Immutable: Rejected Resolution Proposal, B 18, The Danish Parliament, 1990
Resource tools
Original PDF File |
2.3 MB | Download |
View directly in browser |
2.3 MB | View in browser |
Resource ID
278
Access
Open
Key Topics
Government Aids policy, Living with HIV/AIDS
Keywords
Policy (national) , Prevention
Document Type
Resolution Proposal
Resource Title
Rejected Resolution Proposal, B 18, The Danish Parliament, 1990
Creator
Danish Parliament
Country
Denmark
City
Copenhagen
Date
08 November 1990
Language
Danish
Restriction Status
Online accessible
License
This work is licensed under a Creative Commons Attribution-NonCommercial-NoDerivatives 4.0 International License.
Notes
This document is a rejected proposal for a parliamentary resolution on measures relating to AIDS. With this proposal, the Christian Party, Kristligt Folkeparti, wanted to alter the official guidelines for the political response to HIV/AIDS and remove the principles of anonymity and voluntariness.
There are three kinds of documents from the Danish Parliament in this EHAA collection: law proposals (lovforslag), resolution proposals (beslutningsforslag), and inquiries (forespørgelser).
Law proposals are either rejected or passed into law by parliament. In order to become law, law proposals must be “treated” (behandlet) three times in parliament before approval by a majority of MPs.
Resolution proposals contain a clear political message on a topic or issue. In contrast to a law proposal, it only needs to be “treated” twice in parliament. If passed, the government is obligated to act in accordance with it.
Inquiries can be requested if one or more MPs wish for a topic to be debated in Parliament. During the inquiry, MPs can make proposals for Parliament to either approve or reject.
Text excerpt
1943
F. t. beslutn. vedr. AIDS
1944
Beslutningsforslag nr. B 18. Fremsat den 8. november 1990 af Inger Stilling Pedersen (KRF),
Lysholm Christensen (KRF), Glønborg (KRF) og Kofod-Svendsen (KRF)
F o r s l a g til f o l k e t i n g s b e s l u t n i n g
o m foranstaltninger vedrørende A I D S
Folketinget opfordrer regeringen til:
1. At nedsætte en AIDS-kommission, der har til
formål:
a) at vurdere den hidtidige danske indsats vedrørende AIDS og det aktuelle lovgrundlag
herfor, herunder den generelle oplysningsog rådgivningsindsats, omfanget af HIVsmittens udbredelse samt specifikke befolknings- og erhvervsgruppers særlige risiko
for at blive HIV-smittet,
b) at vurdere forskellige muligheder og det
nødvendige lovgrundlag herfor i den fremtidige AIDS-indsats,
c) at komme med forslag til en selvstændig
AIDS-lov, der bl.a. skal indeholde bestemmelser vedrørende oplysning og rådgivning,
oprettelsen af et centralt AIDS-register og
vedrørende de i beslutningsforslagets punkt
2 nævnte områder.
Kommissionsarbejdet skal være afsluttet senest 1. januar 1992, og regeringen pålægges på
baggrund af dette at fremsætte forslag til en lov
om AIDS i folketingsåret 1992-93.
2. At fremsætte forslag til lov vedrørende:
a) HIV-testning af personer dømt efter straffelovens §§216 -225,
b) ophævelse af anonymiteten ved test for
HIV-antistoffer,
c) pligt for den læge, der konstaterer AIDS eller HIV hos en person til at informere en
eventuel ægtefælle eller registreret partner
herom,
d) forhøjelse af strafferammen for AIDS-syge
og HIV-antistofpositive, der med forsæt påfører andre HIV.
Regeringen pålægges at fremsætte lovforslagene i indeværende folketingsår.
1945
F. t. beslutn. vedr. AIDS
1946
B e m æ r k n i n g e r til f o r s l a g e t
Det er forslagsstillernes generelle holdning, at der
er behov for en fornyet vurdering af hele indsatsen
vedrørende oplysning om og forebyggelse af AIDSsygdommens udbredelse. Efter forslagsstillernes opfattelse er der derfor baggrund for, at Folketinget
nedsætter en kommission til at kulegrave hele området og komme med forslag til en egentlig AIDS-lov.
Desuden er der akut behov for nogle konkrete initiativer.
Bemærkninger til beslutningsforslagets enkeltepunkter
Ad pkt. 1
Den i beslutningsforslaget nævnte AIDS-kommission tænkes sammensat af såvel fagligt kvalificerede
personer som personer med forskellig baggrund.
Specielt hvad angår personerne med forskellig baggrund skal gælde, at de afspejler forskellige holdninger og indfaldsvinkler til hele AIDS-problematikken.
