vil et flertal i Folketinget altså
ikke være med til, at man kriminaliserer allerede på dette stade, hvor der ikke er overført
smitte, men hvor der er meget stor sandsynlighed for, at smitten vil blive overført.
Vi er i Fremskridtspartiet af den opfattelse,
at én gang ubeskyttet samleje skal være nok til,
at man kan ifalde straf. For ellers sender vi jo,
som jeg var inde på tidligere, det klare signal
til befolkningen, at de godt kan gøre det én, to
eller tre gange, men at man skal begynde at
tænke sig om, når man når derop, fordi det kan
være, at domstolene finder, at man nu er ved at
have nået grænsen for, hvornår der er tale om
gentagne gange.
Jeg spurgte direkte fru Inger Stilling Pedersen, om det er det, man ønsker med det ændringsforslag, som Kristeligt Folkeparti støtter. Ønsker man at sende dette klare signal til
befolkningen: I må gerne gøre det én, to, tre
gange, men så skal I begynde at tænke jer om, i
hvert fald indtil vi har fået en retspraksis på
området?
Det er også grunden til, at det oprindelige
forslag set med vores øje ikke var tilstrækkeligt, ikke var godt nok. Men det oprindelige
forslag var dog bedre, end forslaget er, som det
kommer til at se ud nu med det ændringsforslag, regeringen vil tromle igennem.
Det er også derfor, at vores indstilling lyder
lidt kryptisk: at vi indstiller forslaget til vedtagelse uændret. Og at vi derefter må se, hvordan
det går, når vi har stemt om ændringsforslaget.
Fru Inger Stilling Pedersen var inde på, at
der ikke ville være flertal for forslaget, hvis
man ikke havde stillet det foreliggende ændringsforslag, og at forslaget aldrig ville være
nået så langt. Det forstår jeg ikke.
Regeringen - 4 partier, et flertal i Folketinget - fremsætter et forslag her i salen. Forslaget
bliver støttet af Venstre, De Konservative og
Fremskridtspartiet, og så siger fru Inger Stilling Pedersen, at forslaget ikke ville være blevet vedtaget, hvis ikke det havde været for det
ændringsforslags skyld. Det forstår jeg ikke;
der skulle være rigeligt med mandater til at
trække forslaget hjem uændret. Det vil jeg bede fru Inger Stilling Pedersen svare på.
(Kort bemærkning).
Inger Stilling Pedersen (KRF):
Regeringspartierne skal jo være enige om at

11782

fastholde det forslag. Og selv om vi har sagt, at
vi fastholder det, mens de øvrige regeringspartier ikke vil fastholde det, så bliver der jo ikke
noget ud af det. Det er da simpel logik.
Vi vil gerne have det forslag, der var, men
det ville man ikke, og der var også stærke ønsker fra andre sider om, at vi overhovedet ikke
skulle have noget forslag i denne samling. Så
blev man enige om i regeringen, at man skulle
forsøge at finde et forslag, som alle fire partier
kunne blive enige om. Om det, man så kunne
blive enige om, sagde vi: Ja, vi vil under alle
omstændigheder have et forslag.
Vi kunne også blokere for et forslag, og så
kunne regeringen selvfølgelig have vedtaget
det uden om os - med SF eventuelt. Det er
åbenbart svært at forstå, men det er ikke så
svært endda.
(Kort bemærkning).
Tom Behnke (FP):
Nej, det er ikke så svært at forstå. Jeg skulle
bare lige have forklaringen; så kan jeg også
forstå det.
Men så mangler vi bare det første spørgsmål, jeg stillede, og som jeg har stillet to gange.
Nu skal jeg så skære det meget klart ud og stille spørgsmålet meget præcist.
Er det Kristeligt Folkepartis opfattelse og
indstilling, at det skal være tilladt en smittet at
have ubeskyttet samleje med en ikkesmittet
med deraf følgende meget stor risiko for at
overføre livsfarlig smitte? Skal det være tilladt,
at man gør det 1, 2, måske 3 gange, indtil vi har
fået fastlagt en retspraksis? Er det Kristeligt
Folkepartis politik på dette område?
(Kort bemærkning).
Dorte Bennedsen (S):
Det er i anledning af, at hr. Tom Behnke nu
for anden gang siger, at ubeskyttet samleje indebærer meget stor risiko for at overføre HIVsmitte. Jeg vil opfordre hr. Tom Behnke til at
læse bemærkningerne til lovforslaget, hvoraf
det fremgår, at smitterisikoen ligger under l
pet. Men jeg er ganske enig i, at er smitten der,
er det en alvorlig sag, men smitterisikoen er
meget lille.
Elisabeth Arnold (RV):
Førstebehandlingen af hovedlovforslaget

11783

24/5 94: 2. beh. af f. t. I. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte

[Elisabeth Arnold]
var jo i virkeligheden temmelig udramatisk.
Kun et enkelt parti, nemlig Socialistisk Folkeparti, var klart imod, og de øvrige partier var
velvilligt indstillet over for forslaget, men udvalgsbehandlingen var særdeles oplysende og
viste, at lovforslaget kunne have utilsigtede...
Anden næstformand (Grove):
Der er nogle, der gerne vil høre, hvad der
foregår her i salen. Det gælder også ministrene.
Elisabeth Arnold (RV):
Jeg fortsætter. Udvalgsbehandlingen, som vi
har afsluttet for ganske kort tid siden, var meget oplysende, og vi havde en række nyttige
deputationer i udvalget, som forklarede os, at
en uændret vedtagelse af lovforslaget i virkeligheden kunne betyde en total ændring af vores hidtidige AIDS-politik.
Det signalskift ønskede vi ikke at være med
til, og vi er derfor meget tilfredse med, at det
nu er lykkedes at få et ændringsforslag præsenteret, som indskrænker og præciserer det
anvendelsesområde af loven, som hele tiden
har været hensigten, nemlig den groft uforsvarlige, den hensynsløse og den meget alvorligt
provokerende adfærd. Det er det, der har været målet og hensigten med loven hele tiden.
Det har ikke været hensigten at ændre den
danske HIV-politik.
Det ligger mig også på sinde at sige, at det
har været afgørende, at der blev foretaget noget. Hvis der ikke blev lovgivet på dette område, ville det have været sådan, at selv den
grove og hensynsløse optræden ville have været ganske uden konsekvenser for den, der havde opført sig sådan, og det ville også have givet
gale signaler. Det ville have betydet, at den udstødning, de HIV-smittede i forvejen er hårdt
ramt af, måske ville være blevet endnu værre,
end den har været i forvejen.
Jeg kan kun sige, at vi fra Det Radikale Venstres side er overordentlig tilfreds med, at det
er lykkedes at få et ændringsforslag som det
stillede, og at vi støtter det.
Inger Stilling Pedersen (KRF):
Som vi har sagt det mange gange og det har
lydt hele dagen også her, blev vi alle sammen
chokerede over, at det ikke var muligt at dømme en person for en groft uansvarlig opførsel,

11784

når det gælder HIV og AIDS. Derfor var det
da også med stor glæde, at vi kunne tage det
op i regeringspartierne og mødte meget stor
velvilje og forståelse for, at noget skulle ske.
Senere er der kommet nogle betænkeligheder ind, bl.a. at nogle ikke ville lade sig undersøge og dermed kunne være med til at udbrede
smitten. Vi har haft nogle forhandlinger, der
resulterede i det ændringsforslag, der nu foreligger, og som vi godt kunne have været foruden, men som vi også var parat til at tage et
medansvar for, fordi vi ønskede en lovgivning
nu.
Jeg vil gerne sige til hr. Tom Behnke, at jeg
mener én gang groft uansvarlig adfærd kan
være nok. Den anden part har altid et ansvar,
men er det en person, der af en eller anden
grund ikke kan tage vare på sig selv, må det
være op til domstolene at afgøre det. Domstolene får her en mulighed for at gribe ind, og
hvis man i den kommende tid finder, at dette
ikke er godt nok, er der store muligheder for at
tage det op og foreslå noget andet; og hvis det
er en anden regering, der sidder, kan man måske finde et flertal for noget andet.
Nu er der et flertal for, at man kan gribe ind
over for det groft uansvarlige. Det er det, vi
kan opnå i øjeblikket, og det stemmer vi for.
Hermed sluttede forhandlingen.
Afstemning
Ændringsforslaget vedtoges med 70 stemmer mod 39.
§ 1, således ændret, og §§ 2 og 3
vedtoges uden afstemning.
Lovforslagets overgang til tredje behandling
vedtoges uden afstemning.
Formanden:
Lovforslaget går herefter til fornyet behandling i udvalget.
Den næste sag på dagsordenen var:
16) Anden behandling af lovforslag nr. L 258:
Forslag til lov om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det