Da AIDS-kommissionens arbejde skal føre til et
forslag til en egentlig AIDS-lov, der kan danne baggrund for et regeringsforslag i folketingsåret 1992-93,
er det forslagsstillernes opfattelse, at kommissionsarbejdet skal være afsluttet senest 1. januar 1992.
Regeringen udarbejder kommissoriet for AIDSkommissionen, idet punkt 1a, 1b og I c dog skal være centrale punkter i dette.
Ad pkt. 2 a
Der begås stadig flere forbrydelser mod kønssædeligheden, og ofrene står ofte tilbage med nogle meget
svære psykiske problemer, problemer, som oven i købet kan forstærkes af uvisheden om eventuelt at være
blevet HIV-smittet i forbindelse med forbrydelsen.
Derfor finder forslagsstillerne det yderst rimeligt, at
personer, der forbryder sig mod kønssædeligheden,
og som er straffet efter straffelovens §§ 216-225 testes
for HIV-smitte. Om nødvendigt må der tvangstestes.
Resultatet af den strafidømtes HIV-test meddeles offeret, som kan få be- eller afkræftet en eventuel frygt
for at være blevet HIV-smittet i forbindelse med forbrydelsen.
Forslagsstillerne er i den sammenhæng fuldt ud
klar over, at der er forskellige usikkerhedsmomenter i
forbindelse med antistoftesten. Dels går der som regel mindst et par måneder fra smittetidspunktet, til en
eventuel antistoftest giver positivt udslag - af og til
længere tid. Hos nogle HIV-antistofpositive er der
endog konstateret falske negative reaktioner på antistoftesten. Det må dog forventes, at resultatsikkerheden ved de foretagne test øges i takt med forbedringen af testen. Dog må offeret anbefales selv at få foretaget en test.
På trods af disse usikkerhedsmomenter ved testen
er det væsentligt, at offeret for en forbrydelse mod
kønssædeligheden i hvert fald ikke skal leve i ubegrundet frygt for at være blevet HIV-smittet i forbindelse med forbrydelsen, selv om der ikke kan gives
nogen 100 pet. garanti.
Ad pkt. 2 b
I bekendtgørelserne nr. 498 af 8. november 1985
om lægers anmeldelse af erhvervet immundefektsyndrom (AIDS), nr. 484 af 25. juni 1990 om laboratoriers indberetning af HIV-undersøgelser m.v. og nr.
485 af 25. juni 1990 om lægers indberetning af HIVantistofpositive personer har indberetningspligten
hjemmel i § 26 i lov nr. 114 af 21. marts 1979 om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme.
Anmeldelsen af henholdsvis AIDS og HIV sker
principielt forskelligt. AIDS anmeldes efter bekendtgørelse nr. 498 af 8. november 1985 fuldstændig i
overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 105 af 21.
marts 1983 om lægers anmeldelse af smitsomme sygdomme m.v. Oplysninger om HIV-antistofpositive
personer anmeldes derimod i anonymiseret form, jf.
bekendtgørelse nr. 485 af 25. juni 1990. Efter forslagsstillernes opfattelse skal oplysninger om de HIV-antistofpositive personer anmeldes i overensstemmelse
med bekendtgørelsen om lægers anmeldelse af
AIDS, hvori der står, at sygdomme skal anmeldes,
selv om tilfældet har en mild form eller ikke er fuldt
udviklet (abortiv).
En anmeldelse og deraf følgende registrering af
HIV-antistofpositive personer vil for personale i
1947
F. t. beslutn. vedr. AIDS
sundhedssektoren, der i forbindelse med udøvelsen
af deres erhverv er udsat for risiko for at blive HIVsmittet, give mulighed for at øge forholdsreglerne i de
situationer, hvor der er tale om en reel mulighed for
at blive smittet. Det må dog ikke føre til en svækkelse
af de generelle forholdsregler, der må tage udgangspunkt i, at alle patienter er potentielle smittebærere.
Adpkt. 2 c
De HIV-antistofpositive og AIDS-syge er i dag ligestillet med alle andre syge, når det drejer sig om det
konkrete lægelige skøn over, hvornår det er berettiget
at fravige tavshedspligten med hensyn til at oplyse
ægtefællen om muligheden for at blive dødeligt HIVsmittet. Forslagsstillerne finder det nødvendigt i forbindelse med AIDS/HIV at pålægge den læge, der
konstaterer sygdommen eller smitten, at underrette
en eventuel ægtefælle eller en registreret partner herom. Ellers kan denne stå ganske uvidende om risikoen for at blive HIV-smittet og senere udvikle en sygdom med dødelig udgang.
Rent praktisk bør lægens oplysninger til den HIVantistofpositives og AIDS-syges seksualpartner ske i
et møde, hvor også den HIV-antistofpositive eller
1948
AIDS-syge deltager. Et sådant møde vil i langt de fleste tilfælde føre til, at parterne har talt sagen igennem
med hinanden, inden de mødes med lægen. Og det er
så absolut den ønskeligste baggrund for mødet, der så
i langt højere grad kan fokusere på, hvordan de implicerede kan leve ikke kun seksuallivet, men hverdagslivet videre med den viden, de nu har. Mødet får
dermed karakter af egentlig rådgivning.
Ad pkt. 2 d
Med nærværende beslutningsforslag ønsker forslagsstillerne, at regeringen fremsætter forslag til lov
om ændring af lov om borgerlig straffelov, så det direkte fremgår, at AIDS-syge og HIV-antistofpositive,
der med forsæt påfører andre HIV, kan idømmes en
straf i lighed med de bestemmelser, der findes i den
borgerlige straffelovs § 237. Som begrundelse herfor
skal anføres, at risikoen for at udvikle AIDS er nær
100 pet., når man er HIV-smittet. Da der i hvert fald i
dag desværre kun er én udgang på det at være AIDSsyg, nemlig at dø, finder forslagsstillerne det helt naturligt at straffe den, der med forsæt har påført en anden HIV, efter bestemmelser svarende til § 237 i den
borgerlige straffelov.
1677
8/11 90: Skriftlig fremsættelse
1678
[Aage Frandsen]
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne
nomisk demokrati, men ikke alle, idet der med
dette lovforslag fortsat kun vil være lønmodta- til lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget til
gerpenge i de virksomheder, som ønsker det. Tingets velvillige behandling.
Begrænsningerne i lovforslaget gælder naturligvis også, hvad angår arbejdspladsdemokrati- Inger Stilling Pedersen (KRF):
et.
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg
Arbejdspladsdemokratiet styrkes kun, i det mig herved at fremsætte:
omfang den kollektive lønmodtagerkapital er
Forslag til lov om ændring af lov om hunde.
stærk nok i den enkelte virksomhed. Hvor det
(Lovforslag nr. L 67).
ikke er tilfældet, sker der reelt ikke noget på
Jeg henviser til de bemærkninger, der ledsabaggrund af dette forslag. Det samme gælder ger lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velnaturligvis også den offentlige sektor.
villige behandling.
Derfor er gennemførelse af arbejdspladsdemokrati naturligvis fortsat centralt for SF. Men Kofod-Svendsen (KRF):
en vedtagelse af lovforslaget vil kunne blive en
Som ordfører for forslagsstillerne skal jeg
løftestang for de tanker, som ligger i indførelhermed tillade mig at fremsætte:
sen af arbejdspladsdemokrati og økonomisk
Forslag tilfolketingsbeslutning om privat instidemokrati.
Når der i lovforslaget lægges op til, at der tutionsdrift.
(Beslutningsforslag nr. B 17).
skal anvendes kønskvotering ved udvælgelsen
Jeg skal i øvrigt henvise til beslutningsforslaaf kandidaterne på de enkelte lister, skyldes
det, at SF har begrundet mistanke om, at der el- .gets tekst og de bemærkninger, som ledsager
lers næsten kun vil blive valgt mænd. Netop når det.
det drejer sig om »pengeforsamlinger«, siger
erfaringerne, at det stadig er en næsten ren Inger Stilling Pedersen (KRF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg
mandeverden. Skal der gøres noget ved det,
tror vi, at obligatorisk kønskvotering er nød- mig hermed at fremsætte:
vendig.
Forslag til folketingsbeslutning om foranstaltNår vi i dag ser på, hvilken investeringspoli- ninger vedrørende AIDS.
tik lønmodtagerfondene fører i forhold til an(Beslutningsforslag nr. B 18).
dre kapitalinvestorer, er der ikke den store forJeg henviser til de bemærkninger, der ledsaskel. Det er SF's opfattelse, at investeringspoli- ger forslaget, og anbefaler det til Tingets velviltikken i langt højere grad burde tage hensyn til, lige behandling.
hvad der gavner en økologisk bæredygtig udvikling. Det betyder, at vækst i traditionel forstand målt ved bruttonationalproduktet ikke er
Den første sag på dagsordenen var:
en acceptabel måleenhed for, hvad der er godt
at investere i. Hensyn til beskæftigelsen, den re- 1) Spørgsmål om meddelelse af orlov til og indkalnest mulige teknologi, genbrug, begrænsning i delse af stedfortræderenforfolketingsmedlem Beranvendelse af Jordens knappe ressourcer, be- tel Haarder (V).
grænsning af import m.v. bør i høj grad også
indgå. Heri ligger der nogle begrænsninger i Formanden:
ATP's og LD's ellers fri investeringsmuligheDen pågældende har søgt om orlov i henhold
der. Til gengæld lægger forslaget på andre om- til forretningsordenens § 42, stk. 3, litra d, jf.
råder op til betydelige udvidelser i, hvad ATP stk. 5, på grund af midlertidig udsendelse i ofog LD kan gøre.
fentligt hverv.