1815

Tillægsbet. o. lovf. vedr. straffeloven

1816

Til lovforslag nr. L 255. Tillægsbetænkning afgivet af Retsudvalget den 24. maj 1994

Tillægsbetænkning
over
F o r s l a g til l o v o m æ n d r i n g a f s t r a f f e l o v e n
(Forvoldelse af fare for smitte med livstruende og uhelbredelig sygdom)
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har herunder haft justitsministeren i samråd.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Jørgen Christensen, Sorø,
og udvalget har anmodet om og modtaget justitsministerens kommentar til henvendelsen.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Centrum-Demokratemes, Det Radikale
Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer
af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis,
Venstres og Fremskridtspartiets medlemmer af
udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse
med det stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis
medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til
forkastelse.
Mindretallet udtaler i øvrigt:
SF tager moralsk og etisk afstand fra den
grove og hensynsløse adfærd, det er bevidst at
udsætte andre for smitte med en livstruende
sygdom.

Men højere end ønsket om at strafforfølge
sådanne handlinger står ønsket om at begrænse udbredelsen af HIV/AIDS. Og det foreliggende lovforslag viser tydeligt, hvor problematisk det er at lovgive i spørgsmål af denne karakter.
Ingen lov kan bekæmpe smitten og udbredelsen af AIDS eller HIV; det kan kun sikker
sex, og det er SF's klare opfattelse, at begge
parter har ansvar for at sikre sig mod smitte.
Gennem dette lovforslag lægger man reelt ansvaret alene på den part, der er smittet, og dermed risikerer man, dels at den personlige ansvarlighed hos begge parter mindskes, dels at
lulle folk ind i en falsk forestilling om, at statens vilje til at lovgive følges op af borgernes
vilje til ikke at bryde de samme love. En forestilling, der i dette tilfælde kan få fatale følger.
Et andet problem, lovforslaget rejser, er
spørgsmålet om, hvornår man kan sige, at en
person ved, at han/hun er smittet og dermed
bevidst udsætter andre for smitte. Dette
spørgsmål er fortsat ubesvaret trods en stærk
kritik fra bl.a. Dansk Retspolitisk Forening. SF
frygter, at nogle vil slutte, at »det sikreste« er
ikke at lade sig teste. Hvilken betydning dette
vil få for den nuværende smittebekæmpelsesstrategi, kan man af gode grunde ikke vide
endnu, men det har ikke skortet på advarsler
fra de organisationer, der i de sidste mange år
har været en væsentlig kraft i det daglige arbejde på denne front. Her kan nævnes: HIV-Danmark, AktHivhuset i Århus, Landsforeningen

1817

-

Tillægsbet. o. lovf. vedr. straffeloven

for bøsser og lesbiske/STOP AIDS-kampagnen og AIDS-Linien, Positivgruppen og Danmarks Bløderforening.
SF er tilfreds med, at justitsministeren har
valgt at lytte til en del af kritikken, og SF støtter derfor det af justitsministeren i betænkningen stillede ændringsforslag, der forsøger at
præcisere, hvilken handling man vil kriminalisere.
Mindretallet finder det uansvarligt, at justitsministeren vil gennemtrumfe denne vidtgående ændring uden først at have haft lovforslaget til høring. SF forstår, at det har været af
større betydning at vise handlekraft end at vise
eftertanke, og det er SF's holdning, at lovforslaget bærer præg heraf.
SF kan ikke acceptere denne måde at lovgive på.
De nævnte henvendelser fra foreninger m.v.
er tidligere optrykt som bilag til betænkningen
sammen med bl.a. bemærkninger til lovforslaget fra Gorm Toftegaard Nielsen.

Ændringsforslag
Af et mindretal (KF, V og FP):
Til § 1
1) I det foreslåede § 252, stk. 2, udgår efter
»hensynsløs måde« ordene »gentagne gange
eller under i øvrigt særligt skærpende omstændigheder«.
Bemærkninger
Til nr. 1
Forslagsstillerne ønsker at føre lovforslaget
tilbage til dets oprindelige ordlyd og henviser i
den forbindelse til justitsministerens fremsættelsestale og bemærkningerne til lovforslaget.
Efter forslagsstillernes. opfattelse skete der
ved vedtagelsen ved 2. behandling af justitsministerens ændringsforslag en sådan ændring af
det oprindelige lovforslag, at det på det nærmeste gøres straffrit at smitte en anden person
med en livstruende og uhelbredelig sygdom,
herunder HIV-smitte eller AIDS.