For SF indebærer dette lovforslag en udviHvis ingen gør indsigelse, vil jeg betragte det
delse af demokratiet og en klar hensyntagen til som vedtaget, at der meddeles den pågældende
en økologisk bæredygtig udvikling, to helt kla- orlov som ansøgt fra og med den 8. november
re mål, som SF også med en række andre for- 1990, og at stedfortræderen indkaldes som midslag i Folketinget arbejder for at nå.
lertidigt medlem. (Ophold). Det er vedtaget.
1679
8/11 90: Indstilling fra Udvalget til Valgs Prøvelse
Den næste sag på dagsordenen var:
2) Indstilling fra Udvalget til Valgs Prøvelse.
Forhandling
Lizzie Lichtenberg (KF):
Folketinget har nu vedtaget at meddele orlov
til et medlem af Folketinget og at indkalde stedfortræderen.
Som ordfører for Udvalget til Valgs Prøvelse
skal jeg tillade mig at gøre indstilling om, at
stedfortræderen godkendes som midlertidigt
medlem af Folketinget.
Hr. Bertel Haarder er valgt i Københavns
Amtskreds, og i anledning af hans orlov indkaldes 1. stedfortræder for Venstre i denne amtskreds, direktionssekretær Pia Larsen.
Udvalget til Valgs Prøvelse har i et møde den
6. november d.å. behandlet denne sag, og jeg
kan herefter på udvalgets vegne afgive følgende:
Indstilling
Direktionssekretær Pia Larsen godkendes
som midlertidigt medlem af Folketinget fra og
med den 8. november 1990.
(Kort bemærkning).
Knud Lind (FP):
Jeg vil stille fru Lizzie Lichtenberg et spørgsmål. Det er jo efterhånden blevet ret maskinelt
dette med orlovsmeddelelse. Jeg kunne godt
tænke mig at vide, hvad der er årsagen til, at
man meddeler orlov. Det ville da være ret interessant.
Formanden:
Jeg skal gøre opmærksom på, at det ikke er
Udvalget til Valgs Prøvelse, der meddeler orlov. Det er Folketinget, der for et øjeblik siden
har vedtaget at meddele orlov til det pågældende medlem.
Hermed sluttede forhandlingen.
Afstemning
Udvalgets ovennævnte indstilling
vedtoges med 108 stemmer (S, KF, SF, V, FP,
RV, CD og KRF) mod (ved en fejlafstemning) 1
(FP).
1680
Den næste sag på dagsordenen var:
3) Tredje behandling af lovforslag nr. L 2:
Forslag til lov om bemyndigelse til optagelse af
indenlandske statslån.
Af finansministeren Henning Dyremose.
(Fremsat 3/10 90. Første behandling 11/10
90. Betænkning 31/10 90. Anden behandling
6/1190).
Der var ikke stillet ændringsforslag.
Lovforslaget sattes til forhandling.
Forhandling
Behnke (FP):
Efter dagspressen at dømme virker det ikke,
som om det unægtelig store problem, der hedder statens samlede gæld, har haft en særlig
fremtrædende plads i de forhandlinger mellem
regeringen og Socialdemokratiet, som er foregået netop i går.
Derfor føler jeg anledning til at forhøre mig
hos finansministeren om, hvad der egentlig er
regeringens plan, hvordan man nogen sinde agter at få afviklet den store statsgæld, som, jf. regeringens seneste budgetoversigt, vil runde 510
mia. kr. i 1991. Jeg mener, at den danske befolkning i den grad har brug for at vide, om gældsætningen blot skal foregå uhæmmet.
Som vi har anført i vort betænkningsbidrag,
vil gældsætningen allerede i 1995 runde 700
mia. kr., hvis den fortsætter med samme hastighed som i øjeblikket. En gæld på 700 mia. kr. i
1995 vil betyde, at på det tidspunkt vil alene
renterne af den gæld udgøre så stort et beløb, at
alt, hvad der overhovedet kommer ind i moms
til staten, vil gå til at betale dem.
Man kan selvfølgelig godt have finanslovforhandlinger, man kan have store politiske forhandlinger osv., hvor man ønsker at ommøblere et par hundrede millioner eller en enkelt milliard kroner, men i det her tilfælde taler vi altså
om store beløb, ja, renterne i 1991 vil være et
sted mellem 59 og 60 mia. kr. Tænk på, hvor let
det ville være at nedsætte skatterne, hvor let det
ville være at finde penge til de planer, man har i
de respektive partier, hvis man kunne slippe for
at betale 59 eller 60 mia. kr. i renter næste ,år!
Da det jo unægtelig er, som jeg tidligere har
udtrykt det, en gøgeunge på finansloven, synes
2147
20/11 90: 1. beh. af f. t. beslutn. om privat institutionsdrift
[Kofod-Svendsen]
faktisk også op til i forslaget, at der skal være
mulighed for, at private organisationer dør,
men vi lægger også op til, at der bliver mulighed for, at nye vokser frem.
Hermed sluttede forhandlingen.
Afstemning
Forslagets overgang til anden (sidste) behandling
vedtoges uden afstemning.
Tredje næstformand (Povl Brøndsted):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør
indsigelse mod dette forslag, betragter jeg det
som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.
Den næste sag på dagsordenen var:
11) Første behandling af beslutningsforslag nr. B
18:
Forslag til folketingsbeslutning om foranstaltninger vedrørende AIDS.
Af Inger Stilling Pedersen (KRF) m.fl.
(Fremsat 8/11 90).
Forslaget sattes til forhandling.
Forhandling
Sundhedsministeren (Ester Larsen):
11987 blev der opnået meget bred politisk tilslutning til, at den danske indsats mod AIDS
skal bygge på frivillighed, på anonymitet og på
åben, direkte og ærlig information. Jeg finder
ikke, der er konstateret ændrede forhold, der
giver anledning til at ændre den politiske linje,
der dengang blev lagt.
Der er således ikke brug for en særlig AIDSlovgivning og dermed en særlig AIDS-kommission. AIDS er en alvorlig sygdom; næsten alle,
der får sygdommen, dør, men AIDS er ikke
særlig smitsom. Man bliver som hovedregel
alene smittet gennem seksuel kontakt eller ved
stiknarkomani, hvis man vel at mærke ikke
samtidig beskytter sig.
Sundhedspersonale og andet personale bør
følge de anvisninger om beskyttelse, som Sundhedsstyrelsen har sendt ud. Oplysning dels om
2148
risiko, dels om beskyttelse mod smitteoverførelse er vejen frem. Tvang eller trusler om straf
fremmer ikke bekæmpelse; vi narrer os, selv og
hinanden, hvis vi prøver på at bilde os ind, at vi
kan klare bekæmpelsen gennem disse midler
tvang og trusler.
Om de konkrete forslag til lovgivningen vil
jeg kort sige følgende: Der er allerede i straffeloven hjemmel til at lade en gerningsmand mistænkt for en voldsforbrydelse teste for HIVsmitte. Det kan ske som led i efterforskningen
og i tilfælde, hvor spørgsmålet om smitte kan
have betydning for skyldsspørgsmål eller strafudmåling, men også kun i disse tilfælde.
Regeringen overvejer for tiden, om denne
adgang til at gennemføre HIV-test under efterforskning bør udvides til også at gælde for personer, der er dømt for voldtægt eller lignende.
Tanken var at tilgodese den krænkede part
uden principielt at bryde med den linje, der
hidtil har været ført vedrørende sygdommen
AIDS.
Forslaget om at ophæve anonymiteten ved
test for HIV-antistoffer vil bryde afgørende
med Folketingets vedtagne AIDS-politik. Et
sådant register vil efter al sandsynlighed afholde mange fra at lade sig undersøge og dermed
modvirke, at HIV-positive så tidligt som muligt
bliver klar over, at de er smittebærere, og derved forhindres det, at de får en grundig information om, hvordan de undgår at smitte andre.
Heller ikke i de øvrige europæiske lande sker
der en registrering af HIV-positive. Man har
dér som i Danmark anonyme meldesystemer,
hvilket også helt svarer til WHO's anbefaling.
Det er rigtigt, at der ikke gælder særlige regler om tavshedspligt for læger, når det drejer sig
om AIDS. Hele vores sundhedssystem bygger
på, at patienten trygt kan henvende sig til sin
læge i tillid til, at oplysninger ikke uden ganske
særlig begrundelse gives videre. Det gælder for
AIDS, ligesom det gælder for alle andre sygdomme, men denne tavshedspligt, som gælder
af hensyn til patienten, må nødvendigvis vægtes over for andre hensyn, og jeg kan understrege, at tavshedspligten efter gældende lov kan
fraviges i særlige situationer. Lægeloven siger
udtrykkeligt, at lægen kan videregive oplysninger, hvis det er nødvendigt »... i berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af
eget eller andres tarv.« Det er betænkeligt at
opstille mere håndfaste regler, der nærmere an-
2149
20/11 90: 1. beh. af f. t. beslutn. om foranstaltninger vedrørende AIDS
[Sundhedsministeren]
giver, hvordan lægen skal forholde sig i den
konkrete situation. Det vil altid bero på et skøn,
som jeg er overbevist om at den enkelte læge er
i stand til at udøve på fornuftig måde. Heller ikke på dette område er der derfor grund til at
fastsætte regler for AIDS og HIV.