Dorte Bennedsen (S)

Erling Christensen (S)

Holger Graversen (S)

Ole Espersen (S)

Inger Stilling Pedersen (KRF)
John Vinther (KF)

Lise Hækkerup (S)

Sonja Albrink (CD)

Grove (KF) fmd.

Inge Dahl-Sørensen (V)

Svend Aage Jensby (V)

1818

Tom Behnke (FP)

Lissa Mathiasen (S)
Elisabeth Arnold (RV)

Helge Adam Møller (KF)
Birthe Rønn Hornbech (V)
Ebba Strange (SF) nfmd.

11961

26/5 94: Fortsætt. af 3. beh. af f. t. 1. vedr. øget beboerindflydelse m.v. i lejeboliger
Afstemning

11962

Afstemning

Ændringsforslaget
vedtoges uden afstemning.

Lovforslaget
vedtoges enstemmigt med 135 stemmer.

Lovforslaget som helhed sattes derefter til
forhandling.

Formanden:
Lovforslaget vil nu blive sendt til statsministeren.

Ingen bad om ordet.
Afstemning
Lovforslaget
vedtoges med 70 stemmer (S, CD, RV, KRF og
Bente Juncker (UP)) mod 69 (KF, V, SF og
FP).
Formanden:
Lovforslaget vil nu blive sendt til statsministeren.
Den næste sag på dagsordenen var:
2) Tredje behandling af lovforslag nr. L 50:
Forslag til lov om massemediers informationsdatabaser.
Af justitsministeren (Erling Olsen).
(Fremsat 28/10 93. Første behandling 10/11
93. Betænkning 17/5 94. Anden behandling
24/5 94. Tillægsbetænkning 24/5 94).
Der var stillet 4 ændringsforslag i tillægsbetænkningen.
Uden for tillægsbetænkningen var der ikke
stillet ændringsforslag.
Ændringsforslagene sattes først til forhandling.
Ingen bad om ordet.
Afstemning
Ændringsforslag nr. 1-4
vedtoges uden afstemning.
Lovforslaget som helhed sattes derefter til
forhandling.
Ingen bad om ordet.

Den næste sag på dagsordenen var:
3) Tredje behandling af lovforslag nr. L 255:
Forslag til lov om ændring af straffeloven.
(Forvoldelse af fare for smitte med livstruende
og uhelbredelig sygdom).
Af justitsministeren (Erling Olsen).
(Fremsat 27/4 94. Første behandling 4/5 94.
Betænkning 20/5 94. Anden behandling 24/5
94. Tillægsbetænkning 24/5 94).
Der var stillet 1 ændringsforslag i tillægsbetænkningen.
Uden for tillægsbetænkningen var der ikke
stillet ændringsforslag.
Ændringsforslaget sattes først til forhandling.
Forhandling
Svend Aage Jensby (V):
I forbindelse med andenbehandlingen redegjorde jeg detaljeret for, hvorledes det lovforslag, som justitsministeren oprindelig fremsatte, vil blive totalt udvandet med det ændringsforslag, som regeringen efterfølgende er kommet med.
På den baggrund anmodede Venstre, Det
Konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet
om fornyet udvalgsbehandling i håbet om, at
man dog kunne overbevise nogle om, at de stillede ændringsforslag fra regeringens side burde udgå.
Vi har stillet et ændringsforslag, idet vi i betænkningen lægger op til, at regeringens ændringsforslag skal udgå.
Jeg beder Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti meget nøje overveje, hvorvidt de kan stemme for det af os stillede ændringsforslag. Hvis man gør det, er man med til
at skabe et strafferetligt værn mod de grove

11963

26/5 94: 3. beh. af f. t. 1. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte

[Svend Aage Jensby]
forbrydelser, som lovforslaget tilsigter at ramme. Gør man ikke det, stemmer man for noget,
som i praksis er illusorisk; det kan ikke være
Centrum-Demokraternes mening, det kan ikke
være Kristeligt Folkepartis mening.
Det ændringsforslag, som regeringen er
kommet med, er radikalt gods. Det kan de to
partier ikke støtte.
Dorte Bennedsen (S):
Man skal opleve mange pudsigheder her i
Folketinget. Forleden dag ved andenbehandlingen havde vi en meget lang debat om netop
det ændringsforslag, regeringen havde stillet
til det oprindelige lovforslag. Det blev endevendt. Der blev klart redegjort for, hvorfor det
ændringsforslag var stillet, nemlig at man ville
kriminalisere den hensynsløst grove adfærd,
men ikke kriminalisere, at der skete enkelte,
det, vi kaldte smuttere, for folk. Det er ikke
den HIV-smittede som sådan, der skal kriminaliseres, det er kun den hensynsløst grove adfærd.
Derfor er det jo ejendommeligt at opleve,
når vi tidligere på ugen har brugt et par timer
på dette spørgsmål, at oppositionen stiller et
ændringsforslag, om hvilket vi faktisk har
stemt én gang. Så jeg må sige, at udtrykket lidt
unødig trætte af Folketinget på en travl dag
faldt mig ind, da det gik op for mig, at oppositionen ville stille dette ændringsforslag.
Jeg kan sige, at Socialdemokratiet er klart
imod ændringsforslaget.
(Kort bemærkning).
Inger Stilling Pedersen (KRF):
Vi har jo haft debatten, og Kristeligt Folkeparti har klart givet udtryk for, at vi i forbindelse med de mange ordførermøder, vi har
haft, har opnået et resultat, der gør, at vi kan få
lovgivning nu. Derfor står vi selvfølgelig fast
på det.
Og så vil jeg gerne have ministeren til at bekræfte, at én gang hensynsløs optræden er nok
til, at man kan blive straffet.
(Kort bemærkning).
Sonja Albrink (CD):
Jeg skal til hr. Svend Aage Jensby meddele,
at CD har gjort rede for sin holdning ved førstebehandlingen. Justitsministeren har lovet,

11964

at der bliver en høring, og det er vi fuldt tilfredse med.
Der er ingen, der skal være i tvivl om, at vi
gerne ville være gået lidt længere, men altså
det er kompromisernes vej herinde i Folketinget, og det er vi fuldt tilfredse med.
Vi ser på loven igen, hvis der er nogle ting, vi
skal have strammet op. Sådan er det.
(Kort bemærkning).
Fischer (KF):
Der er af Socialdemokratiets ordfører brugt
ord som pudsighed og ejendommelighed omkring behandlingen af dette forslag. Pudsighed, ejendommelighed? Ja, man kan sige, at
det kedelige i denne sag ligger hos regeringen
- en regering, der spiller ud med et lovforslag,
der indeholder det, der er behov for, og som
kan samle et stort flertal her i Folketinget. Så
geråder regeringen i stor intern uenighed og
udvander et fornuftigt lovforslag på en måde,
så man må formode, at det vil skabe fuldstændig forvirring hos domstolene, når det senere
skal bruges.
Det havde klædt regeringen meget, hvis man
havde stillet regeringspartiernes medlemmer
frit i denne sag, så de kunne have stemt efter
deres overbevisning. Så var Venstres og De
Konservatives ændringsforslag blevet vedtaget, for jeg er sikker på, at der havde været det
flertal for det i Folketinget.
Så havde man fået en lov, der havde kunnet
fungere, frem for den forvirring, som regeringen nu lægger op til.
(Kort bemærkning).
Pernille Frahm (SF):
Regeringen har jo valgt at lovgive på dette
område trods de henstillinger, der er kommet
fra organisationer, der arbejder med området,
og fra jurister, der har henvendt sig til Retsudvalgets medlemmer.
Men når man nu har valgt at gøre det alligevel, så må jeg sige, at det ændringsforslag, der
er kommet fra regeringens side, klart forbedrer
forslaget, og derfor skal det også have vores
støtte.
Fru Inger Stilling Pedersen, som ønsker, at
man skal kunne straffes for én gang at optræde
hensynsløst, vil jeg spørge, hvordan fru Inger
Stilling Pedersen så stiller sig i forhold til en