Endelig er der spørgsmålet om en forhøjelse
af strafferammen for AIDS-syge og HIV-antistofpositive, der med forsæt påfører andre
HIV-smitte. Her vil jeg nøjes med at henvise til,
at justitsministeren tidligere har bekræftet, at
der allerede efter den gældende straffelov er
adgang til at idømme personer, der med forsæt
påfører andre smitte, meget strenge straffe. Der
er derfor ikke behov for at ændre straffeloven
på dette punkt.
Alt i alt må jeg derfor sige, at vi ikke fra regeringens side kan tilsige beslutningsforslaget
støtte, men vi viderefører vores overvejelser om
det særlige spørgsmål angående HIV-test i forbindelse med forbrydelser mod kønssædeligheden.
Dorte Bennedsen (S):
Da jeg læste dette beslutningsforslag af Kristeligt Folkeparti, kom jeg til at savne det tidligere medlem fra Kristeligt Folkeparti, Jens
Steffensen. Da vi den 31. marts 1987 havde den
store debat om AIDS-indsatsen, holdt han en
tale fra denne talerstol, som var præget af forståelse og tolerance, og han udvirkede da også,
at Kristeligt Folkeparti var medforslagsstiller
til den dagsorden, der slog fast, at indsatsen
mod AIDS skal bygge på frivillighed, anonymitet, åben, direkte og ærlig information, den enkeltes tryghed ved at henvende sig til sundhedsmyndighederne samt ønsket om at undgå enhver form for diskrimination.
Dette forslag viser, at der er sket meget i Kristeligt Folkeparti siden 1987 og desværre ikke
til det bedre. Jeg beklager at måtte sige, at Kristeligt Folkeparti i disse tre år har udviklet en
ubehagelig form for dobbeltmoral i denne sag.
Jens Steffensen talte i 1987 godt og stærkt om
nødvendigheden af oplysning. Ikke desto mindre har Kristeligt Folkeparti igennem de sidste
år stemt imod en række af de forslag, der netop
skulle muliggøre en forstærket oplysningsindsats, og nu får vi altså dette forslag, som helt
forlader AIDS-politikkens grundsætninger og i
stedet vil indføre tvang, straf og udhængning af
mennesker.
2150
AIDS er stadig et alvorligt og meget tyngende problem, først og fremmest fordi vi stadig ikke har nogen helbredende behandling, men der
er dog sket opmuntrende ting. I 1986 var fordoblingstiden for antallet af syge ca. 13 måneder, mens den i dag er oppe på 22 måneder, og
jeg er overbevist om, at denne forbedring har
nøje sammenhæng med den oplysningsindsats,
vi har gjort, men især med den ansvarlighed,
den store risikogruppe, bøsserne, har udvist.
Der er derfor intet, der taler for at ændre den
politik, der blev lagt fast i 1987, og om dette forslag må man sige, at de midler, der bliver foreslået, ikke vil føre til de mål, som Kristeligt Folkeparti ønsker, men derimod vil gøre ubodelig
skade. Tag spørgsmålet om tvangstestning! En
tvangstestning giver ikke nogen reelle oplysninger. Inkubationstiden er lang, ingen ved vel
knap hvor lang, og der er hele problemet med
falske negative. Hvis et offer derfor frygter at
være smittet, er den fornuftigste løsning nok, at
offeret også bliver testet.
Ophævelsen af anonymiteten vil have én sikker følge, nemlig at folk med risikoadfærd afholder sig fra at blive testet. Vi har klare beviser
fra Sverige: I en periode, hvor man ophævede
anonymiteten og havde visse straffeforanstaltninger, blev folk testet i hobetal, men det var,
om man så må sige, den almindelige svensker
og ikke folk, der kom fra grupper med risikoadfærd. Derfor kan det kun have en negativ virkning.
Forslaget om en registrering af HIV-antistofpositive personer vil give det personale i sundhedssektoren, der i forbindelse med udøvelsen
af deres erhverv er udsat for risiko, en mulighed
for at øge forholdsreglerne. Jeg forstår, at der i
dette ligger, at man skal have et register, hvor
enhver tandlæge, fodterapeut, eller hvem det
nu måtte være, kan slå op, om patienten skulle
være HIV-positiv.
Jeg kan kun sige, at vi tager afstand fra enkelthederne og fra intentionen i dette forslag,
og jeg vil gerne slutte med at bringe en tak til
ministeren, for jeg synes, det var et klart svar,
ministeren gav her.
(Kort bemærkning).
Inger Stilling Pedersen (KRF):
Man kan selvfølgelig være enig eller uenig i
synspunkterne, men jeg synes, at det, der blev
sagt om, at Kristeligt Folkeparti var for straf,
2151
20/11 90: 1. beh. af f. t. beslutn. om foranstaltninger vedrørende AIDS
[Inger Stilling Pedersen]
var en lille smule for skrapt. Der var ikke tale
om straf, men om, hvorvidt vi skal passe mest
på offeret for en forbrydelse, f.eks. voldtægt, eller på den, der begår den. Der står også i forslaget, at det vil være godt for hende, det går ud
over, at hun selv lader sig teste. Jeg synes, man
skal prøve at læse forslaget uden i forvejen hvad dette indlæg bar indtryk af - at være utrolig negativ over for det, men man har lov til at
være uenig.
Fru Dorte Bennedsen sagde noget om Jens
Steffensen. Der er sket en udvikling, men jeg
mener stadig væk, at det er en god ting, at der er
tale om frivillighed. Man glemmer også, at
AIDS i starten fortrinsvis var knyttet til de homoseksuelle, det er den ikke længere, der kan
være en risiko for ethvert menneske i Danmark
i dag. Når man var så bange for registrering, var
det netop, fordi man ikke ville hænge en gruppe ud, men man kan få smitten overført via
blod, og vi ved, at mange heteroseksuelle, kvinder og børn er smittet. Den særstilling, man har
givet AIDS, gør, at denne dødelige sygdom betragtes på en helt anden måde end andre.
Kristeligt Folkeparti er helt parat til at drøfte
disse ting i udvalget og se på, hvor meget vi kan
gøre, men man kunne godt prøve på at holde
sig til det, der står i forslaget.
(Kort bemærkning).
Dorte Bennedsen (S):
Nu fik jeg besked på at holde mig til det, der
stod i forslaget. Jeg kan ikke dy mig for at sige,
at Kristeligt Folkepartis ordfører måske skulle
følge med i debatten.
Der blev sagt, at i dag var ethvert menneske altså underforstået enhver heteroseksuel - i
dette samfund udsat for at blive smittet. Hvis vi
ser på de tal, der har været fremme om udbredelsen i den heteroseksuelle befolkning, er
skønnet over smittede i dag væsentlig lavere
end det skøn, der eksisterede, da vi debatterede
denne sag i 1987. Jeg kan heller ikke dy mig for
at føje til, at det har haft den beklagelige virkning, at interessen for at gøre en økonomisk
indsats for AIDS-oplysningen har været væsentlig formindsket.
Fru Inger Stilling Pedersen må undskylde, at
jeg taler om straf, men hun skriver faktisk i
punkt 2 d, at man vil ændre den borgerlige
straffelov, på trods af at ministeren på udmærket vis har redegjort for, at der ifølge borgerlig
straffelov er mulighed for straf.
2152
Karen Højte Jensen (KF):
I den konservative folketingsgruppe er vi
meget optaget af situationen på AIDS-området, og vi mener, det er vigtigt at følge udviklingen ganske nøje og løbende vurdere de initiativer, der måtte være behov for.
I 1987 var der meget stor tilslutning i denne
sal til, at initiativerne skal bygge på frivillighed,
på anonymitet og på åben, direkte og ærlig information, og alt tyder på, at denne politiske
linje har været rigtigt valgt. Fordoblingstiden altså den tid, der er gået, siden der var halvt så
mange AIDS-patienter - er nu oppe på 22 måneder, mens vi i årene 1985 og 1986 havde en
fordoblingstid på 12 måneder. Der forventes i
1990 170 nye AIDS-tilfælde, og det vil være det
første år, hvor antallet af tilfælde bliver mindre
end året før. Det betyder naturligvis ikke, at vi
så skal sidde med korslagte arme, men det er
dog positivt i forhold til, hvad vi vel frygtede
kunne blive udviklingen.
Kristeligt Folkepartis forslag går ud på, at
man skal nedsætte en kommission, der skal
vurdere den hidtidige indsats og vurdere forskellige muligheder for indsats med henblik på
at få en selvstændig AIDS-lov. Jeg mener, der
er behov for løbende at vurdere indsatsen, og
det sker i dag i AIDS-sekretariatet i Sundhedsstyrelsen. Det er også fra den ekspertgruppe,
der kommer konkrete forslag om nye initiativer, f.eks. kan nævnes en forbedring af overvågningssystemet. En kommission og en efterfølgende lovgivning ville nemt kunne forhindre en
nødvendig fleksibilitet i valget af strategi.