11965
26/5 94: 3. beh. af f. t. 1. vedr. straf for forvoldelse af fare for livstruende smitte
11966
[Pernille Frahm]
HIV-smittet kvinde, der vælger at føde sit bekræfte, hvad der står i bemærkningerne,
barn. Jeg skal gøre opmærksom på, at risikoen nemlig at det, vi er ude efter, er hensynsløshefor at smitte sit barn er større end risikoen for den. Og hvis ét tilfælde er tilstrækkelig henat smitte ved samleje. Skal denne kvinde tvin- synsløst, kan der dømmes.
ges til at have foretaget en abort, eller er det en
hensynsløs optræden at føde sit barn?
Hermed sluttede forhandlingen om ændringsforslaget.
(Kort bemærkning).
Afstemning
Tom Behnke (FP):
Det kommer ikke som nogen overraskelse,
at Kristeligt Folkeparti fastholder sit synspunkt fra i forgårs, da vi diskuterede det, nemlig at det efter Kristeligt Folkepartis indstilling
er helt i orden, at man kan have ubeskyttet
samleje én, to eller tre gange, og at det først
derefter skal være strafbart.
Ikke desto mindre havde Venstre, De Konservative og Fremskridtspartiet stillet det
nævnte ændringsforslag netop med henblik på
at give Kristeligt Folkeparti en sidste chance
for at stemme efter egen overbevisning. Det vil
Kristeligt Folkeparti ikke.
Det var også for at give Kristeligt Folkeparti
en sidste chance for at vise, at Kristeligt Folkeparti er Kristeligt Folkeparti og ikke bare en
minoritet i Socialdemokratiet. Men det er Kristeligt Folkeparti tilsyneladende.

Ændringsforslaget
forkastedes, idet 55 stemte for, 82 imod.
Lovforslaget som helhed sattes derefter til
forhandling.
Ingen bad om ordet.
Afstemning
Lovforslaget
vedtoges med 126 stemmer (S, KF, V, FP, CD,
RV, KRF og Bente Juncker (UP)) mod 12 (SF
og Birthe Rønn Hornbech (V)).
Formanden:
Lovforslaget vil nu blive sendt til statsministeren.

(Kort bemærkning).
Elisabeth Arnold (RV):
Nogle af ordførerne har harceleret over, at
regeringen fremsatte forslag, som der var flertal for, for derefter at fremkomme med et ændringsforslag til det først fremsatte forslag. Det
tolker man som vild uenighed og faneflugt og
alle mulige andre ubehagelige ting.
Det er fuldstændig normalt, og det er ganske
sædvanligt, og det er sket i talrige tilfælde før,
også i andre regeringers tid, at regeringer stiller ændringsforslag til deres egne forslag i lyset
af den debat, der foregår i udvalget, i lyset af
den debat, der foregår offentligt, efter at forslaget er blevet fremsat og førstebehandlet her i
salen. Det er dybest set derfor, vi har tre behandlinger i folketingssalen med mellemliggende udvalgsbehandlinger. Der er intet usædvanligt ved den proces; tværtimod er det en
nyttig og en frugtbar proces.
Justitsministeren (Erling Olsen):
Til fru Inger Stilling Pedersen skal jeg gerne

Den næste sag på dagsordenen var:
4) Tredje behandling af lovforslag nr. L 242:
Forslag til lov om visse hovedlandevejsstrækninger (omfartsvej ved Næstved, Assentoft-Sdr.
Borup og omfartsvej ved Faaborg).
Af trafikministeren (Trøjborg).
(Fremsat 14/4 94. Første behandling 21/4
94. Betænkning 19/5 94. Anden behandling
24/5 94).
Der var ikke stillet ændringsforslag.
Lovforslaget sattes til forhandling.
Ingen bad om ordet.
Afstemning
Lovforslaget
vedtoges med 128 stemmer (S, KF, V, SF, CD,
RV, KRF og Bente Juncker (UP)) mod 8 (FP).

1273

F. t. I. vedr. straffeloven

1274

Til lovforslag nr. L 255. Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 26. maj 1994

Forslag
til
Lov o m ændring af straffeloven
(Forvoldelse af fare for smitte med livstruende og uhelbredelig sygdom)
§1

§2

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886
af 30. oktober 1992, indsættes i § 252 som
stk. 2:
»Stk. 2. På samme måde straffes den, der på
hensynsløs måde gentagne gange eller under i
øvrigt særligt skærpende omstændigheder forvolder fare for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom.«

Loven træder i kraft den 15. juni 1994.
§3
Loven gælder ikke for Færøerne, men kan
ved kongelig anordning helt eller delvis sættes
i kraft for denne landsdel med de afvigelser,
som de særlige færøske forhold tilsiger.

IVAR HANSEN
/ Ingrid Rasmussen

Justitsmin., j.nr. 1994-730-47
i
*) Se FT: 10007, 10586, 11763, 11962; A: 8773; B: 1735, 1815; Lov nr. 431 af 1. juni 1994.