Som det fremgik af sundhedsministerens tale, har forslagsstillerne ikke været opmærksom
på de eksisterende regler, eksempelvis drejer
forslagets punkt 2 c sig om lægens information
af ægtefælle. Sundhedsministeren citerede fra
lægeloven, og som det klart fremgik af citatet,
er der her de muligheder, som Kristeligt Folkeparti peger på. Allerede i 1987, da den daværende sundhedsminister, fru Agnete Laustsen,
fremførte samme synspunkt, var det oppe i folketingssalen, men det må Kristeligt Folkeparti
have overset. Også hvad angår forslagets punkt
2 d, om forhøjelse af strafferammer, er der i dag
. de ønskede muligheder.
Anonymitet ved test for HIV-antistof finder
vi fortsat helt afgørende. AIDS-smitten kan ikke standses ved lov, men ved påvirkning, og en
registrering vil afholde eventuelt smittede fra at
2153
20/11 90: 1. beh. af f. t. beslutn. om foranstaltninger vedrørende AIDS
[Karen Højte Jensen]
blive testet. Anonymiteten er afgørende for, at
folk føler tryghed ved at blive testet.
være nøgleordet. Kun viden - viden, der ændrer adfærd - kan standse udbredelsen af
AIDS, men naturligvis skal Folketinget hele tiden følge udviklingen.
Agerschou (SF):
Ligesom de to foregående ordførere vil jeg
også starte med at fortælle, hvad det var for retningslinjer for sygdommen AIDS, Folketinget
vedtog under debatten i marts 1987.
Et meget stort flertal i Folketinget vedtog, at
den danske indsats mod sygdommen AIDS
fortsat skal bygge på frivillighed, anonymitet,
åben, direkte og ærlig information, den enkeltes tryghed ved at henvende sig til sundhedsmyndighederne samt ønsket om at undgå enhver form for diskrimination. Det var de retningslinjer, Folketinget vedtog, og som Kristeligt Folkeparti på daværende tidspunkt gik helhjertet ind for.
Hvad er så grunden til, at Kristeligt Folkeparti fremsætter et forslag, der går helt på tværs
af det, det store flertal dengang mente? Der er
to muligheder. Den ene mulighed er, at der i
mellemtiden er sket noget dramatisk i forbindelse med sygdommen AIDS. Det mener jeg ikke der er, og hvis det skulle være grunden til
Kristeligt Folkepartis forslag, vil jeg bede fru
Inger Stilling Pedersen om nærmere at komme
ind på det. Den anden årsag til, at Kristeligt
Folkeparti ændrer indstilling, kan være det, fru
Dorte Bennedsen var inde på, nemlig at der er
sket noget dramatisk i Kristeligt Folkeparti.
Nu er det selvfølgelig et spørgsmål, hvor dramatisk det kan være, at man skifter ordfører,
men det er mit klare indtryk, at det faktisk er
det, der er årsagen til, at Kristeligt Folkeparti
kan fremsætte et forslag, der på den måde går
fuldstændig på tværs af det, man hidtil har anset for at være hensigtsmæssigt, og det, som
igennem 3 år er bevist kunne fungere og bidrage til at formindske risikoen for sygdommen.
Dertil kommer, at forslaget også er direkte
usammenhængende. På den ene side opererer
man med nedsættelse af en AIDS-kommission,
der nærmere skal vurdere problemerne, og på
den anden side tager man forskud på AIDSkommissionens arbejde ved allerede med det
samme at foreslå nogle bestemte forslag gennemført.
2154
Jeg vil ikke gøre så meget ud af de konkrete
forslag, for det har både sundhedsministeren,
fru Dorte Bennedsen og fru Karen Højte Jensen taget sig af, men jeg vil bare nok en gang
fremhæve, at af de forslag, Kristeligt Folkeparti
nu fremsætter, vil nogle virke direkte skadelige
for bekæmpelse af sygdommen AIDS, f.eks.
ophævelse af anonymiteten ved test for HIVsmitte. Enhver kan sige sig selv, at det vil være
med til at forhindre folk i at blive testet, og det
har vi ingen glæde af.
Som sagt er vi meget enige i sundhedsministerens klare afvisning, og vi er enige i det, der
er sagt fra Socialdemokratiets og De Konservatives side. Jeg synes, at forslaget bygger på
mange misforståelser, og det kan være, at vidensniveauet på området simpelt hen er for
lavt. Jeg husker, at da sygdommen i sin tid begyndte, afholdt det daværende Kommunaludvalg i Folketinget en del møder og småkonferencer med eksperterne inden for området, og
efter at have set dette forslag mener jeg, Sundhedsudvalget skulle arrangere nogle møder,
hvor vi kunne få ført vores viden om sygdommen up to date. Jeg synes, forslaget viser, at det
er der i hvert fald nogle folketingsmedlemmer i
Sundhedsudvalget der kunne trænge til.
Jørgen Winther (V):
Som det er sagt af flere ordførere, har Folketinget mange gange debatteret strategien for bekæmpelse af AID
Marker lat / long: 55.599487, 9.228898 (WGS84)